Leoniderne (Spektrum #1) af Nanna Foss. Udgivet af Tellerup i 2014.
Hænder der lyser, et mærkeligt kompas, meteorsværme og stjerneskud og en lille håndfuld teenagere. Jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg sidst har læst en dansk fantasy, men hvis de alle er som denne her, så må jeg have fat i nogle flere. Leoniderne er den første bog i Spektrum-serien af Nanna Foss, en serie, der faktisk vil gå hen og blive ret lang. Så vidt jeg ved er den planlagt til at være på 9 bøger i alt. I den første bog introduceres vi til 15-årige Emilie, der har rigeligt problemer med sin noget brogede, højlydte familie – jeg har stadig ikke helt forstået, hvordan den formår at fremstå højlydt, når det bare er på papir?), mobning i skolen mens hun tegner sommerfugle i stribevis og samler på latinske ordsprog. Men som om det ikke er nok, bliver hun og hendes bedste venner, den blinde Alban og dennes lillebror Linus, ret hurtigt blandet ind i et eventyr, der ret beset fører dem ind i en anden verden. Sammen med klassens stræber Adriana og de to nye elever, tvillingerne Pi og Noah, bliver de tre teenagere nemlig i stand til at rejse i tiden, men det er ikke helt ufarligt.
”Eller er jeg hende den sære teenager som ikke rigtig har nogen venner, men som fra den ene dag til den anden får overnaturlige kræfter og redder verden og scorer ham den mystiske, nye fyr på skolen fordi hun ikke selv har opdaget hvor lækker og fantastisk sej hun er? Ha. Som om.”
Det er langt fra så enkelt som det lyder, det med at rejse i tiden. I hvert fald i Foss’ univers. Ikke alene gør hun et godt job med hensyn til at forklare, hvordan det hænger sammen – eller forsøg derpå, i overensstemmelse med, hvor meget karaktererne selv forstår – men historien er også fortalt i et tilpas langsomt tempo til, at man som læser kan nå at absorbere informationen og på den måde ikke farer vild i historien eller mister pusten. Det er også en styrke, fordi det giver tid og spalteplads til at lade det forholdvis store karakterhold udfolde sig, sådan at læseren får et bredere kendskab til dem. Nogle mere end andre, men jeg ved også at synvinklen skifter i den næste bog, så det kan være derfor. Leoniderne fortælles af Emilie, i en skøn blanding af sarkasme og humor og Foss gør et godt stykke arbejde med at forme og udtrykke Emilies fortællestil. Det gør mig bare endnu mere spændt på den næste bog. Måske vil man kunne argumentere for, at bogen er lidt af et langt set-up til de videre bind, men sådan føltes det ikke for mig, da jeg læste den. Faktisk havde jeg ret svært ved at lægge bogen fra mig. Jeg var og er dybt tryllebundet af den måde, Foss binder små sløjfer, som binder tidsrejser sammen med regnbuer og stjerneskud (og jeg elsker stjerner og stjerneskud i forvejen) og ikke mindst overnaturlige evner.
Specielt evnerne interesserer mig. Når man sætter sig for at skrive en bog med overnaturlige evner, gælder det i mine øjne om at være kreativ. Specielt fordi der findes ret mange bøger på markedet, der omhandler netop dette. Derfor synes jeg også, at det er nogle ret fede evner, Nanna Foss introducerer i denne her bog og jeg glæder mig til at se, hvorvidt der introduceres flere evner i de senere bøger. Hvis ikke man har læst bogen endnu, vil jeg ikke spoile evnerne her, men jeg vil indskyde, at jeg måske er allermest imponeret over, at ingen af karaktererne lader til at være ovenud begejstrede for deres evner, enten til at begynde med eller efterhånden som de bruger dem. Jeg tænker især på Emilie og hvis man har læst bogen, håber jeg, at man lige som jeg, fandt hendes fortvivlelse over hendes evne til at være en ret medrivende faktor og ikke så meget et irriterende moment.
“”Plebejer er altså et overset ord i det danske sprog,” siger Alban.
“Ligesom døgenigt og kæltring og fusentast og nidding,” tilføjer jeg. “Det var meget sjovere at overfuse folk i gamle dage.””
Jeg er nødt til at tage ovenstående citat med. Jeg er ordnørd og sprogromantiker og jeg elsker, elsker gamle ord og især “døgenigt”. Det er en meget lille detalje, der faktisk ikke har nogen betydning for plottet (indtil nu, men you know, folk der er fascinerede af gamle ord, og så kan de pludselig rejse i tiden?), men jeg blev simpelthen så glad, da jeg stødte på disse gamle ord. Så meget, at jeg helt ærligt sendte et billede af det til min søster på Snapchat, fordi jeg vidste, hun også ville elske det. Og jeg er helt enig med Emilie, det må have været meget sjovere at overfuse folk dengang man brugte disse ord. Jeg vil helt klart gerne være med til at indføre dem igen! Og så er det også et passende tidspunkt at nævne karaktererne på. For mig er det en af de vigtigste dele af en roman og et univers i det hele taget.
Jeg holder ret meget af søskendeparret Alban og Linus. Det er fuldstændig umuligt for mig at navne dem uden at omtale Albans blindhed. Først og fremmest bliver hans handicap behandlet på virkelig flot vis af Foss, så han hverken reduceres til en stereotyp eller bliver skubbet til side i de mere aktionprægede afsnit til fordel for de andre personer. Og samtidig med har han virkelig en personlighed, der gør, at jeg ville ønske, at jeg kendte ham i virkeligheden. Jeg forstår godt, at Emilie er glad for hans venskab. Emilie selv har jeg ret svært ved ikke at holde med, måske fordi jeg føler, at jeg forstår hende ret meget. De tre har et venskab, jeg tror mange vil ønske sig, hvilket gør at jeg sætter endnu mere pris på at det ikke kun er de 3 bogen handler om. Jeg kan faktisk ret godt lide, at de bliver tvunget til at bygge en eller anden form for venskab op med Adriana, Pi og Noah, der på trods af lighedstræk med de andre tre, er meget forskellige fra Emilie, Alban og Linus. Der er så mange karakterer at holde styr på i denne her bog, at det er umuligt for mig at kommentere på dem alle sammen, hvis ikke den her anmeldelse skal blive alt for lang. Men jeg er nødt til at pointere, at jeg virkelig håber, at Noah bliver mindre irriterende i løbet af serien. Man kan vel altid håbe. Og alligevel kan jeg godt forstå, hvorfor Emilie er draget imod ham. Til gengæld er jeg vild med Pi og hendes nærmest fandenivoldske attitude. På en måde deler hun den vel egentlig med Noah, men jeg vil vove at påstå, at det er på en helt anden måde.
Jeg kan kun sige, at jeg er ret imponeret over denne her bog. Den er både velskrevet, fængende, morsom og alligevel også ret alvorlig til tider og mest af alt, er den bare virkelig spændende. En solid start på hvad der forhåbentligvis bliver en rigtig god serie, jeg ser i hvert fald frem til at følge den videre historie. Derfor kan jeg heller ikke give bogen andet end 5 hjerter. Det er ikke kun en god bog, men også en god start, der i hvert fald giver mig lyst til at læse videre.
“Alt er det som er for svært eller smertefuldt at sætte ord på, og som kun kan komme ud som billeder. Men billeder som det aldrig har været meningen at andre skulle se.”
Comments