Ready Player One af Ernest Cline. Udgivet af Arrow Books i 2012, originalt i 2011.
Det var med forventningens glæde og spænding, at jeg satte mig til at læse Ernest Clines roman. For et godt stykke tid siden læste jeg nemlig en læseprøve på bogen og jeg var fuldstændig betaget af den. Men der gik lang tid før jeg fik mulighed for at læse den, fordi jeg nægtede at gå på kompromis med mig selv: jeg ville læse den på engelsk. Så da jeg til min fødselsdag faldt over den i en krog af en boghandel, tog jeg den med uden tøven. Og jeg er så glad for, at jeg endelig har fået den læst. Det er ikke bare en spændende historie, der fra første side sugede mig ind i dens verden, både den “rigtige” og den virtuelle, det er i hvert fald min oplevelse, at der er mere i den end det.
Man kunne frygte, at hvis man som mig dels aldrig har været særligt interesseret i spil og dels ikke har levet i 80’erne, så ville man have svært ved at følge med i de mange, og der er rigtig mange, nørderier og referencer til 80’erkultur og alle mulige typer af spil. Sådan forholder det sig heldigvis ikke, Cline er rigtig god til igennem hovedpersonen Wade at få forklaret eller beskrevet de forskellige kult-fænomener, så de kan forstås af alle.
Noget af det, jeg allerbedst kan lide ved denne her bog er, at det ikke blot er en historie om en eller anden halvkvabset, nørdet fyr, som spiller dette virtual reality spil Oasis dag ud og dag ind. I hvert fald i min læsning er der mange andre lag og budskaber, en af dem der slog mig mest er spørgsmålet om køn og race. Nu vil jeg ikke direkte skrive her, hvordan det kommer frem i bogen, for hvis I ikke har læst den, så synes jeg ikke, I skal spoiles på forhånd. Men jeg vil sige, at da det bliver “afsløret” og forklaret, der kunne jeg ikke lade være med at sidde og tænkte “hvor er det rigtigt og hvor er det i grunden forfærdeligt, at det er sådan”.
Men måske er det vigtigste budskab i bogen, det, der kommer frem i slutningen, hvor Oasis-opfinderen siger:
“I created the OASIS because I never felt at home in the real world. I didn’t know how to connect with the people there. I was afraid, for all of my life, right up until I knew it was ending. That was when I realized, as terrifying and painful as reality can be, it’s also the only place where you can find true happiness. Because reality is real.”
Det er så skræmmende et billede på nutidens tankegang, som jeg også skrev dengang jeg trak denne her bog til TBR Thursday: verden er gået næsten helt ned, og menneskene i bogen gør det, som mennesket måske er bedst til: ignorerer det, gemmer sig i en online verden og så er der måske nogle få, der skændes om, hvad der skal gøres, uden at få gjort noget i sidste ende. Sådan er det også i Ready Player One, men som ovenstående citat eget flot siger, så er det kun virkeligheden, der er virkelig. Jeg kan nærmest ikke få armene ned over denne her bog og der skal lyde en klar anbefaling herfra: læs den!
Har I mon læst Ready Player One og hvordan har I det med bogen?
Der kommer ikke noget TBR Thursday indlæg i dag, da jeg er på ferie.
