“The Strange Case of Dr Jekyll and Mr Hyde” i Dr Jekyll and Mr Hyde with The Merry Men and Other Stories af R. L. Steveson. Udgivet af Wordsworth Editions Ltd. i 1993, historien blev første gang udgivet i 1886.
* rating er af bogen som helhed, men jeg ville nok give 5 hjerter til denne her historie, det er de andre, der ikke har helt samme effektfulde fornemmelse.
Historien om Dr Jekyll and Mr Hyde er kendt i mange former og ikke mindst igennem mange medier. Men faktisk fortælles historien på en helt særlig måde, nemlig igennem oplevelser, der genfortælles enten til en bekendt eller igennem en nedskreven gennemgang. Og den egentlige historie fortælles igennem Mr Utterson, advokat og Dr Jekylls ven igennem mange år. Igennem hans øjne følger vi, hvordan han først hører om manden, der bliver kaldt Edward Hyde og man langsomt hører om, hvordan denne for de fleste ukendte mand har hang til unavngive “vices”, og hvordan Utterson prøver at finde ud af, hvordan sådan en usympatisk og senere også kriminal mand er forbundet med Dr Jekyll.
“Quiet minds cannot be perplexed or frightened but go on in fortune or misfortune at their own private pace, like a clock during a thunderstorm. ”
Som jeg sagde, så er historien ikke ukendt. Faktisk husker jeg tydeligt, at den første gang jeg stødte på historien om en god person, der bliver splittet i to og får en helt igennem ond dobbeltgænger, var i en Mickey Mouse tegneserie af alle steder. Nu genlæser jeg den omtrent hvert år i oktober, ligesom Bram Stokers Dracula, for de har begge to det til fælles, at de emmer af uhygge og gru, på en måde som er så menneskelig, at jeg ikke kan lade være med at blive fascineret. Og selv om det ikke er første gang jeg læser historien, bliver jeg alligevel stadig grebet af den. R. L. Stevenson formår på meget få sider at fortælle en historie, der kyber ind under huden på mig og selv om jeg godt ved, at Jekyll og Hyde er den samme person, er det stadig let at mærke, at Stevenson virkelig har gjort meget for, at man netop ikke skal vide det. Og det har sikkert virket, dengang den først så dagens lys, men efterhånden er selve fænomenet “Jekyll & Hyde” gået hen og er blevet et sådant et udbredt udtryk om radikalt skiftende personlighed i en given/givne situationer, at jeg tror, de fleste kender lidt til denne del af historien, også hvis de ikke har læst bogen.
Men for mig tager det ikke noget væk fra bogen, at jeg kender forklaringen på Uttersons spørgsmål og ved, hvordan den slutter. Jeg nyder at genlæse den alligevel og bide mærke i de små detaljer i beskrivelserne, For R. L. Stevenson har skabt en historie, der virkelig spiller på nerverne, når man læser den.
Der er rigtig mange måder, man kan vælge at tolke bogen på, en virkningsfuld skildring af menneskets gode og dårlige sider, som noget, der er i os alle, er blot en af dem. Man kan også vælge at gå til den med en vinkel, der ser mere på samfundets til tider dobbeltmoralske holdning til mange spørgsmål, især på Stevensons egen tid, og der er sikkert mange andre indgange, jeg ikke selv har tænkt over. Og det er måske derfor, jeg så godt kan lide denne her bog. Den hadefulde, og let-at-hade Mr Hyde og den på mystisk vis forsvindende, men i alles øjnene elskelige Dr Jekyll er karakterer, som de fleste kender, men bogen rummer mange måder at se dem på. Den italienske forfatter Italo Calvino har sagt “A classic is a book that has never finished saying what it has to say” og for mig er The Strange Case of Dr Jekyll and Mr Hyde netop sådan en bog.