
TBR Thursday er et ugentlig indlæg, hvor jeg i et forsøg på at tynde ud i mine ulæste bøger, og gøre plads til nye bøger på TBR listen. Det gør jeg ved at trække en lap papir op af det glas, jeg har lavet til formålet, og hvor jeg hver gang jeg køber en ny bog, tilføjer en ny lap. Jeg læser som regel bogen færdig i løbet af ugen, inden jeg så trækker den næste bog. Og jeg bestræber mig på at anmelde bogen her på bloggen, inden der er gået alt for lang tid.
Dog skal det noteres, at jeg her i November, grundet NaNoWriMo, har sat tiden op til to uger, for ikke at risikere, at jeg skal stresse mig igennem en bog for at nå det.


I denne omgang har jeg trukket Kan du holde på en hemmelighed? af Gerd Bendt.
Har du nogensinde prøvet at flyve i en regnbue, og ved du, hvordan man bygger en tryllebutik? Ellers er det på tide at lære det 🙂
Bogens hovedperson lærer at bygge en fantasi-tryllebutik, hvor hun får redskaberne til at tackle en masse hverdagssituationer og problemer på nye og bedre måder, blandt andet over for sin familie og i skolen.
En pragtfuld og inspirerende bog til de 10-15-årige om det “hemmelige” indre rum, hvor man lærer sig selv at kende og udvikler sig på vejen fra barn til voksent menneske. For både piger og drenge fra 10 år og op – og store teenagere og voksne kan også sagtens læse med.
(Beskrivelse fra Goodreads).
Det her er en af de bøger, jeg fik til Bogbloggertræf tilbage i September og det er faktisk en bog, der ud fra bagsideteksten handler om noget helt andet, end jeg først tænkte, da jeg så titlen. Jeg ved ikke noget om denne her bog ud over hvad jeg kan læse på Goodreads – og der står ikke så forfærdelig meget, i hvert fald ikke endnu. Men det lyder som en virkelig sød historie, som jeg glæder mig til at læse her i de mørke efterårsdage, når jeg finder tid til det ind imellem NaNoWriMo, eksamenssnak og bunkevis af uni-læsning.
Kender I noget til denne her bog? Hvis ikke, hvad synes I så, den lader til at handle om ud fra hhv. titlen og beskrivelsen?
Og så skal jeg jo til BogForum her i morgen – og lørdag – og I skal være mere end velkomne til at komme hen og sige hej, hvis I ser mig. Jeg har nok ikke noget navneskilt på, men jeg vil vove at påstå, at jeg nok skal være til at genkende alligevel. Medmindre der er mange andre 190+ høje piger med lyserødt hår til BogForum i år. Man ved jo aldrig.