Ståhjerte (Fortropperne #1) af Brandon Sanderson. Udgivet af DreamLitt i 2015, originalt udgivet i 2013. Læst på dansk, originalt skrevet på engelsk med titlen Steelheart.
Bogen blev sponsoreret af forlaget til bogbloggertræf 2015.
Som barn ser David sin far blive myrdet. Det var før, de vidste, at de episke var onde. Før de vidste, at superevner ikke gør en til en superhelt. Nu er David blevet voksen og han har en eneste mission: at dræbe den episke, der dræbte hans far. Stålhjerte. For at gøre dette, beslutter David sig for at forsøge at slutte sig til Fortropperne, en hemmelig og ikke så let opsporet gruppe af almindelige mennesker, hvis mål er at udrydde de episke. Sammen med dem har David måske en chance for at gøre noget ved den usårlige Stålhjerte, der har taget magten over byen. For David ved noget, som ingen andre ved. En hemmelighed, han har gemt på siden han var barn. En hemmelighed, der kan blive Stålhjertes endeligt og Davids eneste chance.
“Jeg ved bedre end nogen anden, at der ikke kommer nogen helte og redder os. Der findes ingen gode episke. Ingen af dem beskytter os. Magt korrumperer og ultimativ magt er lig med ultimativt fordærv.”
Jeg læste Stålhjerte i et væk, Det er sådan set ikke hverken noget nyt eller noget sjældent for mig, det sker tit når man læser hurtigt. Og når man bliver fanget af en bog, hvilket man roligt kan sige, at jeg blev af denne her. Der er tempo på fra starten af, fra første sætning “Jeg har set Stålhjerte bløde”, og det fortsætter hele vejen igennem. Man kunne frygte, at det ville blive for meget, men i min oplevelse af bogen kom det snarere til at føles som om, jeg var en del af Fortropperne, at jeg var med når de farede rundt i Newcagos mørklagte gader eller sneg sig rundt i deres hemmelige skjulested i undergrunden. Der er sjældent et rigtigt roligt øjeblik i bogen, men det fungerer så godt. Det fungerer, fordi Brandon Sanderson er virkelig dygtig til at fortælle en historie, og fortælle den på den måde, så jeg i hvert fald ikke kunne få mig selv til at lægge bogen fra mig, før jeg havde vendt den sidste side.
Onde superhelte? Jo tak. Der findes utallige af historier om almindelige mennesker, der har fået superevner og bruger dem i den gode sags tjeneste. Det er ikke tilfældet her, så er I informeret. De episke, som de bliver kaldt, er folk med superevner, men uden den mindste smule medmenneskelighed eller godhed i sig. De kan gøre hvad de vil, det har De Splittede Staters tidligere regering besluttet og de gør det. Vi følger i bogen den 18-årige David, som har brugt næsten hele sit liv på at studere de episke, siden han som 8-årig så sin far blive myrdet af Stålhjerte, den dag Stålhjerte overtog magten i byen. Hans mål er Stålhjerte, men han studerer alle, han kan komme i nærheden af, alle han hører rygter om. Da bogen åbner, skal David til at iværksætte sin plan om an finde Fortropperne, en gruppe af almindelige mennesker, hvis eneste mål er at udrydde de episke en efter en. Og David er en virkelig sød hovedperson, jeg har set mange på engelsk kalde ham “adorkable” og der findes virkelig ikke noget godt ord på dansk der dækker. Han er fast besluttet på hævn, det er det eneste han vil have, og alligevel er der mere i ham. På trods af det ene ønske og en opvækst som arbejder på en våbenfabrik, er han ikke blevet en indelukket og bitter person. Tværtimod er han ret morsom, især når han forsøger sig med metaforer, som virkelig ikke er hans stærke side. Jeg ved ikke, om det udelukkende skyldes oversættelsen, men nogle af dem fungerede slet ikke, så dårligt, at de ikke engang var morsomme.
Men David er ikke den eneste karakter og i denne her bog er det nok især de forskellige medlemmer af Fortropperne, som jeg virkelig endte med at holde af. Selvom de alle sammen er en del af denne gruppe, er det helt tydeligt at de har forskellige personligheder og selvom det er Davids synspunkt det hele, lader Sanderson alligevel de andre karakterer stå tydeligt frem.
“Vi satte vores lid til en kun delvist forstået teknologi bygget ud fra studier af mystiske væsner, der ikke engang selv vidste, hvordan de kunne gøre, som de gjorde. Vi var som døve mennesker, der forsøgte at danse til en rytme, vi ikke selv kunne høre, længe efter musikken var stoppet. Eller…. Vent. Jeg ved ikke, hvad det overhovedet skulle have betydet.”
Idéen om de episke fascinerer mig i sådan en grad, at det særligt var derfor, jeg først åbnede bogen. Og Brandon Sanderson gør virkelig meget ud af at forklare og beskrive de episke og deres evner, til den grad karaktererne forstår dem. For der er meget omkring tilblivelsen af de episke, som ingen kender til. Det er dog ikke det store spørgsmål i bogen, det er at få ram på Stålhjerte.
Denne her bog har virkelig mange ting at byde på, udover et persongalleri, der virkelig er godt skruet sammen, et vanvittigt tempo og et matchende plot og ikke mindst en hel del mere filosofiske spørgsmål. De sidste gives der ikke noget endegyldigt svar på, hvilket jeg meget godt kunne lide, idet de mere lægger det ud til læseren. Brandon Sanderson er god til at snyde sine læsere, til bevidst at føre dem ned af en vej, mens det der i virkeligheden sker er noget helt andet. Jeg er spændt på at læse den næste bog i serien, især efter slutningens rimeligt store afsløring. Så jeg er glad for, at jeg allerede har Ildkamp stående og gør mig klar til at møde flere episke og måske komme nærmere på en forklaring på deres opståen – og spørgsmålet om, om Davids far har ret – vil heltene komme?
“Nogle gange må man hjælpe heltene på vej.”
'STÅLHJERTE ER. BARE. SÅ. F***ING. GOD!
Hvor er det fantastisk, at du også har nydt den!
Den er så god! Er gået i gang med at genlæse Ildkamp, da det gik lidt stærkt sidst – og vil jo godt lige have den læst, før Kalamit udkommer 🙂