Græshoppejunglen af Andrew Smith

Jeg glædede mig rigtig meget til at gå i gang med den danske oversættelse af Andrew Smiths Græshoppejunglen og da jeg først var kommet i gang, var det da også meget svært for mig at lægge den fra mig igen.

Græshoppejunglen handler om teenagedrengen Austin og hvordan han og hans bedste ven Robby indirekte får sat gang i verdens undergang. Historien fortælles i en unik sammenblanding af fortid og nutid, Austins familiehistorie og historien om hvordan – og lidt hvorfor – jorden gik under. Denne her sammenblanding gør, at fortællingen får noget fragmenteret over sig, der gør, at man lige skal være opmærksom og holde tungen lige i munden. Personligt kunne jeg rigtig godt lide denne måde at fortælle historien på, men jeg tror også, at det ikke er for alle. Samtidig har Austin for vane at gentage visse forklaringer eller sætninger, der gør, at man får lidt en gentagelsesfølelse, men ikke sådan at man bliver træt at det. Jeg gjorde i hvert fald ikke.

Jeg fandt selv bogen virkelig underholdende i dens absurditet og til tider dumme forklaringer, opførsel og lignende, og som stærk kontrast til dette var så det gys jeg fik, da jeg læste om de forsøg, der førte til græshoppernes eksistens. Det løb mig koldt ned af ryggen og ikke på den gode måde. Det var virkelig noget for sig.

For mig trækker det ned, at historien alt for tit går op i liderlige teenagedrenge og evig snak om sperm og det var nogle gange alt for meget. Og det er det, der måske har fået mig til at tænke over bogen og min bedømmelse af den siden, fordi jeg talte om den med en bekendt. Denne her bog var aldrig blevet rost på denne her måde, den var aldrig blevet så omtalt og hyldet, hvis det havde været en kvindelig hovedperson. Hvis det havde været en kvindelig hovedperson havde denne konstante vaden rundt i egen seksualitet og sex og lignende været helt udelukket. Og nok ikke fordi, der ikke er piger, der er sådan, men fordi det jo ikke må være det billede, der skal gives af en pige. Hvis I forstår hvad jeg mener. Og på den måde kan jeg godt se, at der er nogle problemer med bogen, men det var ikke nogen, jeg så eller tænkte over, da jeg læste den.

Jeg har det lidt ambivalent med karaktererne. Jeg synes at Austin var en sjov og interessant, anderledes fortællerkarakter, men i sidste ende savnede jeg virkelig noget stillingtagen fra hans side. Han tager aldrig en beslutning, og han kan aldrig stå ved de valg, han til nød tager. Og det irriterede mig ekstremt.

Titlen refererer ikke kun til hvordan verden ser ud efter den er gået under, men også til det faldefærdige center, hvor Austin og Robby skater, men det giver nok mere mening når I selv læser den.

Jeg vil anbefale denne her bog til folk, der gerne vil underholdes og har en interesse i ungdomsfiktion, der er lidt anderledes. Personligt er jeg ret glad for at jeg har læst den.