The Sea of Monsters er den anden bog i serien om Percy Jackson. Jeg har anmeldt den første lige her.
“Mythologically speaking, if there’s anything I hate worse than trios of old ladies, it’s bulls. Last summer, I fought the Minotaur on top of Half-Blood Hill. This time what I saw up there was even worse: two bulls. And not just regular bulls – bronze ones the size of elephants. And even that wasn’t bad enough. Naturally they had to breathe fire, too.”
Hvad jeg rigtig godt kan lide ved denne her bog er, at det ikke kun er Percy Jackson, der skal klare alting. den fokus, der er på hans venner og “fjender” er noget af det, jeg rigtig godt kan lide ved denne her bog.
Når jeg sætter fjender i gåseøjne, så er det fordi jeg mener Clarisse og jeg ser hende ikke som en fjende og det, jeg godt kan lide er, at hun heller ikke bliver behandlet sådan. Men også bare Annabeth, Grover og de andre, som Percy er venner med, der er noget større fokus på disse venskabers udvikling. Men allermest elsker jeg Tyson, “babykyklopen”, som dukker op første gang i denne her bog. Hans venskab med Percy er problemfyldt og ikke altid ligeværdigt, men som bogen skrider frem, udvikler det sig meget mere. Tyson er en af mine yndlingskarakterer, af dem, der ikke er halvguder. I Sea of Monsters viser Riordan tydeligt, at Percy ikke er den perfekte person, han kan også lave fejl og handle dumt. Men ultimativt forstår han også, at det ikke handler om ham – personligt er jeg vild med, at han giver Clarisse en chance, fordi det ikke altid behøver at være ham, der er helten.
“Percy: “You asked Poseidon for… me?”
Tyson: “For a friend, young cyclopes grow up alone on the streets, learns to make things out of scraps. Learn to survive.”
Percy: “But that’s so cruel!”
Tyson: “Makes us appreciate blessings, not be greedy and mean and fat like Polyphemus. But I got scared. Monsters chased me so much, clawed me sometimes–“
Percy: “The scars on your back?”
Tyson: “Sphinx on Seventy-second Street. Big Bully. I prayed to Daddy for help. Soon the people at Meriwether found me. Mey you. Biggest blessing ever. Sorry I said Poseidon was mean. He sent me a brother.”
Bogen er holdt i samme morsomme tone som den første bog og jeg elsker det, især fordi det ikke tager noget væk fra det mere alvorlige i historien. Og jeg synes at parallellerne til de græske myter er virkelig givende og spændende, især fordi Riordan gør meget ud af at beskrive og karakterisere de forskellige mytiske figurer, så de ikke bare bliver reduceret til navne.
Historien er hurtig uden af blive for overfladisk og en helt igennem flot fortsættelse på serien. Det jo ikke første gang, at jeg læst bogen, så jeg er i stedet bare blevet bekræftet i mine meninger om bogen. Og jeg vil helt klart anbefale, at man læser den. Bogen slutter med, at en af mine yndlingspersoner dukker op og jeg glæder mig rigtig meget til at vende tilbage til The Titan’s Curse, som muligvis er min yndlingsbog i serien.
“THAT Perseus always won. That’s why my momhad named me after him, even if he was son of Zeus ann I was son of Posidon. The original Perseus was one of the only heros in the greek myths who got a happy ending. The others died-betrayed, mauled, mutilated, poisoned, or cursed by the gods. My mom hoped i would inherit Perseus’s luck. Judging by how my life was going so far, i wasn’t too optimistic.”
Comments