Et Juleeventyr | Adventskalender 2015 #1

Langt oppe på Nordpolen, for længe længe siden, boede der engang en nisse ved navn Knirke. Han boede der ikke helt alene, faktisk boede og levede der en masse væsner omkring den gård, han boede på. Knirke boede på Julemandens store gård, hvor han sammen med hundredvis af andre nisser året rundt lavede gaver og legetøj til børn i hele verden. Endnu længere mod nord, boede de strålende, men også lidt uhyggelige nordlysfeer, og Knirke turde på ingen måder at nærme sig deres hjemsted. Meget langt mod syd, så langt at det var helt nede hvor menneskene boede, boede de mystiske sneengle. Hvis der var nogen, Knirke var mere bange for end de vilde nordlysfeer, så var det troldvæsnerne, der boede i huler i bjergene, der lå så langt væk, at Knirke kun lige kunne se toppen af dem fra gården. De eneste væsner, der befolkede Nordpolen, som kom til Julemandens gård, var de fortryllende frostkrystalfolk. Men sådan en havde Knirke aldrig mødt.

Indtil der en novembernat skete noget, der kom til at forandre Knirkes liv, der ellers kun gik op i gaveindpakning og lange lister. Og det er den nat, vores eventyr begynder.

Der er mange der tror, at nisser kun laver gaverne i december. Det har Julemanden engang fortalt nisserne. Knirke har aldrig forstået, hvordan mennesker kan tro på den slags, ved de slet ikke hvor mange menneskebørn, der er i verden? Og alle skulle jo gerne have en gave. Knirke er en af de øverste gavenisser og ved præcis hvor mange bamser og dukker og tinsoldater og byggeklodser, der skal laves hvert år. Men i november begynder de at sætte produktionshastigheden ned. Snart skal de i gang med at pakke alle gaverne ind, så de kan blive klar til at Julemanden skal aflevere dem juleaften. Derfor er det også kun i starten af november, at Knirke kan holde fri og lege sneboldskamp med de andre nisser. For det kan nisser godt lide.

Nisser er faktisk ikke så små, som mange mennesker tror. De er vel cirka lige så høje som et menneskebarn på en fire-fem år, men først når de fylder 150 år.

                             ”Knirke, Knirke, skal vi lege sneboldskamp?” Nogle af de små nissebørn stimler sammen om ham, netop som han forlader sit værelse med sin stibede hue trukket godt ned om ørerne.

                             ”Ikke i dag,” undskylder han og peger ud mod snestormen udenfor, ”måske har stormen lagt sig i morgen?”

                             ”Skal vi så have sneboldkamp?” spørger Tusnelda, en lille nisse på kun 57 år. Det er Knirkes søster Kristjørns lille pige, så Knirke kender hende godt. Han lover hende og de andre, at så skal de have en stor sneboldkamp og de løber hvinende væk.

Om aftenen har stormen lagt sig og Knirke ser ud i vintermørket. Langt væk kan han se nordlysets farvespil, de eneste farver på den sorte himmel er ikke til at tage fejl af. Men selvom det skinnende lys er smukt at se på, får det Knirke til at gyse af frygt. Han har aldrig selv mødt en nordlysfe, de som bor i nordlysets skær, men alle nisser er lidt bange for de mægtige væsner. Julemanden har sent Knirke den færdige liste over legetøj, der skal laves og der er meget mindre i år end sidste år. Er børnene slet ikke søde og artige mere? Eller skriver de ikke længere til Julemanden? Knirke ved det ikke og han er en nisse. Det betyder, at han ikke bekymrer sig ret meget. De har det godt i Julemandens gård og hele den store verden uden for, har han ikke meget at gøre med.

