Blandede bolsjer | Læseliste #2

En ny måned er startet og det betyder, at jeg har samlet mig en ny lille læseliste. Jeg nåede ikke alle, jeg havde sat på til marts, ikke fordi jeg ikke fik læst, men fordi jeg fik læst en masse andet. Og derfor er jeg stadig optimistisk med hensyn til mit lille projekt her. Aprils læseliste er en meget blandet stak, hvilket jeg tror bliver en god ting: så er der noget til et hvert humør. Og når jeg ser på dem, ved jeg slet ikke, hvor jeg skal starte og ende.
 
  • Ti små åndedrag af K. A. Tucker.
    Denne her New Adult roman kommer på det helt rigtige tidspunkt. Jeg har for alvor fået øjnene op for denne her “genre” eller aldersgruppe, så jeg er glad for at se, at der dukker flere og flere op, både af udgivelse og af omtale. Bogen handler om Kacey, der efter en forfærdelig ulykke forsøger at finde en ny start og et nyt liv. Naboen Trent hører ikke ligefrem med til hendes planer, men han er heller ikke til at komme uden om. Jeg ved faktisk ikke mere om bogen end det, men jeg må indrømme, at jeg er spændt. Jeg håber lidt på en skøn historie, der giver en troen på både romantik og livet. Uden at lægge pres på bogen.
  • Den dag jeg glemmer af Adam Silvera.
    Der findes ikke en god grund til, at jeg ikke har læst denne her bog endnu. Jeg følger forfatteren på Twitter og Instagram og når jeg hører andre omtale bogen, kan jeg ikke lade være med at tænke “den burde jeg også tage hjem og læse”. Idéen om et frivilligt hukommelsestab både fascinerer og skræmmer mig, og jeg håber virkelig på, at bogen kan leve op til de ord, jeg har set den få med på vejen.
  • Skyriel af Lene Dybdahl.
    Er det kun mig, der synes, at det er begyndt at skyde frem med imponerende god dansk fantasy? Denne her bog er ret ny, så jeg har ikke set den samme voksende fanbase for den – endnu. For mit eget vedkommende glæder jeg mig til at se, hvad den har at byde på, da fantasy altid har været en af mine yndlingsgenrer og det er spændende at se, hvad folk finder på. Profetier, pirater, magikere, dybe hemmeligheder og søuhyrer – det er svært at vente.
  • Rød opstand af Pierce Brown.
    En dystopisk roman, der foregår på Mars? Jeg kan ikke mindes, at jeg stødt på noget lignende og som serie har denne her fået ret meget ros. Så jeg er ret spændt på at læse om Darrows liv og oprør, efter han finder ud af at Mars’ overflade allerede er beboelig og at hans kaste, Rød, bliver holdt som slaver af Gyldne. Jeg har også på fornemmelsen, at det bliver en serie, hvor jeg ville ønske, at jeg havde resten af serien med det samme.
Er der nogen bestemte bøger, I håber på at få læst i april? Eller har I læst nogen af dem, jeg gerne vil nå omkring?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.