Cinder (The Lunar Chronicles #1) af Marissa Meyer. Udgivet fra Square Fish i 2013, først udgivet i 2012.
“Vanity is a factor, but it is more a question of control. It is easier to trick others into perceiving you as beautiful if you can convince yourself you are beautiful. But mirrors have an uncanny way of telling the truth.”
Jeg har altid elsket Askepot og måske var jeg derfor en smule tøvende, da jeg gik i gang med at læse Cinder. Det kan lyde lidt mærkeligt, at jeg skulle tøve med at læse en genfortælling af et af mine yndlingseventyr, men det gjorde jeg altså. Måske fordi det er et af mine yndlings, måske fordi jeg var lidt bange for, at denne meget anderledes udgave slet ikke ville kunne leve op til mine forventinger. Så da jeg trak den midt i en meget fortravlet og stresset eksamensperiode, skubbede jeg den lidt til side. Jeg endte faktisk med at læse den ret sent den ene aften, hvor jeg var alt for stresset til at kunne tænke klart med hensyn til min opgave.
Og Cinder var det helt rigtige at læse på det tidpunkt. For mine bange anelser blev gjort til skamme, jeg kunne slet ikke lægge bogen fra mig selvom jeg var både træt og udkørt, for jeg ville se, hvad der skete. Jeg kom til at holde af prins Kai og Cinder, jeg ville vide, hvad der gjorde Cinder så speciel og jeg håbede på, at de ville finde en kur. Der var dog visse plottwists, som jeg havde set kommet flere sider i forvejen og måske er det også derfor, at jeg ikke kan snige mig op på 5 hele stjerner: den holdt sig meget til fortællingen om Askepots plot og det tog lidt af spændingen af. Jeg har dog ladet mig fortælle, at dette bliver bedre i de andre bøger, så jeg tager det ikke så tungt.
“People seem to overlook an old man losing his mind if he occasionally made light of it.”
Jeg er vild med det univers Meyer har skabt. En af de ting, jeg har undret mig meget over med bølgen af dystopiske ungdomsbøger er, at de altid foregår udelukkende i USA og resten af verden bliver meget sjældent eller slet ikke nævnt. Cinder foregår i New Beijing, langt væk fra USA, men ikke nok med det, så bliver resten af verden nævnt og meget kort beskrevet, da der kommer folk fra de andre steder i verden. Og jeg ved, at bøgerne i resten af serien også foregår mange af disse steder. Jeg kunne levende forestille mig denne faldefærdige, nærmest desperate, men i mit hovedet også på en eller anden måde stadig eksotiske verden.
Jeg er rigtig glad for, at jeg fik læst Cinder og jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at jeg også vil have fat i resten af serien – og helst snart. Eventyrgenfortællinger er tilsyneladende noget, der er ved at vinde større og større indpas og jeg er helt klart fan af Marissa Meyers udgave.
“Even in the Future the Story Begins with Once Upon a Time.”
Har I læst Cinder og i så fald, var jeres oplevelse så ligesom min, eller har I en helt anden opfattelse af bogen?
Comments