Ved I hvad? Jeg er faktisk ret stolt af mig selv.
Ikke fordi jeg er færdig med NaNoWriMo, ikke fordi jeg allerede har nået de 50.000 ord. Men fordi jeg ikke har givet op.
Det har været en rigtig hård måned, mentalt. Jeg har været ret stresset over studiet, læsebyrden har føltes uoverskuelig og det har alt sammen været noget ret barskt litteratur, primært om 2. verdenskrig – men set fra gerningsmændenes synspunkt og senest har jeg med mig møje og besvær formået at kæmpe mig igennem Brett Easton Ellis’ berømte roman American Psycho og for at være helt ærlig, det slog mig totalt ud.
Jeg havde det mildt sagt elendigt, da jeg endelig var færdig. Det er også derfor, der har været ret stille på bloggen og på sociale medier i det hele taget. For jeg havde absolut intet overskud til noget som helst, jeg sad bare.
Men på trods af det, har jeg formået at skrive. Ikke hver dag, men jeg har altid indhentet det, jeg er kommet bag ud og selvom det nogle gange har været svært at finde ordene, har der også været tidspunkter som tidligere i dag, hvor ordene er kommet flydende så hurtigt, at mine fingre ikke kunne følge med og jeg lavede slåfejl på slåfejl på slåfejl. Men jeg er så stolt af mig selv for at fortsætte og blive ved. For jeg ville jo ikke tabe noget på at give op. Men jeg har ganske enkelt ikke lyst til at give op. Det, at det kan være hårdt, gør bare, at det er endnu federe, endnu mere opløftende og triumferende for mig, når jeg så når målet.
Det går bedre nu. Men jeg glæder mig overordentlig meget til, at vi er færdige med at arbejde med American Psycho og alle de andre makabre værker. Jeg glæder mig til december med juleslik og julete, julepynt og julesne, julemusik og julekalendre. Adventspakker og stearinlys. Og familiebesøg og hygge, hygge, hygge.
Det er ikke fordi jeg glæder mig til NaNoWriMo specifikt er ovre. Men jeg glæder mig til jeg når det magiske, forløsende ord “slut”.Det er heller ikke fordi, at jeg er træt at historien, faktisk holder jeg stadig ufatteligt meget af den og er rigtig glad for nogle af de pointer, jeg er kommet frem til efterhånden, selvom de ikke var planlagt. Men jeg er begyndt at tænke i redigeringsbaner, jeg er begyndt at tænke på, om jeg skal skrive de sidste 4 kapitler, så de passer til den begyndelse der er nu, eller den begyndelse, jeg ved, jeg vil omskrive det til. Det er lidt noget rod, men det er stadig sjovt og jeg er stadig glad for at deltage. Jeg er ikke træt af NaNoWriMo eller af at skrive. Ironisk nok er det ikke det, der stresser mig, men alt andet.
Jeg ved ikke, om det overhovedet giver mening. Men jeg er også i seriøst søvnunderskud og som det altid sker, bliver man en smule “stir crazy” under NaNoWriMo.
Hvor: Hjemme i min lejlighed, men skal egentlig snart til at tage ud til universitetet. Undervisning til klokken 18!
Humør: Træt med træt på. Jeg har virkelig ikke sovet ret meget i den sidste uge og det er underligt nok ikke fordi jeg sidder oppe længe for at skrive. Jeg glæder mig til at få dagens overstået, det bliver en rigtig fin weekend med julegaveindkøb, Book Eaters Convention, familiebesøg og første adventssøndag – hvor jeg forresten laver noget specielt her på bloggen, så hold øje!
Mængde og mål: Jeg er lige i øjeblikket på 42.106 ord og jeg skulle gerne op på 43.333 i dag. Og det burde i teorien ikke være noget problem at skrive cirka 1.200 ord, når jeg kommer hjem fra uni.