Nu har jeg tidligere skrevet et indlæg om ét af mine fag her på fjerde semester og det er blevet tid til et til. Egentlig er det lidt forkert, kun at sige, at jeg har det her fag på fjerde semester, for det er faktisk en lang kursusrække, som strækker sig over de fire første semestre. I grove, overordnede træk går det ud på, at vi har en given tidsperiode, som f.eks. “middelalderen” eller “1600-tallet”. Der er to periode for hvert semester, og jeg skal så læse 5 af de større, litterære værker fra hver periode – 10 i alt hvert semester. Første semester bød på “antikken” og “middelalderen”, hvilket medførte en del opsporingsproblemer, men pudsigt nok var det ingenting i forhold til andet semesters “1500-tallet” og “1600-tallet”. Jeg følte mig totalt overvældet å tredje semester med “1700-tallet” og “1800-tallet”, hvor det bare vælter frem med værker, jeg gerne ville læse. Til sidst var jeg nødt til at vælge hele forfatterskaber fra, så jeg måtte undvære Austen, Brontë, Verne og Hugo, men jeg fik da plads til et enkelt værk af Charles Dickens. Og nu her gælder det så “1900-1960” og “1960-2015”. På billedet ovenfor kan I se de 10 værker, jeg har valgt at læse i dette semester, hvoraf de fleste er hastigt hjemlånt fra biblioteket.
Der er selvfølgelig nogle regler for hvilke værker jeg må vælge. Ellers ville min liste til hvert semester helt sikkert bestå af langt flere romaner og digtsamlinger ville være udelukket. Der skal nemlig være en nogenlunde lige fordeling mellem epik (romaner, novellesamlinger), drama (det giver sig selv) og lyrik (altså digtsamlinger). Det er i løbet af de sidste to år især den sidste, som har givet mig en del besvær. På billedet ovenfor kan I se de tre dramaer, som jeg har valgt at læse: Mother Courage and her Children af Bertholt Brecht, Gøglerens fødsel af Dario Fo og denne grønne bog er Mordet på og forfølgelsen af Jean-Paul Marat af Peter Weiss. På billedet nedenfor to af de (tre) digtsamlinger, jeg har fundet: Calligrammes af Guillaume Appollinaire og Digte 1906 af Johannes V. Jensen. Den ene af bøgerne er en dansk oversættelse af en fransk digtsamling, og det er her den anden regel mht. udvælgelsen af værker kommer: der skal være noget fra hhv. England (eller USA), Tyskland, Frankrig og Norden. Selvfølgelig må man gerne vælge noget fra andre lande og selvfølgelig må man gerne læse oversættelser. Så længe de altså er nogle ordentlige nogen. Jeg har faktisk læst den franske digtsamling på fransk også, eller jeg forsøgte i hvert fald.
For mig er den rigtig sjove del dog, når jeg har fået læst alle dramaerne og alle digtsamlingerne. For så kommer jeg til romanerne. På billedet ovenfor kan I se de to værker, jeg har været allermest imponeret eller benovet over ind til videre, den ene den danske digtsamling Sommerfugledalen af Inger Christensen og den anden den amerikanske roman Slaughterhouse-Five af Kurt Vonnegut. Og på billedet nedenfor er så de tre eneste værker, som jeg stadig mangler at læse: The Catcher in the Rye af J. D. Salinger, To the Lighthouse af Virginia Woolf og The Book Thief af Markus Zusak. Tre romaner, alle tre nogen jeg har villet læse længe og det er måske derfor, jeg er så vild med det her “fag”. Det giver rig mulighed for at læse flere historisk store værker, værker man måske, måske ikke har haft lyst til at læse og under alle omstændigheder giver det en god mulighed for at udvide sin horistont.
Men hov, er det ikke et universitetsfag? Er der ikke noget med en eksamen? Jo, det er der. Til eksamen, hvis man da kan kalde det en eksamen, gælder det så om at sætte disse værker i relation til den periode de er skrevet i, hvordan man kan se det i værket og så videre. Så udover at læse de 10 værker, bliver der i hvert fald fra min side brugt meget tid på at læse litteraturhistoriske værker og på at sætte mig ind i værkets samtid (dette sker også igennem nogle forelæsningstimer i starten af semesteret). Alt i alt lyder det sådan set ret simpelt, og på en måde er det det også. Men det sjove er, at det er meget forskelligt fra underviser til underviser, hvad de lægger vægt på til eksamen. Og det betyder, at selvom det er et ret enkelt fag i sin opbygning, og tungt i sin læsebyrde, så er der alligevel noget fortolkningsrum, som er med til at gøre hvert semesters forløb lidt forskelligt fra gang til gang. Det er også derfor, at det er den eneste eksamen, som jeg ser frem til hvert semester. Det er næsten hyggeligt. I princippet er det jo bare at tale om bøger jeg har læst, og det elsker jeg jo at gøre.