Top Ten Tuesday #2

Endnu en uge er gået, jeg har både været til eksamen og sidder og forsøger at føle mig nogenlunde klar til endnu en eksamen i morgen. Men først er det tid til endnu en top ti. Som altid kommer idéen og emnet fra The Broke and the Bookish. Ugens emne er: Top ten bookish things (that aren’t books) I’d like to own. Dette indlæg kommer derfor til at indeholde links. Der er så mange ting, jeg godt kunne tænke mig, så igen er de ikke sat i anden rækkefølge, end den jeg lige kommer i tanke om dem.

1. Evenstar halskæde fra The Lord of the Rings. Jeg har nok ønsket mig denne halskæde siden jeg var 13/14 år gammel. Jeg har endnu ikke fået anskaffet mig en, men jeg sidder ofte og søger efter den på nettet og sukker over priserne. Men på et eller andet tidspunkt, så skal jeg helt klart have fat i den. Og The One Ring. Og den grønne blad broche. (Link til the Noble Collection, den fås også fra en del forskellige sælgere på Etsy, Amazon og eBay.)

2. Timeturner halskæde fra Harry Potter. Igen er dette faktisk en halskæde, som jeg har ønsket mig i mange år. Men ud over prisen er der ofte det problem at de halskæder, der er af rigtig godt kvalitet, slet ikke er til at gå med, men til at have stående på en boghylde. Og jeg ved, at jeg ikke ville kunne dy mig, jeg ville prøve at gå med den. Og hade mig selv hvis den gik i stykker på grund af det. Måske burde man i virkeligheden anskaffe sig to, en til at have stående på boghylden og en til at gå med. (Link til the Noble Collection, den fås også andre steder.)

3. Slytherin kuglepen fra Harry Potter. Der er en million grunde til, at jeg gerne vil have denne pen. Men den vigtigste er nok, at jeg er ret glad for at høre til det grønt-og-sølvfarvede hus. (Link til the Noble Collection.)

4. Narnia kort fra The Chronicles of Narnia. Hvem vil ikke gerne have et kort over barndommens mest fantastiske univers hængende? Jeg ved, at jeg gerne vil. Der er mange andre kort, som ville være vidunderlige at have hængende, som et kort over Middle-Earth, The Shire og Neverland. Så mange kort, så lidt vægplads. Det må vist vente, til jeg får lavet mig det private bibliotek, jeg altid har drømt om. De fås alle sammen på Etsy ligesom Narnia kortet. (Links til Etsy.)

5. 99 Problems hoodie. Disse trøjer bliver lavet af en af mine absolut yndlings BookTubers og det var sådan, at jeg fandt dem. Der er flere af dem, jeg synes ville være en fin tilføjelse til min garderobe, men denne her, er nok den jeg allerhelst vil have en dag. (Link til thepolandbananasshop.)

6. Mockinjay Pins fra The Hunger Games. Jeg har allerede den første, men jeg mangler stadig at anskaffe mig den fra Catching Fire og den fra Mockingjay. (Links til Amazon.)

7. Matilda kop fra Matilda. Hvilken bogelsker har ikke kunnet identificere sig med Matilda på et eller andet tidspunkt i deres liv? (Link til Roald Dahls hjemmeside.)

8. Peter Pan inspireret halskæde. Helt ærligt, så har denne shop en hel masse af disse vedhæng som jeg synes ville være åh så fine. Der er, ud over Peter Pan inspirerede vedhæng, også nogle med Peter Plys, Harry Potter, Lord of the Rings, og en masse, ikke boglige men stadig utrolig flotte motiver. (Link til Etsy.)

9. Sløjfer. Disse sløjfer er utrolig yndige og jeg kan slet ikke vælge hvilken jeg helst ville eje. Men her er et udvalg af dem: Cheshire Cat, Alice in Wonderland, Peter Pan, Harry Potter, Hogwarts Houses og Coraline. For slet ikke at nævne alle de ikke-boglige sløjfer man finder, når man sådan surfer rundt på Etsy. Det er et farligt sted. (Links til Etsy.)

10. “No Admittance Except on Party Business” bogstøtter fra The Lord of the Rings. Egentlig har jeg ikke så meget brug for bogstøtter, da mine bøger fylder alt den plads jeg har (og mere til). Men dette sæt vil jeg nu alligevel meget gerne have, specielt fordi de er inspireret af mine yndlingsbøger. (Link til lotrfanshop.)

Hvad med jer? Har I nogle boginspirerede ting, som I godt kunne tænke jer? Eller har I mon nogen af dem, jeg har listet?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.