anmeldelser

Månesøsteren (De syv søstre #5) af Lucinda Riley

Månesøsteren (De syv søstre #5) af Lucinda Riley. Oversat af Ulla Lauridsen. Udgivet af Cicero i 2018, først udgivet i 2018 med titlen The Moon Sister. Læst på dansk, originalsproget er irsk engelsk. 640 sider.

Anmeldereksemplar fra forlaget Cicero.

Jeg har anmeldt de første fire bøger i serien her: De syv søstre, Stormsøsteren, Skyggesøsteren og Perlesøsteren.

Tiggy d’Aplièse elsker sit job i et hjortereservat i det skotske højland, men reservatet står foran en lukning, og Tiggy takker ja til et arbejde som vildtkonsulent på det store afsidesliggende gods Kinnaird. Hvad Tiggy ikke ved, er, at ikke kun vil det nye job ændre hendes fremtid, det vil også sætte hende i forbindelse med hendes fortid. På godset møder hun nemlig en gammel sigøjner, der stammer fra Spanien, og som fortæller hende, at hun har et særligt talent, og at det er blevet forudsagt, at han vil være den, der sender hende hjem.
Året er 1912, og i den fattige sigøjnerlejr uden for Granadas bymure bliver Lucía Amaya Albaycín født. Lucía viser i en meget ung alder stort talent som flamencodanser, og som kun tiårig tager hendes far hende med til Barcelona for at optræde. Lucías dans fører hende videre til Madrid og Sydamerika, og til sidst ender hun i New York, som hun længe har drømt om at slå sig ned i. Men for at følge den drøm må hun vælge mellem sin lidenskab for flamencodansen og den mand, hun elsker.
Efterhånden som Tiggy følger sporet tilbage til sin egen eksotiske spanske fortid, begynder hun at acceptere og udvikle sit eget særlige talent, og også hun må træffe et svært valg.

Månesøsteren er den femte bog i serien om d’Aplièse-søstrene. Man kunne måske fristes til at tro, at det ville betyde at det hele ville føles gentagende, for Tiggys historie føler på flere punkter lidt den samme form som de foregående fire. Men sådan er det heldigvis ikke og Månesøsteren endte faktisk med at være en af mine yndlingsbøger i serien. Jeg kan virkelig godt lide Tiggy, selv om hun er meget anderledes end jeg selv og jeg nu og da følte mig ret godt underholdt af hendes tro på alt mellem himmel og jord. Lucinda Riley gør nemlig ret meget ud af ikke at fremstille Tiggy som tosset, og jeg synes hun gør det rigtig godt.

Jeg morede mig en smule over, at jeg for en gangs skyld havde hørt om den kvinde, Tiggy nedstammer fra. Lucia Amaya Albaycin var en kendt flamencodanser, og jeg har for nylig læst om hende i en helt anden sammenhæng, hvor de måske kører lidt let henover hendes liv, både med muligheder og udfordringer. Om Lucinda Rileys portrættering af hende er mere rammende ved jeg ikke, men jeg synes det var en umådeligt fascinerende historie. I dette tilfælde synes jeg også, det var som om der var større sammenhæng mellem nutidens historie med Tiggy og fortidens historie med Lucia, hvilket er en af de ting, der nogle gange har manglet tidligere. Jeg foretrak som sådan ikke den ene tidslinje frem for den anden.

Noget helt andet er at jeg blev helt vildt overrasket over at en person helt tilbage fra bog et dukkede op igen og fik min mave til at trække sig sammen. Zed, som spiller en vigtig rolle, om end mest af omtale, men det er helt sikkert ikke en mand, jeg har lyst til at komme nærmere ind på. Og alligevel nægter han at forsvinde ud af Tiggys historie, hvilket drev mig til vanvid. Mest fordi det gør mig nervøs at han tilsyneladende kommer til at optræde meget i Electras historie og jeg har på fornemmelsen at det kun kommer til at skabe problemer. Men det er lidt af en genistreg fra forfatterens side, at trække så lange tråde fra starten af serien og indtil nu.

Det samme gælder hele mysteriet om Pa Salt. Det er ligesom et underliggende emne, det er søstrenes egen historie og bagrund der fylder mest i hver af bøgerne, men igennem det hele opstår der hele tiden spørgsmål og mysterier omkring hvem deres adoptivfar egentlig var, hvordan han fandt dem og flere af dem er sikre på at de har set ham efter hans død. Det er en af den slags mysterier, jeg har det med at glemme alt om mens jeg læser og først tænker over til sidst.

Det kan godt være at Månesøsteren er det femte skud på stammen, men den er bestemt hverken kedelig eller forudsigelig. Tiggys historie er varm og fuld af kærlighed til verden, og ikke så meget romantisk kærlighed. Det er en lang bog, men siderne forsvandt mellem hænderne på mig og jeg nød både tiden i det skotske højland og i Spaniens varme sol. Jeg kan slet ikke vente med at læse om den sidste af de seks søstre, og måske endelig få svar på mysteriet om den syvende, udeblevne søster.

Del dette:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.