Et ordfyldt døgn #4 | Dewey’s 24 hour readathon.

Så er det endelig blevet tid til Dewey’s 24 hour readathon. I kan følge mit læseeventyr her på bloggen ,hvor jeg vil opdatere dette indlæg nu og da, men ellers kan I også følge mine opdateringer på Twitter og Instragram under hashtagget #readathon. Der er links til mine profiler begge steder i højre side. Endeligt kan I også følge lidt med på min Goodreads-profil, hvor jeg sikkert ender med at blive besat af at opdatere hvor langt jeg er nået.
11:30
Jeg er langt om længe stået op og efter et hurtigt bad er jeg hopet i noget comfy tøj. Inden klokken bliver to skal jeg lige nå at vaske op og rydde op rundt omkring i min lejlighed, så der ikke er noget der kan forstyrre mig, når først readathon’et går igang. Jeg glæder mig virkelig meget til både at læse, men også til at følge andres oplevelser og se deres stemningsbilleder på Instagram.
Deltager I også, og hvis I gør, hvor kan jeg så følge jeres læseeventyr?

13:16
I baggrunden lyder musikken fra alle filmene om Middle-Earth, for hvad er bedre at lytte til i dag? Opvasken taget, lejligheden opryddet og snacks til i eftermiddag er sat frem. I løbet af de første timer her, klarer jeg mig igennem med iste og lidt chips og efterhånden som aftenen falder på og jeg får brug for mere sukker, har jeg en skål Pingvin slik klar og sodavand. Og så vil jeg selvfølgelig drikke kande efter kande af dampende varm te i løbet af både eftermiddagen, aftenen og hele natten igenenm. Læsebrillerne er blevet pudset og jeg nyder, at det for en gangs skyld ikke er helt så varmt som i den seneste uges tid. Selv vejret indbyder til læsehygge. Jeg har funder bøgerne frem og en stak bogmærker – for selv om jeg kun har brug for et af gangen, så er du nu rart at have nogen at skifte mellem, jeg ender altid med ikke at kunne finde mindst ét bogmærke alligevel. Så nu sidder jeg faktisk bare og venter utålmodigt på, at klokken skal blive to, for selvom det ikke er forbudt at gå i gang med at læse før, så kan jeg alligevel ikke få mig selv til det.

Mit sofabord, som jeg i dag har placeret lige ved siden af min seng, er efterhånden godt fyldt op.
 
16:16
Jeg er kommet lidt over 150 sider ind i den første bog og jeg nyder hvert eneste øjeblik. Jeg kan tydeligt mærke, at jeg er gået i gang med at læse nogle bøger, jeg har læst før, men alligevel er det så lang tid siden, at der stadig er sætninger og ting, som overrasker mig og som jeg nyder at genopdage. Selvfølgelig er det slående hvor forskellige starten på bogen og filmen er, men jeg elsker dem begge, for de fungerer hver for sig – hvis filmen startede lige som bogen ville 12 timer jo aldrig nogensinde have været nok.
Bliver lige rørt hver gang over sætningen, “and so do all who lives to see such times. But that is not for them to decide. All we have to do is decide what to do with the time that is given us.” (FotR, side 67)

Nu vil jeg sætte en kande te over og finde mig nogle kiks, før jeg fortsætter med bog et.

Hvordan går det for jer?

18:33
Jeg har netop færdiglæst bog et i The Fellowship of the Ring og sidder lige nu og klikker rundt på forskellige blogs for at efterlade søde kommentarer og ser på #readathon-billeder i stakkevis på instagram. Det er så også gået op for mig, at jeg ikke rigtig har gjort mig nogen overvejelser mht. hvad jeg skal have at spise til aftensmad i dag og der er jeg egentlig lidt træt af. Men på den anden side, jeg ender sikkert med at blive så optaget af min læsning, at jeg fuldstændig overser det der med aftensmad. Jeg nyder hver eneste side i denne genlæsning, så meget at jeg glemte den top te jeg havde sat til at trække, så jeg endte med en meget stærk kop lakridste. Men den smagte stadigvæk godt.

Er I også totalt opslugt af jeres bøger?

