
Top Ten Tuesday er et ugentligt indlæg fra The Broke and the Bookish, hvor der hver uge kommer en ny overskift over et bogligt emne, som der skal laves en top ti over. Ugens emne er Top Ten Bookish Things I Want to Quit, og det står en frit for om det er serier, man ikke har tænkt sig at læse færdig, forfattere, man ikke vil læse flere bøger af, bøger man ikke kunne få sig selv til at læse færdig eller noget helt fjerde. Jeg har valgt at blande det en smule.
Vaner, jeg gerne vil droppe:
#1 At læse flere bøger på en gang.
Det er egentlig en relativt ny vane, jeg har fået og jeg bryder mig rent ud sagt ikke om det. Måske er det bare mig, men når jeg ser en større stak bøger, som jeg er midt i – og som jeg alle sammen gerne vil læse – så føles det lidt som om, at jeg aldrig kommer nogen vegne, fordi jeg bliver ved med at skifte fra den ene bog til den anden. Og jeg håber, jeg kan blive bedre til at læse en bog færdig, før jeg begynder på en ny én.
#2 At købe mindst en bog, hver gang jeg er i en boghandel.
Jeg er nødt til at lære, at det er helt okay, at gå ud af en boghandel uden at have købt noget. Det gælder også på nettet, men der er jeg noget bedre til at vente til senere.
#3 At sætte alt for ambitiøse mål for mig selv mht. min læsning.
Jeg læser hurtigt, meget hurtigt. Men jeg har stadig en tendens til at overvurdere mig selv og ende med at stresse for at nå at læse det, jeg havde bestemt mig for.
#4 At forsøge at læse i bussen, toget eller lignende.
Jeg burde snart have lært, at jeg bliver køresyg af det før jeg har læst en side.
#5 At føle skyldfølelse over at skrive en negativ anmeldelse.
Nogle gange har jeg virkelig siddet og kæmpet med mig selv for at finde noget positivt at sige, men jeg ved godt, at negative anmeldelser har lige så meget “ret” til at være til, om man så kan sige, som de positive. Og det er stadig min mening, jo, selvom jeg ikke nødvendigvis nød bogen.
#6 At tvinge mig selv til at læse en bog, eller serie, færdig.
Det er meget sjældent, at jeg har “tilladt” mig selv at stoppe mig i en bog, eller en serie, men det vil jeg godt blive bedre til, i stedet for at læse en bog, jeg ikke kan lide.
Serier, jeg ikke vil læse færdig (i hvert fald ikke lige foreløbig)
#7 The Mortal Instruments af Cassandra Clare.
Jeg har læst de første 4 og hvor jeg synes de første 3 var okay underholdende, så skuffede nummer 4 mig fuldstændigt og jeg har ingen lyst til at læse de andre. Til gengæld kunne jeg godt lide “prequel” trilogien, The Infernal Devices.
#8 Nattens Hus serien af P.C. og Kristen Cast.
Jeg tror nok, jeg nåede til bog 7 eller sådan noget, men jeg synes den blev alt for forvirrende, mudret og langtrukken.
#9 Evernight serien af Claudia Gray.
De lød meget spændende, men jeg blev noget så grusomt skuffet og jeg orkede nærmest ikke at slæbe mig igennem bog 3 og derefter gav jeg helt op.
#10 Wicked Lovely serien af Melissa Marr.
Egetligt meget det samme som ved punkt 9, en serie, der lød spændende, da jeg stod på biblioteket, men slet ikke viste sig at være det, jeg håbede på.
Er er nogle vaner, I godt kunne tænke jer at “droppe”? Eller serier?