Forbandede mødom + Forpulede kærlighed (Forbandede mødom #1+2) af Sarah Engell. Udgivet af Forlaget Carlsen i 2015, originalt udgivet i hhv. 2011 og 2012.
Forbandede mødom + Forpulede kærlighed er to romaner i én om Maria på 15 og om venskab, jalousi og den første gang. Om solfyldte dage og varme nætter, hvor grænser bliver afprøvet – og overskredet. Og om kærlighed, der gør ondt i maven, for hvordan kan man vide, at man ikke bare mister den igen. Jeg købte den ret impulsivt, fordi jeg synes den lød lovende og derfor glædede jeg mig faktisk også lidt til at læse den. Desværre levede bogen slet ikke op til mine forventninger.
Mit største problem med denne her bog er nok karakterene. Jeg formåede aldrig at identificere mig med Maria, faktisk synes jeg at jo længere jeg kom ind i bogen, jo mere irriterede hun mig. Og jeg blev meget, meget overrasket over, hvor let hun opgav sin mødom, efter at have brugt oceaner af tid på at panikke, overtænke og des lignende over netop denne oplevelse. Og det frustrerede mig uendeligt meget. Men mest af alt undrede jeg mig over at karaktererne, som piger på 15 og andre teenagere opførte de sig meget, meget underligt – jeg fristets faktisk til at sige, at de opførte sig en smule overdrevent hovedløst og nogle gange lidt langt ude – og i hvert fald slet ikke som jeg husker teenageårene. Og så gammel er jeg da heller ikke endnu. Men det viser sådan set også, at selvom de har en del problemer og synes, at livet er svært at navigere, så gør de det altså samtidig slet ikke nemt for dem selv.
“Måske skulle jeg også bare gøre det,” siger jeg.
“Gøre hvad? Starte på gymnasium?”
jeg ryster på hovedet, læner mig frem i stolen. “Gøre DET,” hvisker jeg med tryk på det sidste ord.
Christina puster sit pandehår væk fra øjnene. Hun læner hovedet på skrå. “Mind mig lige om igen: Hvordan kan man være kærester i 4 måneder uden overhovedet…?”
“Altså… det er jo ikke, fordi vi overhovedet ikke… det ved du også godt. Men det er bare ligesom om, at når vi når dertil… du ved… så går vi lidt i stå. I starten var vi begge to meget…”
Men noget positivt skal der også siges. For selvom jeg ikke blev overbevist af karakterne og alt det, så blev jeg alligevel overbevist om temaerne. Sproget var rigtig godt, det passede fint til bogens karakterer – på trods af en mærkværdig mangel på sociale medier, men hvis det skyldes, at bogen ikke er sat i det år, den blev udgivet, er det ikke tydeligtggjort i historien. Denne mangel var faktisk en af de ting, jeg fandt overraskende ved bogen. Jeg tror, at hvis man rent faktisk læser den som teenager, vil man nok få en anden oplevelse af de to bøger. Men man skal nok ikke læse den sammen med sine forældre eller i offentligheden hvis man har tendens til at blive pinligt berørt over de bøger, man læser. For det er en bog, der handler meget om sex og den er ikke så lidt eksplicit nu og da. Og det var faktisk forfriskende, for det er et emne, der meget, meget ofte bliver overset og udelukket fra ungdomsromaner, både de danske og de amerikanske. Og det er lige der, jeg synes, at det er en bog man skal læse alligevel, selvom jeg ikke selv er specielt begejstret for den. For den handler om emner, der helt sikkert fylder meget i en teenagers hverdag og lige som det er for Maria, er det alt for ofte tabubelagt i hverdagen. Men det er for mig at se et emne, der er tæt sammenhængende og mindst lige så vigtigt som bogens temaer om venskab, selvstændighed, forelskelse og jalousi – emner, der ofte får spalteplads i ungdomsbøger.
Så selvom jeg ikke faldt for bogen, vil jeg anbefale den alligevel. Men nok ikke til andre i midten af tyverne, men til læsere mere på alder med bogens karakterer. For det er dér, den kan få en større betydning.