Der sker noget underligt, noget Knirke ikke har prøvet før, da han står og ser på nordlyset. Et mærkeligt mønster af is breder sig på vinduet og pludselig ser han et ansigt på den anden side af glasset. Han træder et skridt tilbage og gisper. Det er en pige. Men hvad er hun? Hun er ikke en nisse, så meget kan Knirke let se; ingen stribet hue, ingen nissestreger i øjnene og så ligner hun slet ikke de andre nisser. Hun sætter en finger på hans vindue og straks breder endnu et mønster af is sig på ydersiden af glasset, som en kæmpemæssig blomst lige fra det punkt, hvor hendes fingerspids stadig rører glasset.

                             ”Hvem er du?” spørger han, men hun kan selvfølgelig ikke høre ham igennem glasset.

Det er koldt udenfor, men det blæser ikke længere. Alligevel trækker Knirke sit halstørklæde lidt længere op om ørerne. Det tager heldigvis ikke lang tid at gå fra hans værelse og ud og så rundt om gården til han står ved sit eget vindue. Den mærkværdige pige er der endnu. Nu hvor Knirke kan se mere end hendes ansigt, ved han hvem hun er. Eller hvad hun er. En af frostkrystalfolket. De er de eneste, der går rundt omkring i Nordpolens sne og is uden at fryse. Hendes lange hvide hår blafrer i en umærkbar brise og Knirke går meget forsigtigt frem. Pigen er på en gang meget skræmmende og meget yndig og han er ikke sikker på, hvad der gør ham mest bange.

                             ”Hej,” siger hun med en klar stemme og smiler venligt til ham. Som om de var gamle venner.

                             ”Hvem er du?” Måske er det ikke pænt af Knirke sådan at spørge lige med det samme, men han tør ikke komme tættere på, før han ved, om hun er farlig eller ej.

                             ”Jeg gør dig ikke noget. Jeg så dig lege med sne med de små nisser i sidste uge. Det så sjovt ud. Må jeg ikke godt være med til at lege med sne?” spørger hun og ser på ham med et skælmsk grin.

                             ”Du ville ikke fryse sådan, hvis du kom tættere på. Jeg er en af frostkrystalfolket, vi kan ikke fryse,” lover hun og Knirke går forsigtigt frem. Til sin overraskelse mærker han hurtigt hvordan han føler sig varmere og varmere, jo tættere han vover sig på den vilde pige.

                             ”Hvem er du?” spørger han igen.

                             ”Pruina,” siger hun. Knirke forstår ingenting, var det et rigtig ord hun sagde?

                             ”Du må godt være med, næste gang vi har sneboldkamp,” siger han pludselig, selvom han ikke forstår hvor han får modet fra.

                             ”Skal vi ikke hellere stå på skøjter?” foreslår hun impulsivt og begynder at gå ned mod skovsøen.

                             ”Nu?” Knirke er forvirret, men Pruina ler bare og han følger efter hende ned til søen.

Det er mørkt i skoven, men den frosne sø bliver oplyst af skæret fra nordlyset. Før han når at sige når, rækker Pruina ham et par skøjter og skynder sig ud på isen før ham. Alle stedet hvor hendes fødder rammer isen, breder der sig mønstre, der ligner dem, hun lavede på ruden.

                             ”Isblomster,” forklarer hun og hiver fat i hans hånd. Knirke har aldrig stået på skøjter før, men det gør ikke så meget, når man står på skøjter med en, der kan styre isens hårdhed, så man ikke falder igennem. Og selv når han falder over sine egne fødder og hun ler sin klingende latter, hjælper hun ham op igen. Det varer ikke længe før Knirke ler med og ganske hurtigt begynder han at kunne skøjte selv uden nogen at holde fast i. men når han rører isen, kommer der højst ridser eller revner i isen. Han kan ikke lave flotte motiver af is og frost lige som Pruina. Men selvom han kan skøjte selv, er det stadig sjovere at holde fast i Pruinas hænder og skøjter rundt om hinanden i ottetaller mens de begge griner og Knirke får røde kinder.

