Tag: 25 boglige facts om mig

Jeg vil også være med! Stod hun og skreg, mens hun stampede i jorden. Hun er selvfølgelig mig og det jeg vil være med i, er det tag, som jeg er begyndt at se dukke op blandt de danske bogbloggere, blandt andre hos Simone og Rikke og som længe har floreret på BookTube, hvor jeg først så det hos JesseTheReader. Og det er selvfølgelig tagget ’25 bogligt facts om mig’. Jeg har egentlig ikke gjort mig så mange tanker omkring, hvad denne liste kan komme til at indeholde, men jeg tror det bliver meget sjovt. Jeg er i hvert fald spændt på at se, hvad der kommer frem.

  1. Jeg læser ualmindeligt hurtigt. Det kan ikke komme bag på nogen, der følger mig på Goodreads, og det er også noget, jeg ofte får kommentarer omkring. Og det er rigtig nok, jeg læser en del hurtigere end de fleste. Så vidt jeg ved, har det altid været sådan.
  2. Jeg bruger læsebriller og har gjort siden første klasse.
  3. Jeg har meget svært ved at planlægge min læsning, jeg vil allerhelst vælge spontant og impulsivt, men det lader sig sjældent gøre. Det er noget af det, der gør readathons til lidt af en udfordring for mig, men jeg har ind til nu været glad for at tage udfordringen op.
  4. Jeg elsker hardbacks for deres udseende og når de står side om side på mine hylder. Men jeg foretrækker faktisk at læse paperbacks.
  5. Jeg køber ofte mine bøger i “klumper”, forstået på den måde, at jeg sagtens kan gå tre, fire måneder i træk og kun købe en bog og så lige pludselig eksploderer det og jeg køber ti bøger tre måneder i træk. Og jeg har ingen idé om, hvorfor det er blevet sådan.
  6. Jeg er typen, der allerhelst venter med at købe en serie, indtil den sidste bog er udkommet og der kommer et bokssæt. På den måde er jeg nemlig sikker på, at de matcher.
  7. Når jeg simpelthen ikke kan vente på, at den sidste bog kommer, så bruger jeg til gengæld både ekstra tid (og nogle gange lidt ekstra penge!) på at købe den udgave, der matcher dem, jeg allerede har.
  8. Jeg kan ikke læse, når jeg sidder i en bil eller en bus og har aldrig kunnet. Jeg er blevet bedre til at læse i et tog, men helst ikke for længe ad gangen – så det er godt, det kun tager en time med tog hjem til mine forældre.
  9. Jeg ved ikke præcist hvor mange bøger, jeg ejer. Jeg ved, det er i omegnen af 400, men eftersom jeg har sorteret lidt ud i dem – efter jeg rent faktisk kunne se dem alle på de der efterhånden ikke længere så nye reoler – og har givet nogen væk og doneret nogle andre, så er jeg ikke længere klar over det præcise antal. Og det har jeg det overraskende fint med.
  10. Til gengæld ved jeg hvor alle mine bøger står. Selvom de ikke er sorteret efter stort andet end højde, så er jeg ikke i tvivl om, hvilke bøger, der står på hvilke hylder – heller ikke hvis jeg har taget mange bøger ned fra hylderne for at tage billeder af dem. Det må være klæbehjernen, der er på spil.
  11. Jeg har altid noget at drikke ved hånden, når jeg læser. Jeg foretrækker te og har derfor efterhånden samlet et større udvalg. Men jeg er rigtig god til at glemme, at jeg har den stående og har ofte måttet hælde halvtomme kopper kold te ud. Jeg ærger mig hver gang.
  12. Jeg elsker at sidde udenfor og læse. Det er ikke altid let i Danmark, så det bliver mest om sommeren, hvor jeg uden problemer kan sidde i solen en hel dag og forsvinde ind i en bog eller to.
  13. Jeg låner meget sjældent mine bøger ud. Medmindre det er bestemte personer, som jeg ved, vil passe lige så godt på dem som jeg selv, de får ret tit lov til at gå på opdagelse i mine reoler. (Det er oftest mine søstre, der falder i denne kategori).
