Som sendt fra himlen (Losting It #2) af Cora Carmack

Som sendt fra himlen (Losing It #2) af Cora Cormack. Udgivet af LOVEBOOKS i 2016, originalt udgivet i 2013. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.
 
Læs min anmeldelse af den første bog her: Som stjernerne står.
 
I Som sendt fra himlen følger vi Cade, en af sidekaraktererne fra den første bog og så Max, der egentlig hedder Mackenzie. Cade har det ikke let, han er flyttet til en ny by for at tage sin kandidatgrad i drama, men intet er som han havde regnet med. Det med skolen er ikke så let, når alle andre har flere års arbejdsmæssig erfaring og det bliver absolut ikke lettere for Cade at finde sig til rette i Philadelphia, når han hele tiden mindes om Bliss og Garrick, der også bor i byen. Men Cades liv forandres, da han møder Max. Max’ liv er noget rod. Hendes forældre ser gerne, at hun slår sig ned med en sød og pæn fyr, men Max vil hellere spille musik, farve sit hår i skrigende nuancer og de skal i hvert fald slet ikke vide noget om hendes mange tatoveringer. Så da forældrene dukker op på uanmeldt besøg, må hun tænke hurtigt, hvis de ikke skal møde hendes kæreste, som de absolut ikke vil synes om. Og så får hun øje på Cade og får en idé.

“Vi havde kendt hinanden i ti dage. Jeg kiggede på uret, og det viste 3:00. Så teknisk set elleve dage, men stadig … elleve dage. Til sidst hade han set på mig på en måde, som ingen anden mand nogensinde havde gjort. Jeg kunne ikke engang sætte ord på, hvad det havde gjort ved mig.
Det havde fuldstændig ødelagt mig.
Det havde været så ærligt og råt, at det fik resten af mit liv til at føles falsk og ubetydeligt i sammenligning. Alt var ved at ændre sig for hurtigt.”

I modsætning til den første bog Som stjernerne står havde jeg ikke rigtig nogen reservationer med hensyn til denne her bog. Den handler ikke om en pige, der forelsker sig i sin underviser eller noget andet der kunne gå hen og skabe problemer. Den handler om to mennesker, der bliver draget mod hinanden, selvom ingen af dem havde regnet med, at det ville ske. Jeg var fra første side opslugt af historien, jeg ville vide mere om Max, som jeg hele vejen igennem følte mig meget knyttet til og mere om Cade. Jeg vidste ikke, at han ville være hovedpersonen i denne her bog, men det fungerer så godt, specielt fordi vi stadig får glimt af Bliss og Garrick, men kun glimt. Det her er ikke deres historie, den hører til i Som stjernerne står. Det her er Cade og Max’ historie og den er vidunderlig. Den er ulykkelig og håbefuld, den er forvirrende, mindre sød end den første og mere rå. Den er oplivende og hjertevarmene og noget så god. Så meget, at jeg i øjeblikket efter at have læst den blev nødt til at tage den første op til genovervejelse og ændre min rating af den bog, for denne her fortjente uden den mindste tvivl 5 hjerter.

“”Og hvis de ikke kan se, hvor fantastisk du er, så er de blinde.”
Jeg sank, og min hals føltes øm. Jeg vidste ikke, hvad jeg nogensinde havde gjort for at fortjene ham. Jeg vidste ikke, hvorfor han overhovedet ville nærme sig nogen så giftig som mig, men jeg var taknemmelig.”

Som sagt, havde jeg meget meget svært ved ikke at føle mig tæt knyttet til Max og der var så mange ting, både af dem hun sagde og dem hun tænkte, der gik lige ind hos mig. Og jeg nød at læse denne her bog så meget, netop fordi den tog nogle store ting, nogle vigtige ting op, så det blev meget mere end en sød fortælling om modsætninger, der mødes. Det blev en gribende historie om at give kærligheden en chance, også selvom den måske ikke er lige der, hvor man forventede at finde den. Men også om at give sig selv en chance. I stedet for at være den, alle vil have, så være den, man selv gerne vil være. Og turde lukke andre ind. Jeg har virkelig svært ved at sætte de helt rigtige ord på denne her bog og jeg glæder mig utroligt meget til at læse den sidste bog, for Cora Cormack skriver skønt om nogle karakterer, der er så spændende at følge, fordi det føles ægte.

“”Du tager fejl. Du kan ikke ødelægge mig, for alt ved dig gør mig bedre. Du får mig til at tage chancer og træffe modigere valg. Du gør mig mindre optaget af at være perfekt og mere optaget af at være ægte. Du giver mig lyst til at være frygtløs.””

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.