Nat efter nat mødes Knirke med Pruina. De laver isblomster på alle ruderne på hele Julemandens gård – til stor fornøjelse for alle nissebørnene morgenen efter – og skøjter også igen. Knirke viser Pruina rensdyrene og hjælper hende med at fodre dem. Men han fortæller ikke noget om Pruina til de andre nisser. Det er kun fordi hun fortæller ham, at hendes far ville blive meget vred over at høre, at hun leger i vinternætterne med en nisse. Hendes far er konge over frostkrystalfolket, så Knirke har ikke noget imod at holde på deres hemmelighed. Han kan være en farlig fjende at have.

Men en nat dukker Pruina aldrig op. Knirke venter ved sit vindue hele natten og holder sig selv vågen ved at tjekke og dobbelttjekke, ja endda tredobbelttjekke årets gaveliste. Ingen Pruina. Han ved ikke, hvorfor det gør ham så bekymret, der var jo aldrig nogen der sagde, at de skulle lege sammen hver nat. Så han forsøgte at koncentrere sig om arbejdet igen.

                             ”Knirke dog, den dukke har jo fået tinsoldaternes uniform på!” udbryder hans bedste nisseven, Dimsy. Han så ned på dukken i sine hænder.

                             ”Åh ja,” konstaterede han hult.

                             ”Lad mig tage den. Jeg tror, du har bug for en kop varm kakao, Knirke.” Dimsy tager dukken ud af hænderne på Knirke før han når at reagere og han går ind til sig selv.

Nat efter nat sidder Knirke vågen og venter. Men Pruina kommer aldrig tilbage. Og en dag kommer Julemanden forbi værkstedet. Det er december, så nu har alle nisserne travlt og Knirke har ikke tid til at sidde og savne sin nye ven.

                             ”Julemand?” spørger Knirke. Den venlige, tykke mand ser på Knirke med sit nærmest magiske blik, der får dem han ser lige i øjnene til af fyldes af den varmeste julestemning.

                             ”Julemand? Hvor mange gaver mangler vi?” spørger han og rynker brynene. Det var ikke det, han havde tænkt sig at spørge om, men han kan ikke huske, hvad det var. Julemanden ler sin runde latter og snart ler alle nisserne i værkstedet med. Også Knirke. Sådan virker Julemandens latter på nisserne og det er egentlig rart at le, synes Knirke.

Her aften i december samles alle nisser på Julemandens gård i spisesalen og så server Julemandens kone risengrød for dem alle sammen. Med sukker og kanel og smørklat og lige så meget nisseøl, som man vil have. Alle er glade og synger ”På loftet sidder nissen..” og Knirke synger med, selvom han egentlig mest er bange for hvad der er sket med Pruina. Dimsy puffer ham i siden og Knirke synger lidt højere. Nisser er pragtfulde skabninger, de er ikke som sådan i stand til at være kede af det ret længe ad gangen. Og de har julestemning helt ud til fingerspidserne. Men den gøde stemning afbrydes, da en af vagtnisserne fra udkigstårnet kommer løbende ind i salen og lige ned mellem alle bordene op til Julemanden. Fra sin plads kan Knirke ikke høre, hvad de siger, men vagtnissen ser bange ud og Julemanden bliver meget overrasket over det, han hører.

                             ”Send dem ind,” erklærer han med høj, dyb stemme og vagtnissen løber hele vejen tilbage til døren. Alle nisserne i salen, også Knirke selv, ser med spændte øjne mod døren. Ind kommer tre, som Knirke med et genkender som værende frostkrystalfolk. Deres hvide hår og lange, flagrende klæder er ikke til at tage fejl af. Og deres blå øjne, der har farve som iskrystaller. Nogle af nissemødrene lægger deres hænder for øjnene af deres nissebørn, men Knirke kan ikke se væk. Han er ikke i tvivl om, at den mand i midten må være Pruinas far, frostkrystalkongen.  Et øjeblik bliver Knirke bange for, at han er der på grund af Knirke og uden tøver glider han langsomt ned af bænken og forsøger at skjule sig under bordet. Ingen lægger mærke til ham, ikke engang Dimsy.

