NaNoWriMo 2016 – skriveupdate #3

Behøver jeg sige andet?

I år var hårdt. I år var virkelig hårdt, NaNoWriMo-mæssigt. Der var meget dødvande, meget tvivl om, hvorvidt historien gik i den rigtige retning og nu og da en fornemmelse af, at det jeg havde skrevet slet ikke kunne leve op til den første, som selv om der ikke er andre, der har læst den (endnu!) er min personlige favorit af alt, jeg har skrevet. Og det er selvfølgelig fjollet, for NaNoWriMo er ikke beregnet til perfektion. Det er beregnet til at få ordene ud af hovedet og ned på papiret. At få skrevet noget og bekymre sig om at rette det bagefter. For du kan ikke rette en historie, der ikke er der.

Men det gik. Jeg genfandt noget inspiration, da der begyndte at komme ro på alt andet omkring mig. For det har i høj grad været det, der har forstyrret mi og forhindret mig i netop af få ordene ud. Meget af tiden kunne jeg ikke engang finde ordene.

I dag holder jeg stadig meget af historien. Den er ikke færdig endnu, jeg har skrevet en prolog og 28 kapitler, og hvis den skal have lige så mange kapitler som den første, så mangler jeg 23 og cirka 35.000 ord. Men det er okay. Det er faktisk rigtig godt. Jeg gik i gang med NaNoWriMo i år med minimal planlægning og det er ikke en strategi, der rigtigt fungerer for mig. Jeg har efterladt karaktererne kort efter en forløsende oplevelse, der løste en af karakterernes problem helt tilbage fra den første bog. Den store sag mangler stadig og jeg er slet, slet ikke færdig med denne her bog, disse karakterer eller det her univers. Men jeg tror, en tænke pause er en god ting. Så jeg kan få styr på trådene og forberede mig bedre på at skrive den sidste del.

Når jeg har været til eksamen. Ind til videre lader jeg de 50.000 ord stå og kan ikke lade være med at være noget så sindssygt glad for, at jeg ikke gav op (hvilket jeg overvejede), at jeg ikke endte med at hade historien så meget, at jeg ikke gad arbejde seriøst på den. Og nu vil jeg finde en måde at fejre det på!