Rent blod (Morika #1) af Sidsel Sander Mittet. Udgivet af Facet i 2015.
Bogen blev sponsoreret til bogbloggertræf i 2015 af Facet. Meninger og holdninger er mine egne.
På øen Raudra undervises krigerlærlingen Korau og visdomslærlingen Eshri i Morikas idealer for fred og tolerance sammen med deres venner. Deres fremtid ligger fast. Men i det skjulte arbejder stærke kræfter på at vende tilbage til tidligere tiders adelsvælde og Eshri har overhørt en samtale, hun ikke kan glemme. Snart befinder Eshri, Korau og deres venner sig midt i en kamp for et samfund, de altid har taget for givet. Spørgsmålet er imidlertid om samfundet overhovedet er værd at kæmpe for?
Jeg er nødt til at starte med at sige, at jeg faktisk rigtig godt kan lide denne her bog og så absolut glæder mig til mere fra Sander Mittet. Jeg blev virkelig fanget af den forside der og var ikke i tvivl om, at et her ar en bog, jeg meget gerne ville læse. Jeg følte dog, at den første halvdel – eller lidt mindre end halvdelen – gik alt for langsomt til min smag. Jeg er næsten sikker på, at det kan have noget at gøre med at historien fra starten af bliver fortalt fra to synsvinkler, hvilket jeg i sig selv ikke har noget imod overhovedet. Men ved at gå frem og tilbage mellem dem, var der også en eller to gange, hvor vi også gik tilbage i tiden. Ikek helt vildt meget, bare nok til at se de samme begivenheder fra begge synsvinkler – som er meget forskellige. Den langsomme start gjorde mig lidt bekymret for hvordan bogen eller serien som helhed ville skride fremdad.
Det var dog hurtigt tydeligt at det var en totalt ubegrundet frygt. For der kom fart over tingene og der skete en hel masse, som både efterlod mig forpustet og hungrende efter mere. Jeg vil ikke sidde hero g give en masse spoilere, men blot sige, at jeg i hvert tilfælde synes at mysteriet om… jeg vil ikke kalde dem oprørere, men i hvert fald modstandere til Oryndro, og de unges kamp mod denne gruppes allerede brede indflydelse, alt sammen var en historie, jeg ikke kan vente med at fortsætte.
“Grædende piger var en ting. Sådan var piger jo, om man ville det eller ej. Hvis en pige græd, kunne man fortælle hende, at hun var smuk eller dejlig eller noget andet i den stil, men grædende drenge, hvad sagde man til dem?”
For mig, var noget af det allerbedste ved denne bog – paradoksalt nok taget i betragtning af, hvad jeg lige har skrevet – hvordan det ikke altsammen bare er action og handling. Det er ikke sådan at hovedpersonerne nemt accepterer og anerkender de fejlagtige og til tider ret uhyrlige dele af samfundet. Tværimod ser vi dem kæmpe meget med det at få hele deres liv vendt op og ned og følelsen af at deres verden, alt det, de kender, bliver revet fra hinanden. Og det er, hvad jeg virkelig, virkelig elskede ved denne bog. Det gjorde mig vred at læse om de racistiske eller homofobiske holdninger, der ikke kun er til stedet i nogle enkelte personer, men i Morikas historie og samfundet, Eshri og de andre lever i. Men det var af alle de rigtige grunde. Det gjorde mig, fordi karaktererne naivt og stædigt forsvarer historier og forklaringer, de er blevet fortalt som abolutte sandheder hele deres liv, for som læser var det kun alt for tydeligt, at nogle af disse historier var løgn eller i det mindste pyntet meget på. Man kan spørge, hvorfor jeg synes, det er en af de imponerende ting ved denne her bog, og jeg skal forsøge at forklare hvorfor. Jeg elskede at det ikke var en øjeblikkelig åbenbaring for karaktererne, men en proces. En proces, der ikke er helt færdig da bogen slutter. Og så er jeg sikker på, at en af grundene til, at jeg synes det er så godt er, at specielt Eshri helt tydeligt godt kan se, at det eksempelvis ikke kan være rigtigt at overfalde et andet menneske på grund af hans seksualitet, eller de racistiske holdninger til og historier om de andre folkeslag. Jeg tror, med denne forståelse, der på trods af karakterernes følelser er svær at indse og acceptere, at Sidsel Sander Mittet berører noget meget vigtigt.
“Det var ikke, fordi jeg ikke troede på hans fortælling… Det gjorde jeg nemlig, dybt i mit inderste troede jeg på alt det, han sagde, men jeg ønskede brændende, at jeg ikke gjorde.”
Rent blod præsenterer ikke kun en lang række meget forskellige hovedpersoner – forskellige på mange måder, ikke kun den indlysende køn, men også race , seksuel orientering og meget naturligvis deres måder at se på livet, verden og deres position i den. Vi får kun to af karakterernes synsvinkel, to som på mange måder ikke kunne være mere forskellige. Men selvom Korau og Eshri er meget forskellige, fungerer deres personligheder fint sammen – og som fortællere var det min opfattelse, at de supplerede hinanden godt. Tilfældigvis, eller ikke så tilfældigt igen, var de også de karakterer, jeg bedst kunne lide fra denne bog. Men der er mange karakterer at holde styr på og selvom vi kun hører fra Eshri og Korau, skal det ikke forstås som at de andre karakterer falder i baggrunden og bliver flade.
Men hvad jeg virkelig savner i denne bog, er mere af en forklaring af den verden, de lever i. Kortet i begyndelsen af bogen er dog en fin hjælp til at følge med i, hvorhenne karaktererne befinder sig, både på øen Raudra og fastlandet. Der er nævnt en masse af racer eller folkeslag ved og deres specifikke fysiske træk, som regel hud-, hår- og/eller øjenfarve, men ikke meget andet. Jeg håber der vil være mere om de ikke-morikaneske folkeslag i de næste bøger.
Alt i alt, som jeg sagde, kunne jeg faktisk virkelig godt lide denne her bog. Jeg blev ikke blæst væk af den, som jeg havde håbet, men i mening har Sidsel Sander Mittet skrevet en stærk start på en lovende serie og jeg ser frem til at læse mere om Korau, Eshri og de andre.
Fin anmeldelse – men det er selvfølgelig klart, at du ikke får alt serveret på et sølvfad i den første bog 😉 Du får mere viden om det hele i de næste to bøger.
Det ved jeg, har allerede læst den næste bog 😉 men med så mange forskellige folk, ville det have været rart med et tydeligere forhold på kryds og tværs, hvad der jo så også kommer. Det er nok mest en personlig præference, at universet bliver bygget op før historien for alvor tager fart – men som du siger, det behøver skam ikke være på et sølvfad eller det hele på en gang. Denne gang var det bare ikke nok, det blev hurtigt forvirrende med en masse navne, man ikke kunne sætte mere på. Men ved da, at det bliver bedre. 🙂