Nysgerrighed er en frygtelig ting at styre, især for nisser. Så Knirke finder hurtigt sig selv på vej mod Julemandens bord, for at høre, hvad de fremmede har at sige. Men det viser sig ikke at være nødvendigt, for efter en kort samtale mellem Julemanden og frostkrystalkongen, vender den sidste sig mod salen.

                             ”Mine kære nisser. Som jeg netop har fortalt min gode ven Julemand om, er jeg kommet i dag i meget alvorligt anliggende. Min eneste datter, frostkrystalprinsessen Pruina, er blevet bortført fra vores hjemegn, af de onde troldvæsner. Selv mine største krigere vil ikke kun klare disse grumme væsner alene og derfor har jeg bedt min ven Julemand om hjælp,” fortæller han. Knirke føler det som om den frygtindgydende mand ser lige på ham. Pruina i kløerne på troldvæsnerne? Det er meget værre end Knirke kunnet have forestillet sig.

                             ”Jeg har sammenkaldt mine bedste udrykningsnisser, som selvfølgelig vil gøre hvad de kan for at hjælpe prinsessen hjem igen. Imens har jeg besluttet at ingen nisser, som ikke er fyldt 150 år, må gå uden for gårdens mure efter mørkets frembrud. Troldvæsnerne var væres vores fjerne naboer i mange århundreder, men de har aldrig gjort os noget. Nissemødre og nissefædre, pas godt på jeres nissebørn og lad os ikke glemme, at det er december og julen nærmer sig og vi har masser at lave. Glædelig jul,” siger Julemanden.

                             ”Glædelig jul,” svarer nisserne i kor, som en automatisk reaktion. Knirke kan ikke være med. Han tænker på stakkels Pruina og er ked af, at han kun er gavenisse. Udrykningsnisserne forlader salen sammen med de tre frostkrystalfolk, men de fleste nisser lægger slet ikke mærke til dem. Det er december og snart jul og alle nisser har meget, meget travlt.

Knirke venter til om natten, da det er blevet mørkt og de eneste nisser, der er på arbejde er dem, der skal passe rensdyrene. Nede i køkkenet fylder han sin lille rygsæk med julekager og en flaske med saftevand. Og han tager alt sit overtøj på. Før han kan nå at skifte mening, lister han sig ud af den store dør og ser sig omkring. Han er lige sneget ud af Julemandens gård og der er ikke en eneste derinde, der ved hvor han er blevet af. Hvis ikke han finder Pruina, vil det eneste at vende tilbage til være en degradring. Måske ville han blive fejenisse. Eller måske endda blive sendt væk fra Julemandens gård og være nødt til at tage til menneskenes verden, måske kunne han blive staldnisse eller loftsnisse. Men han kan ikke spørge udrykningsnisserne om han må tage med dem, det ville de aldrig tillade. Med sine 178 år er Knirke egentlig en voksen nisse, men alle udrykningsnisserne er mindst 240 år og ingen nisse kan blive udrykningsnisse før de er mindst 225. Og Knirke er bare en gavenisse og en ret ung en af slagsen. Det er helt mørkt udenfor, der er ikke noget nordlys i aften og Knirke har svært ved at orientere sig i den uendelige sne. Bag sig kan han ikke længere se Julemandens gård og endelig stopper han op og ser sig omkring. Skovsøen er det eneste, han har at gå efter, men hvor kan troldvæsnerne have tage Pruina hen? Det står klart for Knirke, at han er nødt til at få hjælp, men af hvem? Tør han opsøge de uhyggelige nordlysfeer eller er det bedre at rejse langt mod syd og prøve at få hjælp af de mystiske sneengle, der ellers holder sig i nærheden af menneskerne? Opgivende sætter Knirke sig ned i sneen, han har forladt det eneste hjem han her kendt, for at hjælpe den bedste ven han nogensinde har haft, men det er svært at være en gavenisse på en mission, når man ikke ved, hvad man skal gøre.

eller