![]() |
Jeg forstår altså ikke, at når de nu har lavet en venstrehåndet udgave af banneret, hvorfor vedkommene så skal skrive fra højre mod venstre? |
Kalenderbladet er vendt og der står “NaNoWriMo” med kæmpestore bogstaver hen over hele måneden. Det er en meget god beskrivelse af min november måned. Det kommer nemlig til at gå op i sene nætter, litervis af koffeinholdige drikke, momenter af nær-sindssyge, fortvivlelse og/eller himmelstormende lykke. Write-Ins med andre deltagere i Odense, besættende trang til at opdatere min officielle word count hele tiden og igen, hastigt nedskrevne idéer, der ikke må glemmes og sjældent kan huskes, og frem for alt, ord. Et word dokument der bliver længere og længere, en roman-idé der langsomt men sikkert nærmer sig noget, der kan minde om et roman-manuskript. Ind i mellem universitetsundervisning, eksamensplaner, begyndende julestemning, skriveblokader og alle andre undskyldninger man kan komme på, skal man på en eller anden måde få plads til at skrive. Og det er det, jeg godt kan lide. Ligesom man til forskellige readathons, som Dewey’s 24 timers readathon, sætter tid af til bare at læse, gælder det i NaNoWriMo om at finde – og tage – sig tid til at skrive.
Jeg elsker NaNoWriMo. Det er sjovt, det er hårdt og det er så givende. November er derfor hurtigt gået hen og blevet end af mine yndlingsmåneder i løbet af de sidste to år. Det er for mig en god mulighed for, at få skrevet den roman, man så gerne vil skrive. Den man altid har i tankerne og ligger og tumler med. Eller jeg tumler med, det er nok ikke alle, der som mig hele tiden har hovedet fuld af scener og personer og idéer. 50.000 ord på 30 dage lyder virkelig vildt og det kan det også være. Men for mig er det vigtigst at huske, at den eneste man “kæmper” imod – den eneste, der kan afgøre om man får skrevet 5.000 eller 50.000 ord er en selv. Og der sker ikke noget ved ikke at nå målet. Men jeg skal afsløre. at det føles rigtig godt, at skrive det lille ord “slut” efter en hæsblæsende måned.
Jeg glæder mig rigtig meget til NaNoWriMo i år. For mig er det helt specielt.
Den roman, jeg vil skrive på, har jeg på NaNoWriMos hjemmeside kaldt “stumme stemmer” og det er helt med vilje, at det er i gåseøjne. Det er nemlig ikke det, den hedder. Det er ikke engang den titel, jeg har givet dokumentet på min computer. Grunden til denne arbejdstitel er, at jeg vil bruge denne her roman til Forlaget Carlen’s romankonkurrence for 2016: NYE STEMMER. Så jeg holder alle detaljer for mig selv. Jeg vil godt afsløre. at det er en “contemporary” (der findes virkelig ikke noget godt tilsvarende dansk udtryk) ungdomsroman. Det er en historie, som jeg elsker utroligt højt og som jeg derfor glæder mig rigtig meget til at skrive den. Det er en historie, jeg først fik idéen til dengang jeg var 16, men der er efterhånden ikke meget tilbage af den originale historielinje.
Jeg vil på forsøgeligvis skrive lidt om min oplevelse på ugentlig basis. Men jeg vil heller ikke garantere det, fordi jeg jo som sagt holder alle detaljer for mig selv denne gang. Jeg ved, at jeg kommer til at tweete om NaNoWriMo meget, hele måneden og derfor kan I følge mig på Twitter her, hvis I gerne vil følge med i mit tiltagende vanvid. Ellers kan I følge med på NaNoWriMos officielle side, min profil findes lige her.
Til slut, hvis I vil vide mere om NYE STEMMER, så kan I læse om det lige her.
Lige nu:
Hvor: på campus, undervisning til klokken 13.
Humør: enorm skrivetrang, forventningslykke.
Mængde og mål: lige nu 1.874 ord, målet for i dag er at nå op på 4.000 ord.