  14. Jeg hører altid musik, mens jeg læser. Egentlig er det mere rigtigt at sige, at jeg altid hører musik, også når jeg læser. Det kan være alt fra klassisk til poppunk og elektronisk, men jeg koncentrerer mig bedre, når der sker noget omkring mig.
  15. Mærkværdigt nok har jeg alligevel aldrig hørt en lydbog til ende. Måske har jeg bare ikke fundet den rigtige.
  16. Jeg opdaterer og bruger Goodreads nærmest religiøst. Ikke alene er jeg meget opmærksom på at opdatere, hvor langt jeg er nået med en bog, men jeg bruger også alt for meget tid på at finde de rigtige udgaver, der stemmer overens med bogen jeg har i hænderne.
  17. Jeg begyndte at skrive mine egne historier, da jeg var 15 og vidste med det samme, at det vil jeg gerne leve af.
  18. Min læsehorisont er eksploderet siden jeg startede på universitetet, så jeg har endnu sværere ved at udpege en yndlingsbog eller en favoritgenre, end jeg havde før.
  19. Den bog, jeg har læst allerflest gange i mit liv var ikke min egen. Det var en biblioteksbog, som stod på skolebiblioteket på min folkeskole. De havde en hel hylde med De 5-bøgerne og jeg var allermest glad for bog 8, De 5 i fedtefadet, som jeg lånte så mange gange på biblioteket, at da den blev for slidt til at de kunne have den stående, så gav bibliotikaren mig den med hjem. Den holdt kun et års tid eller to derefter, så måtte jeg også give fortabt og smide den ud.
  20. Før jeg flyttede hjemmefra, donerede jeg og mine søster (det vil sige mest mig) en stor del af vores bøger til Børne- og Undgomsafdelingen på Kolding Sygehus. Nogle dage ærger jeg mig over, at jeg har givet så mange bøger væk, men jeg er samtidig glad for, at jeg ved de er kommet et sted hen, hvor de kan gøre meget gavn og være til glæde for andre. Og så har det jo givet meget plads på mine hylder til nye bøger!
  21. Jeg har til dato aldrig fået en biblioteksbøde.
  22. Jeg er ualmindeligt dårlig til at give op på bøger, jeg ikke kan lide. Nogle tips?
  23. Udover at jeg samler på bøger – man fristes til at skrive “duh” – og bogmærker, så er jeg også begyndt at samle på krus med bog-inspirerede tryk på. De pynter på mine hylder ind til der ikke længere er plads til dem.
  24. Generelt vil jeg ikke afskrive en genre på forhånd, men jeg kommer med al sandsynlighed aldrig til at læse en gyser. Jeg kan knap nok holde ud at se gyserfilm!
  25. Jeg skriver aldrig i mine bøger. Hvis der er en passage, jeg godt kan lide eller gerne vil huske til en anden gang, så sætter jeg en af de der klistermærkater ind. Medmindre det er bøger, specielt teori, til universitetet. Dem skriver og streger jeg i af hjertets lyst – samtidig med, at jeg fylder dem med klisterdimser.
Jeg kunne sagtens have fundet på yderligere 25 ting, men det kan altid vente til en anden gang. Har I nogle facts om jer selv, I har lyst til at dele?

Comments

  1. Åh, wauw! Ingen biblioteksbøde? Jeg har lige betalt (endnu) en på 480 kroner. Og det sker nærmest hver gang, jeg låner. Jeg er så elendig til det.

    Og så er kruset på dit sidste billede altså bare smaddersødt!

  2. Ja da, jeg er verdens sødeste menneske jo (; <3

    Tak 🙂 Det var ret sjovt at sidde og komme i tanke om alt muligt på den her måde :b
    Jeg er på biblioteket hele tiden, synes jeg. Men godt vi er flere i den klub :b

  3. Ikke endnu i hvert fald, jeg håber det bliver ved med at være sådan 🙂 Åh yikes, det var ellers ikke så lidt.

    Ja ikke? Jeg har næsten lige fået det og kan slet ikke få armene ned igen. Jeg skal helt klart have flere af dem!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.