Top Ten Tuesday #49

Top Ten Tuesday er et ugentligt indlæg fra The Broke and the Bookish, der kombinerer en kærlighed til bøger og bogdiskussioner og listeskriverier. Hver uge gives en ny overskift over et emne, der er relateret til bøger på en eller anden måde og som der skal laves en liste over. I dag gælder det Top Ten of Your Recent 5 Star Reads og derfor er det en liste, der er til at overkomme rimelig hurtigt, hvilket også er grunden til, at jeg er med i denne uge. For jeg burde egentlig arbejde intensivt på min bachelorprojekt, men jeg kan godt lige tage en halv times tid ud til dette her.

Jeg har markeret 36 bøger som læst på Goodreads i 2016 indtil nu og jeg er faktisk lidt spændt på, om jeg faktisk har givet 10 bøger 5 stjerner. jeg synes nemlig, jeg er blevet meget kritisk på det seneste. Bøgerne kommer ikke i nogen bestemt rækkefølge.

#1 Leoniderne af Nanna Foss.
Den første bog i den danske fantasyserie Spektrum var faktisk den allerførste bog, jeg læste i 2016 og den fik 5 skønne og velfortjente stjerner.

#2 I’ll Give You the Sun af Jandy Nelson.
Det var en bog, jeg havde lånt hjem fra biblioteket med det formål at læse den og se, om jeg kunne bruge den netop til mit bachelorprojekt.. Men eftersom jeg sidenhen har indsnævret fokus til kun at være på etnicitet, er bogen røget af litteraturlisten igen. Men derfor fortjener den stadigvæk dens 5 stjerner, selvom mit review på Goodreads ikke siger ret meget og jeg slet ikke ved, hvordan jeg skal formulere mine tanker om den bog. Endnu.

#3 Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe af Benjamin Alire Sáenz.
Endnu en bog, der blev læst i forbindelse med bachelorprojekt og en bog, der blæste mig fuldstændig omkuld. En bog, der burde have fået 6 stjerner, hvis Goodreads tilladte det. Denne her bog er en af de 3, jeg vil analysere i mit bachelorprojekt. (Hvis det lyder som virkelig meget, for jer, der har bachelorerfaring, så vil jeg lige pointere, at jeg i modsætning til de fleste af mine medstuderende ikke skriver om en bog – og derved vil komme til at analysere mange sider og aspekter af bogen – men om et emne, så derfor følte jeg, og min vejleder har været enig hele vejen, at det ville være en god idé med mere end en bog til at belyse emnet). Og derfor ved jeg, at jeg kommer til at læse den igen. Og igen. Og igen. Og jeg glæder mig allerede.

#4 Flere bøger i Sagaen om Isfolket har beholdt den 5 stjernede bedømmelse, jeg tidligere har givet dem, eller fået 5 stjerner efter den seneste genlæsning.
Jeg kan godt remse dem op her; #1 Troldbunden, #2 Heksejagten, #3 Plejedatteren, #4 Arvingen, #5 Venskab, #7 Nemesis, #9 Rodløs og #13 Satans fodspor.

#5 Isla and the Happily Ever After af Stephanie Perkins.
Den tredje og sidste bog i serien og min absolutte favorit. Jeg har ganskevist anmeldt den andetsteds her på bloggen, men jeg vil godt slå et slag for, at man skal læse den. Den kan måske godt læses uden større problemer, selv hvis man ikke har læst de to første, men hvorfor snyde sig selv? Så læs dem alle tre.

Det er sådan set alle de bøger, jeg har givet 5 stjerner i 2016 ind til videre. Og jeg synes, det ville virke underligt at tage nogen med fra sidste år, de kan vel egentlig ikke længere betegnes som “latest reads”? Men hvis jeg ikke havde samlet alle Isfolket-bøgerne under et punkt, så havde jeg faktisk også haft 12. 12 ud af 36, det er alligevel en tredjedel af de bøger, jeg har læst i år indtil nu. Det kan i parentes måske skyldes, at jeg har læst 14 bøger i Sagaen om Isfolket og det er jo min yndlingsserie, så det er ikke så underligt, at der er mange 5 stjernede bedømmelser deriblandt. Og de trækker utvivlsomt op i det samlede gennemsnit.

Eller også er jeg ikke nær så kritisk, som jeg selv troede.

Hvilke bøger har I læst i år, som I har givet 5 stjerner? Og hvorfor gav I dem 5 stjerner?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.