
Det er nok ikke gået nogens opmærksomhed forbi, at jeg studerer litteraturvidenskab. Men det gælder for alle studier, at de indeholder en hvis mængde pligtlæsning. Bøger og tekster, man skal læse i forbindelse med undervisning, oplæg og eksaminer. Tekster, der ofte er lange og indviklede, fyldt med teoretiske påstande og beviser, man ihærdigt forsøger at huske og forstå, så man kan bruge dem senere. Især her i starten af semesteret, som jeg befinder mig i nu, betyder det en overvægt af teoretiske udlægninger, uddrag af forskellige romaner og hele tiden en viden om, at det er vigtigt at kunne huske dette både til undervisningsgangen lige efter og helst også til eksamen, der ligger mange måneder ude i fremtiden.

Pligtlæsning på litteraturvidenskab er noget underligt noget. Det er ikke kun tør og abstakt teori, en stor del af hvert semesters pensum består af både hele romaner og uddrag, noveller, digte og skuespil i mange forskellige genrer og udforminger. Nogle har længe været på læselisten og nogle havde man aldrig hørt om. Der er blevet føjet nye yndlingsbøger til skattekisten og der er bøger, der er havnet bagerst på bogreolen. Pligtlæsningen er grunden til, at jeg har kæmpet mig igennem tyske romaner og historier, selvom de ingenting sagde mig og jeg langt hen af vejen måske ikke forstod så meget, som jeg burde. Det var pligtlæsningen, der først introducerede mig til forfattere som Dostojevski og Virginia Woolf, for ikke at nævne Edgar Allan Poe og Sir Arthur Conan Doyles noveller. Efter et helt semesters undervisning i lyrik fik digte en helt anden betydning og jeg blev bedre til at læse og forstå dem. Takket været denne “pligtlæsning” har jeg stået på biblioteket og ledt med lys og lygte efter alt fra nordiske sagn, danske folkedigte fra 1100-tallet der viste sig at være skrevet med gotiske bogstaver og til store, men på en måde obskure værker, som den typiske biblioteksgænger blot ville lade blikket glide hen over. Jeg ser egentlig ikke pligtlæsningen på mit studie udelukkende som “en sur pligt”. Ofte har det betydet kendskabet med nye yndlingsforfattere og en læsehorisont der er blevet udvidet ekstremt meget i forhold til før jeg begyndte.
Der er meget at læse på sådan et studie. Og det tager meget tid. Og i løbet af de to år, jeg nu har gået på universitetet, er noget af de, mine medstuderende oftest har spurgt om, hvordan jeg får tid til at læse så meget andet, så meget hyggelæsning. De kan jo se på Goodreads, at jeg sidste år formåede at læse 200 bøger – dog inklusive en mindre de til studiet. Og jeg synes ikke selv, jeg kan ikke svare på det. For mig er svaret ret enkelt: jeg tager mig tid til. Jeg er nødt til at have små pauser fra det, der skal læses for at læse noget af det jeg også gerne vil læse. Dermed ikke sagt, at jeg ikke har lyst til at læse de tekster og bøger, vi skal. Men når man har siddet en hel dag og læst om en bestemt måde, at studere og læse litteratur, så kan ens hjerne altså ikke klare mere. Min kan i hvert fald ikke. Så er der brug for en pause, brug for at læse en bog primært for underholdningens skyld og ikke for at notere sig dens opbygning og symbolske virkemidler. Så jeg tager mig tid i hverdagen til at læse. Jeg vil dog godt indrømme, at jeg er godt hjuplet af det faktum, at jeg læser meget hurtigt og altid har gjort.

Det er blandt andet derfor, jeg er glad for, at jeg har mit ugentlige indlæg TBR Thursday. Det er for mig en rigtig god måde at få en lille smule hyggelæsning ind i en hverdag, der er præget af megen pligtlæsning og noteskriveri. Og måske er det derfor, jeg er glad for, at jeg i disse måneder er ved at læse Sherlock Holmes og især fordi jeg er midt i alle novellesamlingerne. Det betyder, at en historie kun er omkring 12-14 sider, men når jeg har læst den færdig, føler jeg alligevel, at jeg har nået noget. Det er på samme måde, at jeg får tid til at skrive en hel roman i løbet af et semester; jeg tager mig tiden til det. Der er ikke noget, jeg hellere vil end at tage tid til at læse og skrive.


Egentlig har jeg ikke noget budskab med dette indlæg. Ikke andet end, hvis du også er studerende og forsøger, at få din læsning til studiet til at gå op med din fritids- eller hyggelæsning, så er jeg af den faste overbevisning, at det godt kan lade sig gøre. Det kræver måske lidt (ekstra) planlægning af ens lektielæsning, men det kan godt fungere. Der er faktisk kun en (i realiteten to) perioder om året, hvor jeg lader hyggelæsning vige for studielæsning i så høj grad, at der egentlig ikke bliver tid til det. Og det er eksamensperioderne. Selvom jeg gerne vil læse og godt kan lide det og jeg er sikker på, at jeg ikke kan leve uden at skrive eller digte, men jeg vil heller ikke lade det gå ud over mit studie.


Læser I meget ind imellem jeres studielæsning eller er det noget, I ikke føler, I har tid til?
Sikke et fint indlæg! 😀
Jeg læser generelt ikke så hurtigt (som jeg også har skrevet et indlæg om idag), så det er ikke vildt meget jeg får læst udover studiet. Men lidt har også ret!
Du har ret, det er virkelig et spørgsmål om at prioritere sin tid. Jeg forsøger også så vidt muligt, at læse bøger udover dem til studiet, for jeg tror på at det er vigtigt, at læsning ikke kun er pligt. Det er vigtigt at finde en balance, som fungerer for én. Men ligesom dig, ligger jeg også al anden læsning på hylden i eksamensperioderne 🙂
Mange tak. 🙂
Absolut, lidt har helt klart også ret. 😀
Præcis, det er også min holdning. Der skal være plads til begge dele, men det vigtigste er, at det passer en selv. Hvis det giver mening. Godt at vide, at jeg ikke er det eneste 🙂