










(Cover fotos fra Goodreads)
Lidt om maj: Maj kan for mig beskrives med et eneste ord: fortravlet. Maj måned gik op i afsluttende undervisningsgange og en eksamensopgave, som endte med at være meget mere stressende og meget sværere at få skrevet færdig, end jeg tror nogen af os nogensinde havde forventet, endda selvom der var enighed om, at vi startede ud med den sværeste eksamen. De sidste to uger af maj måned blev fyldt af lange dage og meget korte nætter, søvnunderskud og research, overspringshandlinger én masse, en kamp for at nå målet og et par dages frustration. Maj måned var optimistiske bibliotekslån med et løfte om at “efter den her opgave…”. Men selvom maj måned på den måde mest af alt kom til at gå gå op i eksaminer og sideantal, så var der mellem undervisningen og eksaminerne en lille uges tid med fritid. Små 10 dage, som blev brugt på at rejse først til den ene ende af landet til en koncert, som jeg havde glædet mig til i månedsvis, og hygge i København med veninder, jeg ikke har set længe. Og derefter til den anden ende af landet på familiebesøg i det sønderjyske, der også til dels skyldes et akut behov for en ny computer inden eksaminerne begyndte. Maj forsvandt i planer og eksaminer, i sommerferielængsel og seriemaratons. Der har ikke været meget forår over vejret, men der har på en eller anden måde alligevel været forårsstemning i min lejlighed og jeg glæder mig kun endnu mere til sommeren nu.
I maj læste jeg: 12 bøger, hvoraf det kun er den ene, der var til undervisningsbrug.
I Maj købte jeg: Ikke en eneste bog. Jeg har tilgengæld lånt en del på biblioteket og af andre, som bare ligger og venter på, at jeg får tid. Det kribler lidt i mig efter at købe nye bøger, men jeg skal snart til London, så der skal jeg nok få et par bøger med hjem i kufferten!
Majs positive læseoplevelser: Jeg nød virkelig at læse Our Mutual Friend af Charles Dickens, der selvom det var et stort og overvældende virvar af karakterer og historier, ikke på mig virkede uoverskuelig. Jeg blev også noget positiv overrasket over, hvor gode jeg egentlig synes at Jussi Adler-Olsens krimier var. Jeg er ikke den store krimi-fan, men jeg kunne godt lide især Fasandræberne og Marco effekten. Jeg læste Marissa Meyers Cinder midt i den stressende eksamensopgave og jeg kunne virkelig godt lide den, selvom der var visse plot-pointer, jeg havde set komme, og jeg synes, det er lidt af et bevis på, hvor god jeg synes den var, at jeg læste den ud i et, selvom jeg var stresset og ikke rigtig kunne slappe af. Resten af serien står allerede på min London-ønskeliste. Jeg nød også at vende tilbage til alle intrigerne i Alecandre Dumas’ The Three Musketeers, jeg er faktisk ret sikker på, at den bog er ved at gå hen at blive en mine yndlingsbøger.
Majs negative læseoplevelser: Jeg synes ikke specielt godt om Branded af Keary Taylor og jeg kan ikke helt sætte fingeren på hvorfor. Jeg synes nemlig ikke, at der var for meget “trekantsdrama” i den, men jeg synes heller ikke, at jeg på noget tidspunkt var særlig investeret i, hvad der ville ske med karaktererne.
Ebøger, lydbøger eller andet format, jeg normalt ikke læser: Jeg har fået læst en ebog, Branded af Keary Taylor.
Korteste bog: Eget værelse af Virginia Woolf på 141 sider.
Længste bog: Dombey and Son af Charles Dickens er med sine 817 sider præcis 40 sider længere end Our Mutual Friend af samme forfatter.
Sådan går det med min 2015 Goodreads Reading Challenge: 86/150 bøger. Se mine andre læseudfordringer og mit fremskridt på siden “læseudfordringer”.
I maj skrev jeg: En 15 siders eksamensopgave, som fuldstændig tog pusten fra mig. Så jeg fik faktisk ikke skrevet noget som helst andet. Jeg er begyndt at se et mønster i det her og det både irriterer og ærger mig, at jeg ikke formår at skrive i hverdagen. Jeg glæder mig derfor til sommerferien og til at skrive og redigere til langt ud på natten.
Planer for juni: Jeg har stadigvæk 3 eksaminer tilbage, som er fordelt ret ligeligt hen over måneden, så jeg håber på, at der bliver tid og overskud til at skrive, men jeg har på fornemmelsen, at både læsning og skrivning kommer til at træde lidt i baggrunden til fordel for at læse op til mine resterende eksaminer. Det eneste, jeg sådan set virkelig håber på, at jeg får nået at læse i juni er alle de bøger, jeg har lånt hjem fra biblioteket i den sidste måneds tid og de bøger, jeg har lånt af andre.
Citat: Lorraine Orman.