20:40
Tusmørket begynder så småt at falde. Jeg sidder og nyder en kop varm te ved mit åbne vindue, det er stadigvæk overraskende behageligt varmt uden for. Jeg har lige knap 100 sider tilbage af The Fellowship of the Ring og selvom man kan argumentere for, at det går lidt langsomt med læsningen, så nyder jeg hvert øjeblik af det -det har jeg vist allerede konstateret ret mange gange. Jeg er spændt på, om jeg kan holdem ig vågen hele natten, men eftersom jeg har “trænet” lidt de sidste to dage, så tror jeg nok at det går.

21:52
Mørket har nu fuldstændig sænket sig, jeg har tændt en række stearinlys i vindueskarmen og til lyden af Howard Shore’s musik til Fellowship-filmen har jeg netop vendt den sidste side i The Fellowship of the Ring og således færdiglæst min første bog i dag. Det har været en vidunderlig tur tilbage til Middle-Earth og mest af alt har jeg været glad for at tage mig så godt tid til det. Naturligvis begynder at jeg se på klokken og overveje hvor meget jeg mon når af The Return of the King før klokken 14 imorgen eftermiddag, men jeg er stadig ovenpå, og selv hvis jeg ikke når at blive færdig inden readathon’et er ovre, så er jeg ikke i tvivl om, at jeg nok skal få læst bogen færdig i løbet af morgendagen. Men alt det er jo stadig mange timer væk. Jeg har varmet vand til en ny kande te og sat mig godt til rette med mit elskede 2,5 x 2,5 meter store, varme tæppe. Det kribler i min fingre for at åbne The Two Towers og fortsætte eventyret.

01:06
Timerne er fløjet afsted, mens jeg har fulgt Merry og Pippins samt Aragorn, Legolas og Gimlis eventyr i bog tre, eller første del af The Two Towers. Jeg er så utroligt glad for, at jeg valgte at genlæse disse bøger, hver side minder mig bare om, hvor meget jeg elsker historien og universet. Jeg er ikke begyndt at føle den mindste smule træthed endnu, så måske har det hjulpet ganske godt på min døgnrytme at gå i send hhv. klokken 5 og klokken 3 to nætter i streg. Under alle omstændigheder kan jeg ikke vente med at vende tilbage til Frodo og Sams eventyr i bog fire, efter jeg har brugt et par minutter på at gå rundt og bevæge mig lidt.

Hvordan klarer i de begyndende nattetimer?

03:00
Mine øjne er begyndt at føles lidt tunge, men jeg læser videre med højt humør. Min afspilningsliste stoppede uden at jeg opdagede det og jeg læste de sidste 70 sider af The Two Towers i næsten total stilhed. Det eneste man kunne høre var støjen fra motorvejen ikke langt herfra og selv det var endda meget lidt. Verden er underligt stille på denne tid af døgnet og selvom timerne flyver forbi, føles det lidt som om tiden står stille.

Jeg regner med at gå i gang med The Return of the King inden alt for længe, men først tror jeg dog, at jeg vil tage noget overtøj på og gå en tur, få noget frisk luft og få bevæget mig noget mere.

Er der andre der er vågne endnu?

03:52
Jeg er igen hjemvendt fra en virkelig dejlig og tiltrængt gåtur rundt i mit nabolag. Det kan godt være, at jeg ikke mødte et eneste andet menneske eller så eller hørte nogen biler eller katte, men selvom alle mine naboer tilsyneladende stadig ligge og drømmer, så er verden alligevel ved at vågne igen; for mens jeg sidder og skriver det her, kan jeg gennem mit åbne vindue høre fugle, der så småt begynder at kvidre.
Lige nu føler jeg mig meget mere frisk og veloplagt og jeg er ved at være klar til at gå i gang med min tredje og sidste bog.
Jeg lagde mærke til noget, jeg synes var ret pudsigt, da jeg gik i gang med at læse The Two Towers, nemlig at sidetallene ikke starter ved 1 eller 3 eller 5, sådan som man normalt forventer. Derimod starter de der hvor The Fellowship of the Ring stoppede, altså med side 537. Sådan er det i hvert fald med mine udgaver. Det er egentlig ret smart og er der jo bare med til at understrege, at det ikke er en trilogi, selvom den ofte bliver omtalt sådan – også af mig, men én bog, der består af 6 bøger, oftest fordelt på tre voluminer. Og så gør det det ret let for mig, at se hvor mange sider jeg har læst, når readathon’et er ovre.

Når jeg falder over et sjovt, pudsigt, rammende, rørende eller på anden måde virkningsfuldt citat, eller en scene, er jeg begyndt at sætte mærkater i bøgerne.
 
