Jane Eyre af Charlotte Brontë

Jane Eyre af Charlotte Brontë. Udgivet af Penguin English Library i 2012, originalt udgivet i 1847.

Jeg plejer normalt ikke have svært ved at finde ordene til at beskrive en bog, jeg har læst. Men ved Jane Eyre er jeg ude hvor jeg ikke kan bunde. Jeg ved ganske simpelthen ikke, hvordan jeg skal kunne forklare eller beskrive min oplevelse af bogen. Den bjergtog mig fuldstændigt og helt og aldeles. Den fyldte mig dels med en ubeskrivelig glæde og lykkerus, forargelse og forventning. Som sagt var det min første bog til oktobers read-a-thon og selvom jeg ærligt kan sige, at jeg knuselsker denne her bog, så var det valg ikke specielt gennemtænkt. For jeg var meget, meget tæt på en enorm læsetørke bagefter, en seriøs book hangover efter at have vendt den sidste side.

Dengang jeg var færdig med bogen og ligesom opdaterede indlægget, skrev jeg at jeg på en gang var himmelstormende lykkelig for endelig at have læst den, samtidig med at jeg kunne have sparket mig selv for ikke at have læst den noget før. Og sådan tror jeg egentlig, jeg stadig har det. Lidt. Det er ikke uden grund, at jeg udnævnte den til en af de 15 bedste bøger, jeg læste i 2015. For det er en helt igennem fantastisk bog, en medrivende læseoplevelser, der får gang i alle følelserne.

Og det slår mig bagefter, at det er pudsigt at jeg har det sådan. For der er dele af bogen, der normalt ville have irriteret mig grænseløst. Her tænker jeg især på den åbenlyse religiøsitet, og på en måde også spiritualitet, der gennemsyrer bogen og især dens slutning. Normalt ville jeg blive irrationelt oprevet og irriteret over moralprædikner. Men jeg registrerede faktisk knapt nok, at det var det, der skete. Jeg læste bare videre, opildnet og hæmningsløst. Og jeg elskede hvert øjeblik.

Jeg kunne nævne 1000 ting, jeg elsker ved denne her bog. Jeg kunne skrive side op og side ned, men i stedet vil jeg tage fat på en ting. En ting, der måske er det vigtigste. Og så er det ikke engang en ting.

Det er en person. Hovedpersonen, titelkarakteren, heltinden; Jane Eyre. En heltinde, der på så mange måder ikke passer ind i den tid hun lever i, i den verden hun er havnet i. Både i historien, hvor hun først bor som forældreløs hos hendes tante, så på den forfærdelige pigeskole Lowood og endelig hos Mr Rochester. Men hun går igennem livet med en eller anden form for indre styrke, der gør, at hun kommer igennem alle sine prøvelser. Helskindet og mest imponerende af alt uden at gå på kompromis med sine egne principper og idealer. Ingen storladne, lange og følelsesfulde taler eller kærlighedserklæringer kan få hende til at glemme hendes principper og Mr Rochester må lade hende forsvinde mellem sine hænder, fordi han ikke kan tilbyde hende alt det, hun vil have. Og hun klarer sig igennem nød og fattigdom og ensomhed, en umulig kærlighed til en mand hun i lang tid ikke tror, hun har nogen jordisk mulighed for at få. Livet for Jane Eyre er i starten af bogen ensomt og pinefuldt, men selv ikke som barn lader hun sig slå helt ud af det. Hun er aldrig i tvivl om sit eget værd, som kvinde, som person og som menneske, og hun sælger ikke ud. Forstået på den måde at hun ikke lader andre, med lavere opfattelse af hende, trampe hen over hende, selv ikke, hvis det ville resultere i det selv samme, Jane selv ønsker. Det er svært at forklare, men det kommer til udtryk i boen på så smuk vis. Jeg ved godt, at Jane Eyre er en fiktiv person, men jeg har aldrig beundret en bogs heltinde så meget.

I realiteten er der sikkert rigtig mange andre ting, jeg gerne vil sige, men jeg kan ikke finde ud af det. Måske kommer det, når jeg genlæser bogen. For det ved jeg, at jeg vil – og det har jeg sådan set vidst lige siden det øjeblik, jeg havde læst de sidste ord. Jeg forstår godt, at det er en så omtalt og rost bog. Den fortjener det. Det og meget mere.