“Stuff your eyes with wonder, he said, live as if you’d drop dead in ten seconds. See the world. It’s more fantastic than any dream made or paid for in factories.”
Det kommer nok ikke som en overraskelse for nogen, at den verden, Fahrenheit 451 foregår er meget skræmmende for mig. Men det tror jeg ikke, man behøver at være bogelsker, bibliofil eller læser i det hele taget, for at synes. Måske er det med til, at jeg synes det var næsten rørende, når Guy i slutningen af bogen møder de andre, der ikke vil undvære bøgerne. I det hele taget kunne jeg godt lide Guys personlighed og efterhånden som bogen skrider frem og han rent faktisk får en personlighed, blev jeg også mere og mere optaget af, hvad der mon ville ske med ham. Der var jo en reel chance for, at han ville komme til at dø for sin lille bogsamling, som så mange andre allerede havde gjort.
“There must be something in books, something we can’t imagine, to make a woman stay in a burning house; there must be something there. You don’t stay for nothing.”
Jeg er rigtig glad for, at jeg har fået læst Bradburys meterværk – for det er det i mine øjne helt klart – og jeg er ret sikker på, at det ikke er sidste gang, jeg læser den.
Har I læst Fahrenheit 451, og hvis I har, hvad synes I så om bogen? Og om idéen, der bliver præsenteret til sidst, med at en person “bliver” til en bog, så de ikke bliver glemt?