Lørdag på BogForum i år var et puslespil, der skulle gå op. Det er som regel den dag, der er mest fart på, den dag jeg har mest travlt og i år var absolut ingen undtagelse. Derfor kommer dette indlæg også til mest at handle om de ting, jeg havde på programmet og ikke så meget om alle de ting, jeg så, de mennesker, jeg mødte. Men altså, efter nogle få timers tiltrængt søvn, var vi tilbage i Bella Center lørdag sådan forholdsvist tidligt. Inden et af dagens, hvis ikke weekendens højdepunkter, ville jeg nemlig godt lige nå at så signeret min udgave af De syv søstre af Lucinda Riley. Hun er ikke en forfatter, jeg er bekendt med i forvejen, men jeg har sådan en lille Jojo Moyes-agtig fornemmelse omkring hende, så jeg glæder mig til at få tid til at dykke ned i hendes flotte lyserøde bog. En bog, der i øvrigt matchede min kjole den dag, hvilket hun gladt pointerede og jeg grinte af en godt stykke tid bagefter. Jeg nåede lige at fange det sidste af et interview hun gav, før jeg smuttede ned for at stå i kø til signeringen, hvilket kun gjorde mig mere interesseret i bogen. Og så må vi se, hun fortalte nemlig, at hun samler interessante navne og beholdt den post-it, jeg havde skrevet mit navn på, for at gøre det lettere for forfattere (især udenlandske) at skrive det rigtige navn.
Som sagt var det her lige før en af dagens og weekendens højdepunkter, nemlig Patrick Ness. Grundet fredagens filmvisning, måtte Marie og jeg gå glip af det interview, han gav den dag og selvom vi fik mulighed for at opleve ham efter filmen, glædede jeg mig alligevel rigtig meget til at høre dette interview, som ikke kun handlede om Monster, men også hans nyeste bog, Vi andre bor her bare – en titel han selv mente, han på ingen måde kunne lære at sige. Bogen tager sit udgangspunkt i spørgsmålet om, “have you ever noticed how protagonists or heroes in fiction, and especially YA, have the weirdest names?” (Renesmee?, åh, et stort latterudbrud fra publikum!) – og derfor valgte han at skrive om en Mike. En Mike, der ikke ønsker andet end at gennemføre high school og jeg synes det lyder som sådan et spændende koncept. Især fordi det er en tanke, jeg har set meget i bog-verdenen, især på Tumblr, om de elever på Hogwarts, der bare gerne ville bestå deres eksaminer, men hvert år måtte se et eller andet vidlt ske på grund af Voldemort og Harry Potter. Så det var en meget spændt Regitze, som satte sig ned i en af stolene for at høre det interview. Og det skuffede ikke på nogen måde. Ind til videre har jeg kun læst More Than This i forbindelse med mit bachelorprojekt – et faktum, jeg vist nok fik nævnt for Patrick NEss da han signerede mine bøger, hvilket han synes var ret sejt. Jeg fortalte ham også, at en af mine veninder havde skrevet om Monster, men jeg tror, han troede jeg havde, for det står der i hvert fald i min bog. Men jeg elsker det på en eller anden fjollet måde. Allerede før BogForum mente jeg, at Patrick Ness var en af mine litterære forbilleder. Også selv om jeg ikke har læst så meget af ham, men fordi jeg også godt kan lide den måde, han interagerer med sine fans. Og det var derfor helt særligt at møde ham.
Efter dette hjdepunkt gik vi mest rundt og kiggede lidt, indtil vi kom forbi Plusbogs stand, hvor de gjorde klar til at udnævne vinderen af Danish Book Blog Award 2016. Så det blev vi naturligvis og så og mens vi ventede nåede jeg at hilse på en del andre bogbloggere, hvilket altid er enormt hyggeligt. Efter en rigtig fin tale, blev Rikke udnævnt til vinderen, hvilket jeg synes er fuldt fortjent! Senere var vi i øvrigt forbi LOVEBOOKS henne ved Lindhardt og Ringhofs stand og fik mulighed for en rigtig hyggelig snak om deres bøger, hvoraf jeg næsten har læst dem alle efterhånden. Det kan også godt være, at det var før Plusbogs-arrangementet, midt på lørdagen er det som om det hele flyder lidt sammen for mig, måske fordi vi havde så travlt og bare gik fra sted til sted hele tiden.
Efter en virkelig hyggelig frokost – og en tiltrængt sidde-ned pause, sammen med Maries mor og mormor, havde vi rimelig meget på programmet inden for meget kort tid. Jeg havde i hvert fald.
