Og så drukner jeg… af Ditte Wiese. Udgivet af CarlsenPuls i 2019. 352 sider.
*Reklame: anmeldereksemplar fra forlaget CarlsenPuls.
Jeg har også anmeldt Dittes debutroman her: Pronvinspis.
Hvis ikke du præsterer perfekt, er du en taber! Sådan tænker den 18-årige Josephine, der forsøger at være ligeså perfekt og dygtig som sine venner.
Hun har lagt en plan for sit liv. Hun har valgt en fornuftig uddannelse, den rigtige kæreste og den korrekte diæt. Det er godt, og det er perfekt. Men der er noget, der sitrer i hende. Små bølger af noget forkert, der presser på og holder hende vågen. Det borer sig ind i hendes hjerne og larmer. Får hende til at glemme ting. Glemme at trække vejret.
Hvad er der galt med hende? Hvorfor kan hun ikke bare følge planen? Hun presser sig jo til det yderste.
Presset er så stort, at Josephine er ved at drukne. Hun kan slet ikke få luft, men hun tør ikke råbe om hjælp. For hvis ikke hun kan alting, er hun jo ingenting.
Kender I det, når man virkelig glæder sig til noget, sådan helt vildt meget, og man nærmest bliver bange for at gøre det fordi ens forventninger er så høje, at det umuligt kan blive lige så godt som man forestiller sig?
Sådan havde jeg det lidt med Og så drukner jeg…. Jeg knuselsker Dittes første bog, og for mig har hypen omkring denne her været stor, jeg har glædet mig alt for længe. Og så drukner jeg… er muligvis den bog, jeg har glædet mig mest til her til sommer, for ikke at sige i år. Og jeg alligevel kunne jeg ikke vente med at læse den.
Og så drukner jeg… handler om Josephine, men den handler rigtig meget om et stort problem i vores samfund i dag, og jeg havde en følelse af at jeg sagtens kunne se mig selv i Josephine og hendes problemer og følelser, allerede inden jeg læste bogen. Og det kunne jeg. Josephine er ikke kun en karakter, hun føles så virkelig og så knusende ægte, fordi hun er det. At læse bogen fik ikke kun mig til at tænke på mig selv, men også på mange jeg kender, fra gymnasiet og fra universitet, fra min omgangskreds og så videre. Det kan godt være, at Josephines tilfælde med afhængighed af betablokkere, ret voldsomme bivirkninger som eks. glemsomhed der grænser til tab af hukommelsen, alt sammen virker ekstremt, men det tror jeg faktisk ikke det er. Jeg tror bare, vi desværre er rigtig gode til kun at se overfladen, og ikke se problemerne under overfladen.
Det er det store tema i bogen, og Ditte Wiese skriver så godt, at man virkelig får forståelse for at bogen er skrevet med stor kærlighed til Josephine og til de unge, som bliver presset så langt ud, at de ender med at drukne. Der er ikke tale om en belærende fortælling, eller en lang skæld ud på 300 sider. Derimod er det en belysning af et samfundsproblem, som kan være svært at se, og endnu sværere at tale om. Derfor håber jeg at man kan tage noget med sig fra bogen og tænke over, hvordan man ser hinanden – eller ser det, man vil se.
Jeg tror ikke at hverken Josephines mor og far ønsker at overse Josephines problemer, men oftest ender det med at de ser det, de vil se. Jeg havde sådan lyst til at give Josephine et kram og fortælle hende at hun er god som hun er, også selv om hun ikke er perfekt, også selv om den store forkromede plan hun har lagt for sit liv måske ikke lige udfolder sig sådan som hun har tænkt sig. Det var hårdt at læse Og så drukner jeg…, ikke fordi bogen er tung, men fordi emnerne, tingene der sker, de følelser læseren bliver præsenteret for, alt sammen er så nærværende og jeg læste det meste af bogen med en klump i halsen og nærmest en lyst til at græde for at få en forløsning af den trykkende fornemmelse. Men det var det hele værd.
Og så drukner jeg… er en af de bedste bøger, jeg har læst i år. Ditte Wiese har igen skrevet en bog, der giver ungdommen plads, en bog der ikke trækker sig væk fra de tabubelagte emner, ikke skjuler sex, eller druk eller misbrug. Det var som at blive set, sådan virkelig, lige som det var med Provinspis. Det er længe siden, jeg blev student, og jeg har ikke skullet gå til eksamen siden starten af januar sidste år, og alligevel forstod jeg så godt den voksende frygt og stress for de afsluttende eksaminer, som Josephine oplever og det kriblede helt i mine fingre af ubehag igen.
I virkeligheden tror jeg ikke, at det kun er ungdommen, der kan få uendeligt meget ud af Og så drukner jeg…. Det tror jeg også at voksne kan, men det er en bog for og om unge, en bog der viser en voldsom situation, men hvor jeg tror mange kan genkende sider af sig selv, nogen mere end andre. Det er en af de YA bøger, der ikke må overses på grund af YA-mærket, og som jeg vil anbefale til alle og enhver. Jeg har allerede planlagt at låne den til min lillesøster, og jeg håber, det er en der breder sig som ringe i vandet. Tak til Ditte for at skrive en bog, der fik mig til at føle at jeg blev set, også selv om Josephines historie er langt fra den samme som min, bare tak. Og til dig, der læser det her: læs bogen, snak om den. Jeg tror, det vil overraske mange hvor sigende Og så drukner jeg… er.
Bogen udkommer i dag!
