Forestil jer et mørklagt lokale, pyntet med bånd og flag og lys og et kor af mennesker, der råber “overraskelse!”, idet du tænder på kontakten.
Sådan havde jeg det lidt, da det pludselig meget sent fredag aften gik op for mig, at jeg kun var et par tusind ord fra at vinde dette års NaNoWriMo. Jeg behøver nemlig ikke spole tiden ret langt tilbage, bare se mit seneste indlæg om NaNoWriMo, for at vide, hvor svært jeg havde ved at få skrevet noget. Og selvom man skulle tro det, var det ikke fordi historien voldte mig problemer. Det var ligesom alt andet. Midt i en utroligt stresset november måned, hvor eksaminerne hastigt nærmede sig, stakken af bøger der skulle læses aldrig synes at blive mindre, selvom jeg ellers læste og læste og læste og mest af alt, en utrolig svær læsebyrde. Ikke så meget fordi det var svært at forstå, men når man på en måned, skal læse op til flere romaner om krig og død og ødelæggelse og nedbrydning af menneskets empatiske evner og jeg ved ikke hvad, samtidig med at man med møje og besvær skal kæmpe sig igennem en roman, der kun kan beskrives som vederstyggelig, så bliver man mentalt træt. Og jeg var træt. Efter jeg var færdig med at læse alle de gruopvækkende historier, fyldte jeg mine dage med julekalendre og Disney film, for jeg trængte virkelig til noget hyggeligt, noget latter, noget godt.
Og mit NaNoWriMo projekt led under det. For første gang i de tre år, jeg nu har deltaget i NaNoWriMo, havde jeg virkelig svært ved bare at følge med og det meste af måneden har jeg faktisk været bagud. For selvom historien så og rumsterede i mit hoved, havde jeg ingen mental ro til at sætte mig ned at skrive.
Ind til fredag aften. Jeg ved ikke, hvad der skete. Måske var det julegaveindkøbene tidligere på dagen, måske var det den spirende julestemning, måske var det bare fordi jeg endelig havde fået alle de forfærdelige billeder på afstand. Men fredag eftermiddag satte jeg mig ned og med god hjælp fra den Twitter konto, der hedder NaNoWordSprints, som igennem hele måneden styres af forskellige brugere og igangsætter “sprint distancer” hele døgnet rundt, begyndte ordene at flyde.
Jeg benyttede mig rigtig meget af den type sprints, der hedder #1K30min, som ganske enkelt går ud på at skrive 1000 ord på en halv time. Det lyder vildt, men jeg tror, de fleste af jer nok vil blive overrasket over, hvor let det egentligt kan være. I løbet af ingen tid havde jeg nået 45.000 ord og havde således kun 3 kapitler og cirka 5.000 ord tilbage.
Så jeg fortsatte naturligvis. Faktisk fortsatte jeg hele aftenen, en halv times intens skrivning – der ofte resulterede i flere slåfejl, men hvem tager sig af det? – efterfulgt af 10-15 minutters pause og så igang igen. til sidst begyndte jeg at tro på det, og samtidig følte jeg mig virkelig på randen af vanvid, fordi jeg jo som sagt bare sad i flere timer og tastede løs på mit tastatur, i et forsøg på at følge med mine tanker.
Så da klokken var 23, manglede jeg faktisk kun 912 ord for at nå op over 50.000.
Det kommer vist ikke bag på nogen, at det lykkedes for mig, faktisk lige inden midnat. Men lige i øjeblikket, kom det meget bag på mig. For jeg var begyndt at tro, at jeg ville være nødt til at sidde hele dagen idag og slæbe mig igennem linjerne.
Det var enormt hektisk at skrive 7000 ord på kun 7½ time, men det var også virkelig morsomt og jeg smører ikke tykt på, når jeg siger, at det føltes rigtig godt. Så nu sidder jeg tilbage med et udkast. Et udkast, om hvilket jeg allerede har udtalt, at jeg ved at jeg vil “edit the crap out of”. Men det føles nu meget rart, at have det skrevet. At være færdig. Så nu kan jeg gå og glæde mig til det, der skal ske med manuskriptet næst. Men først står den på julehistorie og alt det er.