The Phantom of the Opera af Gaston Leroux, originaltitel Le Fantôme de l’Opéra. Udgivet af Harper Perennial i 1987, originalt udgivet i 1909. Læst på engelsk, originalsproget er fransk.
En jul for cirka 9 år siden lå der som altid en mængde firkantede pakker under juletræet med mit navn, skrevet sirligt på mærkaterne. En af dem var den franske klassiker, The Phantom of the Opera og jeg tror ikke hverken mine forældre eller jeg selv havde nogen idé om, at de netop havde foræret mig en af mine absolutte yndlingsbøger, som jeg ville komme til at genlæse igen og igen i løbet af det følgende årti. Min udgave er i en sørgelig stand, en bog der stammer fra før jeg standhafttigt begyndte at undgå at knække ryggen på mine paperbacks og hvis jeg ikke tager helt fejl, er der nok et æseløre eller to. Men selvom bogen er slidt efter mange års læsning, elsker jeg stadig historien og den verden, der gemmer sig bag den minimalistiske forside.
“None will ever be a true Parisian who has not learned to wear a mask of gaiety over his sorrows and one of sadness, boredom, or indifference over his inward joy.”
Hvis man vælger at åbne The Phantom of the Opera, fordi man har lyst til at læse en romantisk kærlighedshistorie, så tror jeg, at man vil blive skuffet. For ingen af de to “par”, der er bogen har en specielt romantisk historie, de to mænd der bejler om Christines gunst har begge to en særdeles uromantisk måde at vise det på. Men grunden til at jeg vender tilbage til Paris’ operahus og den mærkværdige historie om spøgelset, der plejede at husere der, er det nemlig slet ikke for den del af handlingen.
“Erik is not truly dead. He lives on within the souls of those who choose to listen to the music of the night.”
Jeg læser den for spøgelseshistorien. For mysteriet, spændingen, de overdådige scener i Paris’ operahus og de uhyggelige tunneller og gange under byen. I The Phantom of the Opera formår Leroux altid at tryllebinde mig med sine beskrivelser og hele den gotiske stemning, der spreder sig i bogen. Selvom jeg ikke holder specielt meget af karakterer som Christine og Raoul, er jeg til gengæld vil med den mystiske fremmede, the Parisian og faktisk også Erik, eller fantomet. De mindre karakterer som de nye ejere af operahuset, little Meg og hendes mor Madame Giry og ikke mindst primadonnaen Sorelli er med til at skabe små sjove øjeblikke og forvirring de labyrint-agtige gange, så meget at selv om jeg har læst bogen mindst 10 gange, lever jeg mig stadig ind i den hver gang. Det er let at sige, men det er i sandhed en af mine yndlingsbøger.
“Why do you condemn a man who you have never seen, whom no one knows about and whom you yourself know nothing?”
Det er værd at nævne skrive- og fortællestilen i bogen. For den er nærmest fortalt som en samtale. Historien er sat som om om fortælleren, eller Gaston Leroux selv om man vil, sidder og fortælleren historien efter at han har researchet til den. Det lyder banalt, men det virker for denne her historie.
Selvom man måske kunne have lyst til at læse The Phantom of the Opera for at læse en dragende, indviklet og omend problematisk så stadig på mærkelig vis fin kærlighedshistorie og derefter blive skuffet. Men jeg vil anbefale den af alle mulige andre grunde. For jeg elsker virkelig denne her bog og jeg ville ønske, at alle andre også gjorde.
Jeg elsker virkelig filmen og vil så gerne se musicallen også, så mon ikke jeg også burde få fingrene i bogen? Historien virker så fantastisk!
Jeg mangler også at se musicalen! Men jeg holder virkelig meget af filmen og bogen er som bekendt en af mine favoritter, så jo, jeg synes du skal så fingrene i den.
Jeg har netop hørt Gaston Leroux' roman for første gang, efter at have set filmen (den med Lloyd Webbers musik) mindst ti gange. Historien er fantastisk, men selve bogen her fangede mig faktisk ikke voldsomt meget.
Fortællestilen trak ned for mit vedkommende, men jeg er heller ikke god til ældre litteratur. MEN … så fik jeg da en undskyldning for at se filmen igen. 🙂
Det er altså også en super god film, jeg har også set den rigtig mange gange. Jeg kan godt se, hvad du mener, det er lidt en speciel fortællestil, jeg skulle også vænne mig til den, da jeg læste bogen første gang. Og der er da altid en undskyldning for at se filmen 🙂
Tak for din kommentar på (så gammel en) anmeldelsen! 😀