Lost between the pages of a book …
Hvad gør I andre for at holde jer vågne på denne tid?
07:18
Tid til en indrømmelse: jeg sov. Jeg tog en lille lur på 35-40 minutter da klokken var 5, efter jeg flere gange havde læst den samme sætning uden at den gav nogen mening. Da besluttede jeg mig altså for, at give slip på stædigheden og sove bare lidt. Siden da har jeg fået spist mig en større portion morgenmad og selvom jeg godt kan mærke, at jeg ikke er udhvilet, så er jeg ikke længere så søvnig, at jeg ikke kan læse. Udenfor er det blevet lyst og fugle kvidrer nærmer om kamp, i hvert fald ind til morgentimernes tidlige forårsregn begyndte at falde. Jeg har netop læst den sidste side i bog fem og jeg ser frem til at læse bog seks og derved få stykket de to historier sammen, for lige som The Two Towers er The Return of the King delt ind således at den første bog – bog fem – følger Merry, Pippin, Aragorn, Legolas, Gimli og Gandalf og deres farefule færd, hvorimod den anden bog – bog seks – går tilbage i i tiden og følger Frodo og Sam på deres måske endnu mere farefuld færd i det samme tidsrum. Det er en lidt anderledes måde at strukturere en historie på, men det er ikke noget, der gør mig noget.
Jeg er overasket over, hvor langt jeg er nået og jeg er efter hånden begyndt at tro på, at jeg næsten kan nå at blive færdig inden klokken 14. Måske når jeg til de mange appendix’er, men vi får at se.
Hvordan har I klaret jer igennem natten?
09:31
Jeg mangler nu overraskende nok kun 70 sider, før jeg er færdig med The Return of the King, i hvert fald hvis man ikke regner de 6 appendix’er med. Men det gør jeg nu godt nok. Lige nu melder der sig dog en verden uden for Middle-Earth, min søster har nemlig mindet mig om, at vi har lovet at komme ind til Kongens Have og heppe, når vores forældre kommer i mål i dagens iForm løb. Det skal nok gå godt, skønt jeg ikke engang har sovet en time, føler jeg ikke mig spor søvnig, men jeg kan godt mærke, at det er godt at det ikke er mig, der skal løbe. Heldigvis for mit readathon skulle de gerne være i mål omkring middag, så der vil stadig være tid for mig at læse i bagefter – og jeg regner stærkt med at nå hjem inden da, så jeg kan fortsætte med at opdatere dette indlæg.
12:50
Jeg har nu færdiglæst selve historien, jeg er færdig med bog 6. Jeg mangler stadigvæk at læse alle appendicies, men det bliver først efter at jeg har sovet. Jeg spiser nemlig frokost hos min søster, så for mit vedkommende slutter denne omgangs readathon nu. Jeg har elsket at vende tilbage til Middle-Earth og jeg har nydt at tage mig god tid til at læse langsomt og opdage ting jeg havde glemt. Jeg endte med at læse hele 1349 sider på bare 23 timer.
Jeg vil gerne takke alle, der har kommenterer her på bloggen, er kommet med opmuntrende kommentarer på Twitter i løbet af natten og jeg håber, at I alle har haft en lige så god oplevelse  som mig.
Der kommer nok et billede eller to op her, når jeg kommer hjem.
Vi ses til næste gang! 😉

Comments

  1. Det bliver noget så hyggeligt – jeg glæder mig til at følge med herinde! 🙂
    Selv opdaterer jeg i år på IG og twitter under @gittewitte :)!

  2. Jeg er også så småt ved at være klar til at klokken er 14. Jeg har også sat snacks og drikkevarer frem. Nu kan tiden kun gå for langsomt :p
    Jeg opdaterer selv på bloggen kaeredig.blogspot.dk, og på Twitter under @Tittylouise og Instagram under @Louisehede89

  3. I lige måde! 😀 Det kan jeg såmænd godt fortælle dig, for jeg har nemlig læst dem før XD men det er ved at være så længe siden og eftersom det kræver noget tid at sætte sig ned og læse dem alle på én gang, så var idag jo en oplagt mulighed 🙂

  4. Ah, genlæsning er også altid lykkelæsning, synes jeg! 😀 Skønt at tage sig tiden til det!

    Og irriterende med manglende aftensmad. Her har min kæreste meldt sig og lavet pizza. Det gør lige mit liv liiidt nemmere :p

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.