I denne serie af indlæg vil jeg dele mine tanker omkring mine yndlings et-eller-andet. Lige for tiden bliver det mine yndlingsserier, senere mine yndlingstriologier (og duologier) og derefter mine yndlings enkeltstående bøger.
Dette indlæg handler om en af mine absolutte yndlingsserier og uden nogen tvivl den længste serie, jeg har læst. Dette indlæg handler om Sagaen om Isfolket af Margit Sandemo.
Sagaen om Isfolket er skrevet af den norsk-svenske forfatter Margit Sandemo og først udgivet som blad-føjleton i 1980’erne. Jeg har læst dem på dansk. Serien er faktisk en af de mest solgte i Norge og er gennem årene blevet oversat til mange andre sprog; islandsk, ungarsk, polsk, tysk og engelsk er bare nogle af dem.
Engang for længe siden, for mange hundrede år siden, gik den onde Tengel ud i ødemarken for at sælge sin sjæl til Djævelen. Han blev stamfader til Isfolket. Tengel blev lovet magt og rigdom, mod at en af hans efterkommere i hver generation skulle tjene Djævelen og udføre onde gerninger. Deres særkende skulle være gule katteøjne, og de skulle besidde magiske kræfter. Og en dag ville en person med den største overnaturlige kraft nogensinde fødes. Forbandelsen ville ikke blive ophævet, før den plads blev fundet, hvor Tengel havde begravet den gryde, hvori han tilberedte det heksebryg, som hidkaldte Djævelen.
Sådan lyder legenden. Der er ingen ,der ved, som det er sandt.
Men i det 16. århundrede blev et forbandet barn af Isfolket født. Han prøvede at vende det onde til det gode, og derfor blev han kaldt den gode Tengel. Denne saga handler om hans familie. Eller måske handler den først og fremmest om kvinderne i hans familie.
Denne legende står på første side i alle bøgerne og efterhånden som serien skrider frem og slægten finder ud af mere, udvides legenden. Serien er på 47 bind, der alle omhandler hver sin hovedperson – dog med nogle undtagelser! Bøgernes hovedperson er som regel en kvinde, enten et medlem af slægten eller en, som senere bliver gift ind i familien. Jeg har læst dem alle, men ind til videre ejer jeg kun de første 20.
Sagaen om Isfolket er først og fremmest en historisk fantasy. Serien strækker sig helt fra sidst i 1500-tallet og op til koldkrigstiden. Det er en skandinavisk serie, med maleriske beskrivelser af alt fra 1500-tallets bygd-samfund i Norge over København og det danske hofs mange intriger i 1600- og 1700-tallet og til de svenske skove senere endnu. Men Isfolk-slægten kommer vidt omkring i løbet af serien; Tyskland, Slovenien, Rusland og den sibiriske tundra og i drømmesyn helt til Japan. Det er en gribende fortælling om kærlighed, familiebånd og venskab og ikke mindst om kampen mellem det gode og det onde. Selvom den overordnede historie – kampen for at løfte forbandelsen og bekæmpe den onde Tengel – strækker sig over hele serien, så er det langt fra sådan, at bøgerne går hen og bliver langtrukne eller kedelige. Hver bog har sin egen konflikt, sin egen kamp, som på en eller anden måde hænger sammen med den overordende historie. Familiens medlemmer kommer ud for alt fra at møde forskellige åndevæsner, gode og onde, at blive fanget i et tidligere liv og mange andre overnaturlige hændelser, som ofte kommer af deres evner, til de mere historisk korrekte oplevelser som at blive forfulgt og fordrevet, eller henrette pga. hekseri til at blive taget til fange under Nazi-regimet og sat i kz-lejre.
Jeg stødte først på serien for en del år siden efterhånden, hjemme hos en veninde, hvor hun anbefalede serien og jeg gik derfor i gang. Det tog mig en rum tid at læse hele serien, fordi det var nogen, jeg lånte af andre hele tiden og jeg gik faktisk først igang med selv at samle serien efter jeg havde læst den sidste bog. De er gået hen og blevet en af mine yndlingsserier, simpelthen fordi jeg synes, at Margit Sandemo formår at flette de historiske fakta og de fantastiske elementer så godt sammen og skabe en spændende, medrivende og rørende historie, som for mig er helt umulig at lægge fra mig, når jeg først går i gang. Og det gør jeg tit, serien er nemlig blevet til en af mine “go-to” serier, hvis jeg ikke ved, hvad jeg skal læse, så tager jeg typisk en af disse bøger ned fra hylden. Man kan godt læse dem uden for rækkefølge, men det kan også skyldes, at jeg har læst dem så mange gange. Jeg elsker at fordybe mig i det univers Sandemo får skabt.
Sagaen om Isfolket er ikke en serie, jeg har set meget til rundt om i hverken det danske eller det internationale bog-univers og det ærger mig. Det er så god en serie, og jeg ved godt at 47 bøger lyder skræmmende og man får indtrykket af at historien er langtrukken eller at forfatteren bare har malket universet for alt hvad det havde at give – og lidt til. Men jeg synes i hvert fald ikke at det er tilfældet, og det er som regel en serie, jeg er glad for at anbefale til andre. Jeg vil vove og påstå, at den dels falder i kategorien ungdomsbøger, men mest i kategorien voksenlitteratur. Det er en serie, jeg mener, alle kan læse og jeg ville ønske ,at flere havde, så jeg havde nogen at tale med den om.
Kender I noget som helst til Margit Sandemo eller Sagaen om Isfolket? Har I mon fået lyst til at læse serien?
Min mor har hele serien og har også læst dem alle så vidt jeg ved. Hun syntes ret godt om dem, men jeg kom aldrig selv igang. Jeg kan godt li' tykke bøger i lange serier, men 47 bøger er faktisk lidt skæmmende. Det svarer jo til 1½ års læsning for mit vedkommende.
Jeg kan godt forstå, at du synes, at 47 bøger lyder skræmmende, især hvis man ikke læser lige så mange bøger (lige så hurtigt) som mig. Heldigvis er de så ikke så lange og sproget er heller ikke så svært igen 🙂 Men det skal selvfølgelig være op til én selv, om man vil læse en bog eller serie.