Vi havde nemlig ret mange signeringer hos Arnold Buscks stand inden for en lille times tid. Først stillede jeg mig i kø til Linn Ullmann, som signerede De Urolige, en bog, jeg desværre ikke nåede at få læst før BogForum, men nu står den meget højt på min liste over bøger, jeg vil læse. Samtidig med at hun signerede, sad Anders Matthesen ved siden af og signerede sin bog, Ternet Ninja. Så jeg gik direkte over i den kø bagefter og den var uden tvivl den længste kø, jeg skulle komme til at stå i hele weekenden. Men det var helt klart det værd, efter at have været fan af ham i årevis, og jeg glæder mig virkelig meget til at læse Ternet Ninja, da jeg kun har gode minder om hans tidligere projekt Terkel i knibe. Fun fact: man kan ikke se det på billedet, men jeg er faktisk gået rimelig meget ned i knæ, for ikke at være utroligt højere end ham på billedet. Om det er mig, der er meget høj, eller ham der ikke rigtig er så høj, skal jeg ikke sige. Men det er nok begge dele. (øjeblikket røg i øvrigt på instagram samme dag, lige som mit møde med Patrick Ness og mit senere møde med den elskelige Audrey Carlan).
Jeg fik en tiltrængt siddepause, og en sodavand før jeg gik helt sukkerkold, mens Marie fik signeret sin udgave af den kogebog, den amerikanske ambassadør Rufus Gifford og dennes mand netop har udgivet. Men faktisk sad jeg der ikke ret længe. Der dannedes nemlig en ny kø og jeg var ikke i tvivl om, at det ville blive endnu en lang en.
Så vi stillede os i kø igen, denne gang med fire bøger under armen. Eller i hænderne. Jeg havde helt bevidst sørget for at tage alle fire bøger i Calendar Girl serien med, for at få dem signeret af forfatteren Audrey Carlan. Vi skulle ikke stå i kø særligt længe og ventetiden føltes meget kort, for Rufus Gifford var ikke gået endnu og mens de hver især signerede deres bøger, småsnakkede de med hinanden og det var så sjovt at stå og høre på, hvordan de snakkede sammen som om de havde været venner længe. Og jeg var ikke den eneste i køen, der grinte af “only in Denmark does an author of erotoc romance sign books next to the ambassador” og andre sjove kommentarer. Da det blev min tur til at få mine bøger signeret, følte jeg mig så starstruck, at man skulle tro det var løgn. Men Audrey var simpelthen så sød og let at snakke med og skrev de fineste små kryptiske hilsner i de forskellige bøger. Jeg har ladet mig fortælle, at det har noget at gøre med det, der sker i bøgerne. Og så med den sejeste lyserøde Sharpie, det kunne ikke have været mere perfekt. Og til sidst fik jeg naturligvis også taget et billede med hende.
Kort tid efter signeringen var der også interview med hende hos Lindhardt og Ringhof, som jeg småløb over til for ikke at komme for sent (jeg tror kun, jeg gik glip af introduktionen). Jeg måtte nemlig også lige forbi Tellerups stand for at få min udgave af Lene Dybdahls nye bog, Skyriel, signeret. På det tidspunkt havde jeg også helt selv mistet overblikket over, hvor mange bøger, jeg havde fået signeret i løbet af dagen. Men alle som en af de forfattere, jeg mødte (den dag og hele weekenden) var så rare og imødekommende, at det ikke gjorde noget, at det nogle gange var lidt tungt at bære på eller lidt lang tid at stå i kø.
Det her interview var et af min weekends andre højdepunkter. Jeg elskede hvor blandet publikum var og jeg tror de fleste var meget optaget af det levende og morsomme interview, hvor Audrey blandt andet fortalte med interessant om det at skrive erotic romance, til forskel fra erotica, og hvordan hun har fået henvendelser fra læseres mænd, som takkede hende. Jeg havde intet problem med at forestille mig dette og jeg tror ikke, jeg holdt op med at smile, eller direkte le, under hele interviewet. Det var helt sikkert det værd at føle, at jeg havde løbet rundt hele dagen for at nå alt andet, så jeg kunne sidde og nyde det interview.
Til slut nåede vi faktisk et programpunkt, som vi var begyndt at overveje, om vi skulle skubbe til søndag. Men i selskab med Nikoline traskede vi ned mod Rosinante&Co.s store stand, hvor vi nåede at høre det sidste af interviewet med Sofi Oksanen, før hun signerede bøger. Jeg har kun læst en af hendes bøger, og det var i forbindelse med studiet, men det var alligevel noget særligt at få en af hendes meget fine, og ret specielle, autografer i min udgave af Renselse.
