Drama, drama, drama | Studieliv #2

Nu er fjerde semester efterhånden ved at være kommet godt i gang. Jeg har ikke nær så mange fag som i efteråret, men til gengæld er det nogle ret omfattende og læsetunge fag. Et af dem, som jeg vil omtale her i indlægget, er drama. Eller rettere: litterær analyse: drama. Hvor vi skal læse og lære at analysere forskellige dramaer; komedier og tragedier fra forskellige tider. De fleste af dem, har vi skulle købe og det er de bøger, jeg vil vise jer i dette indlæg.
Vi skal også læse et par andre dramaer, men dette er “de store”, dem, jeg går ud fra, er de vi kan trække spørgsmål i til eksamen. Den eneste af disse, som ikke er min egen er den længst til venstre: Maria Stuart af Friedrich von Schiller. Af disse fem har jeg i forvejen læst de tre af dem i løbet af min studietid. Jeg læste Kong Ødipus på første semester, A Midsummer Night’s Dream på andet semester og så sent som sidste semester læste jeg Et dukkehjem. Alle tre er gode og underholdende og jeg ser frem til at arbejde mere intensivt med hver af dem og gå mere i dybden med hvert stykke.
Dette fag, og det tilsvarende på sidste semester som handlede om lyrik, er noget af det, jeg har syntes allerbedst om på mit studie. Dette indlæg kommer kun til at handle om drama-faget, jeg har et andet indlæg i tankerne om det at læse digte og hvorfor jeg så godt kunne lide faget.
Jeg plejer ikke at læse skuespil. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men det var ikke noget jeg læste, før jeg startede på universitetet. Siden da har jeg læst en del forskellige dramaer og det er nok mest derfor, at jeg ikke kan forstå, at jeg ikke har gjort det før. Det var på andet semester, da jeg læste to stykker af Shakespeare i forbindelse med et andet fag, at jeg besluttede mig for at læse alle hans stykker. Og det er nu, hvor vi skal læse meget forskellige stykker af forskellige forfattere, at jeg ser frem til at denne læsning udvider min horisont endnu mere og måske åbner mine øjne for andre skuespilsforfattere end Shakespeare og Ibsen.
Selvfølgelig er der en forskel på at læse en roman og på at læse et skuespil. Der gives meget mere baggrundsstof og anden information i en roman, end der gør i et drama, hvor hoveddelen af teksten består af replikker. Der er brug for forskellige måder at tilgå værket på, forskellige måder at læse teksten på, fordi der er lagt vægt på forskellige dele. Og det er blandt andet derfor, at jeg er så glad for at mit studie giver mig mulighed for at læse andre former for litteratur end jeg plejer. Og hvordan jeg skal læse dem. Ikke fordi jeg tror på idéen om én rigtig måde at læse eller fortolke en tekst, men fordi jeg er sikker på, at hvis man tilgår et drama på samme måde om man ville tilgå en roman eller en digtsamling, så vil man ikke få meget ud af værket.
Læser I dramaer? Hvorfor/hvorfor ikke? Har I læst nogen af dem, som jeg skal arbejde med i løbet af foråret?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.