The Titan’s Curse (Percy Jackson and the Olympians #3) af Rick Riordan

The Titan’s Curse (Percy Jackson and the Olympians #3) af Rick Riordan. Udgivet af Disney Hyperion Books i 2014, originalt udgivet i 2007.

 

Læs min anmeldelse af The Lightning Thief og Sea of Monsters.

 

I denne tredje bog om Percy Jackson og de andre sønner og døtre af de græske guders eventyr bliver vi som læsere præsenteret for endnu en fantastisk og morsom historie. Percy, Annabeth og Thalia er blevet tilkaldt af Grover – han har fundet to nye demi-guder og på den måde for vi introduceret min yndlingskarakter i hele Percy Jackson universet: Nico di Angelo.

 

Selvfølgelig går det galt for Percy og hans venner. De er demi-guder og som Percy ofte bemærker, hvor sarkastisk han end måtte være, så betyder det altså, at tingene ofte ikke går som planlagt. At løbe ind i mytiske monstre og evigt besværlige guder er normalt og The Titan’s Curse er ingen undtagelse.

Historien fortælles i samme stil som de foregående to bøger, selvom der sker en masse og tempoet er højt, er der ikke skruet ned for humoren i denne her bog. Faktisk vil jeg mene, at det er lige omvendt, der er nærmest endnu mere at grine af end i de andre bøger. Percy er lige så sarkastisk som altid og kommer med dumme kommentarer, så på den måde er han som han altid har været. Og som vi elsker ham. Men jeg vil også mene, at han er en anelse, bare en anelse, for egoistisk af en dreng på hvad, 13? Næsten 14? Jeg forstår ham godt, og jeg ved fra tidligere læsninger, at hans store fejl jo netop er, at han ikke kan lade være med at forsøge at redde sine venner – koste hvad det vil. Og jeg siger ikke for meget ved at sige, at det bliver meget aktuelt i The Titan’s Curse.

 

The Titan’s Curse er ud over at være et fantasyeventyr for børn også en bog der kraftigt berører problematikken om det frie valg. I en verden hvor profetier bliver til virkelighed – ofte på en måde, man ikke havde set komme – er forestillingen om personlige valg ikke kun sat på spidsen, men som med de andre bøger synes jeg, der bliver illustreret, at nogle gange er det de små valg, der kommer til at afgøre det hele. Nogle gange kan man bare ikke se konsekvenserne af valget, godt eller dårligt, nogle gange møder man de voldsomste konsekvenser med hovedet oppe. Og nu og da tager man et valg og påtager sig bevidst hele byrden selv.

Jeg sagde at bogen var sjov. Der bliver introduceret et væld af nye karakterer, blandt hvem jeg virkelig elsker Zoe Nightshade. Selvom hun er rimelig irriterende det meste af bogen. Med Zoe får v’i også introduceret et alternativ til Camp Half-blood. Selvom jeg synes, det er helt rigtigt at der bør være et alternativ – og at der helt sikkert er basis for det i den græske mytologi – så ved jeg ikke, om jeg synes om dette alternativ.

 

Men når det kommer til det morsomme, så er det i særdeleshed Apollo, der står for denne. Han er gud for profetier, jovist, men også poesi. Dårlig poesi. Men det så dårligt, at det er svært at lade være med at grine.

 

Jeg vil sige, at The Titan’s Curse er en af mine favoritter blandt alle de af Riordans bøger, jeg har læst. Den er sjov, den er hurtigt læst, men den lægger også op til at der snart vil ske noget stort.