Sandsnogens bid (Krøniken om Morika #1) af Sidsel Sander Mittet. Udgivet af Facet i 2016.
Tusind tak til Facet for anmeldereksemplaret! Alle meninger, holdninger og tanker er mine egne.
Jeg har tidligere anmeldt Rent blod og Vildhunden og panteren, de første to bøger i Morika-trilogien, til hvilken Krøniken om Morika er en prequel serie.
Århundreder før Morika trilogien udspiller sig og vi lærer Eshri, Korau og de andre at kende, ser verden meget anderledes ud. Og nu skriver jeg verden og ikke Morika og det er helt med vilje. 600 år før er det nemlig stadig hilaerne, der har magten i landet og de mange morikanske folkeslag, der forsøger at skabe sig en ny tilværelse der. I denne tid udspiller der sig en historie, som senere skal gå hen at blive både Morikas mest fantastiske myte og største tragedie. Og faktisk har vi allerede hørt om historien, i hvert fald kort, i Rent blod og af samme grund vil jeg helt klart anbefale, at man læser Morika trilogien først, selvom det ikke er et minus, at man ikke har læst den, før man går i gang med Sandsnogens bid – det er jeg selv ret sikker på, jeg har nemlig endnu ikke læst Morika trilogien færdig.
I Sandsnogens bid møder vi den 16-årige Itua, en ung morikansk pige, som på ingen måde har tænkt sig at lade andre styre hende og det selvom det bemærkes flere gange, at det morikanske samfund er patriarkalsk, det er mændene der har de ledende stillinger, som bestemmer i hjemmet og i samfundet og i vid udstrækning også på bekostning af kvinderne. Sammen med hende fortælles historien også af den jævnaldrende kriger Aaton, en hila af to slægter, som ellers aldrig blander sig, og som derfor føler sig udstødt af sin egen slægt. De to kunne ikke være mere forskellige, eller komme fra to mere forskellige baggrunde, men Krøniken om Morika, der begynder med Sandsnogens bid, fortæller historien om, hvordan disse to unge mennesker mødes og hvordan deres liv og skæbner sammenflettes.
“Med et hadede jeg mig selv for at have provokeret Taurh til slåskamp og for at have hånet Aura. Det var barnligt, men hvad skulle jeg ellers lave? At brodere og stirre ud af vinduet dagen lang var ikke et liv. Nogen gange ønskede jeg at blive gift blot for at få lov til at bestemme lidt selv.”
Hands down, jeg er vild med denne her bog. Dengang jeg første gange læste Rent blod, blev jeg meget fascineret af det tydeligt store arbejde Sidsel Sander Mittet havde udført for at skabe Morikas historie og myter oven i dets geografi og folkeslag. Og selvom det ikke er det, der er fokus på i den bog, nød jeg at læse genfortællingen af sagnet om Itua og Aaton. Og så kommer Sandsnogens bid! Og pludselig bliver denne historie om mod og kærlighed, selvopofrelse og tolerance til langt mere end en myte. Så egentlig kunne jeg slet ikke vente med at læse den. Og da jeg først gik i gang, var den svær at lægge fra sig igen. Der sker hele tiden noget, så det er bestemt ikke en bog, der er langtrukken eller kedelig.
Forskellene på morikanerne og hilaerne er store. Og ligesom i den oprindelige serie, er der ikke en side, der er entydigt god eller ond, hvilket jeg holdt rigtig meget af, for selvfølgelig er ikke alle morikanere, eller alle hilaer, ens og med de samme holdninger til alting. Så jeg kan godt forstå at Itua har svært ved at finde ud af, hvem hun skal være loyal overfor, hvilket også er en af de ting, jeg virkelig godt kunne lide ved denne her bog, nemlig karaktererne. Aaton og Itua er selvfølgelig hovedpersonerne og det er igennem deres øjne at vi ser historien udvikle sig og fungerer rigtig godt som makkerpar i det henseende, måske fordi de er så udpræget forskellige. Jeg er specielt vild med Itua, der tilsyneladende ikke har ladet hendes opvækst fratage hende hendes egne meninger og holdninger, også selvom hun som kvinde ikke har meget at sige blandt morikanerne. Men det lader hun sig ikke stoppe af og selvom hun kun er 16 år, forsøger hun at gøre det rigtige for både morikanere og hilaer. Men Aaton var nok den, der for alvor vandt mit hjerte. Han forsøger ikke bare at gøre det rigtige, men det, der er bedst – ikke altid for ham selv, men især for Itua, Der er naturligvis en del andre karakterer, der på lignende vis helt tydeligt har deres egne personligheder og mellem et aldrig-stillestående plot og et mindeværdig karaktersammensætning var det ikke svært for mig at blive helt opslugt af bogen, indtil siderne slap op og jeg hungrede efter mere.
“Altet var så nærværende, at jeg havde kraft til at gøre, hvad jeg ville. Lige nu var det ikke meget. På et tidspunkt måtte jeg tilbage til de andre, men ikke nu. Mine blodårer, mit hjerte, selv mine knogler tiggede mig om at blive liggende, Nyde livet.
Det lykkedes, men ikke mere end et par hjerteslag. Som en stålgrå skygge kom tvivlen snigende.”
Sandsnogens bid er nok min yndlings af de bøger af Sidsel Sander Mittet, jeg har læst indtil nu. Jeg ser den som en stærk udvidelse af Morika-universet , hvor der bliver taget hånd om nogle af de myter og historier, man kan fornemme i den første serie og stadig sin egen. Og jeg glæder mig til at kunne læse videre om Itua og Aatons skæbne i det land, der en gang skal blive til det Morika, jeg kender og holder af fra bøgerne om Eshri og Korau.
Sandsnogens bid udkommer fra Facet i dag!
Den er bare herre god!
Mittet har virkelig skabt noget særligt med sine bøger om Morika! <3
Den er nemlig vildt god!
Jep, det må man sige. <3