Stolhed og fordom af Jane Austen. Udgivet af Lindhardt og Ringhof i 2015, oprindeligt udgivet i 1813 med titlen Pride and Prejudice. Læst på dansk, originalsproget er britisk engelsk.
Bogen blev sponsoreret af Lindhardt og Ringhof til bogbloggertræf i 2015. Alle meninger er mine egne.
England i starten af 1800-tallet. Stolthed og fordom fortæller historien om mr. og mrs. Bennets fem ugifte døtre, i tiden efter de to rige ungkarle mr. Darcy og mr. Bingley er flyttet til.
Da den næstældste datter Elizabeth møder mr. Darcy, synes hun, at han er både arrogant og indbildsk. Og da hun opdager, at han har stukket en kæp i hjulet for hendes søster Janes kærlighed til hans ven Bingley, vokser hendes modvilje til direkte afsky.
Men hvad hun ikke ved er, at mr. Darcy meget mod sin vilje er blevet betaget af hende og hendes kvikke tunge, og at denne betagelse er ved at udvikle sig til en alvorlig forelskelse.
STOLTHED OG FORDOM er en af verdenslitteraturens største kærlighedsromaner og en gnistrende satire over sladder og snobbethed i samtidens engelske middelklasse, hvor en mors eneste ambition var at få afsat sine døtre så fordelagtigt som muligt.
Er det muligt, at der er nogen i bogverdenen, nogen der har den mindste interesse i bøger og litteratur, som ikke kender til Jane Austen måske mest berømte roman? Er det overhovedet muligt, ikke at kende til den, selv hvis man ikke interesserer sig for litteratur, med dens over 200 år på CV’et og ikke mindst de mange filmatiseringer og lignende? Jeg tvivler. Selv om jeg aldrig havde læst historien, selv om jeg aldrig har set en filmatisering, kender jeg både til bogen, dens karakteristiske hovedpersoner Elizabeth Bennet og Mr Darcy og dens efterhånden ikoniske åbningslinje.
Stolthed er en meget almindelig svaghed. Den er i virkeligheden så uhyre almindelig, at den menneskelige natur har et ganske særligt anlæg for den, og at vi kun er meget få, der ikke går rundt med en følelse af selvbehagelighed på grund af en eller anden egenskab, der kan være ægte eller indbildt. Forfængelighed og stolthed er to forskellige ting, skønt ordene ofte bruges synonymt. En person kan være stolt uden at være forfængelig. Stolthed vedrører mere vores opfattelse af os selv, forfængelighed vedrører det, vi gerne vil have, andre skal tænke om os.
Så måske er det ikke sært, at jeg satte mig ned for at læse bogen med en slags ærefrygtig tøven. Det var der dog ikke nogen særlig grund til. Stolthed og fordom overraskede mig nemlig ved at være både en eller anden form for velkendt og ny. Regencyperioden er mig ikke ukendt og egentlig en af mine yndlingsperioder i britisk historie og som sådan var der derfor ikke svært for mig at se det samfund, Austen beskriver for mine øjne. Ligesom det heller ikke er den første af hendes romaner, jeg har læst og måske er jeg en anelse forudindtaget, eftersom Sense and Sensibility er en af mine yndlingsbøger. Men jeg kan godt forstå, at denne her bog er så berømt, og elsket, som den er. Tonen er både skarp og humoristisk, når hun fortæller de mange forskellige karakterers historie.
For det er virkelig et ret stort karaktergalleri. Og de var virkelig fantastiske, både på positive og negative måder, jeg hadede og elskede den selvsamme karakter og ofte af den samme grund. Mr Darcys frieri til Elizabeth er ret kendt, og det morede mig at læse scenen, samtidig med at den pirrerede min irritation ved netop at være så vendt på hovedet og egentlig ret langt fra et kompliment. Men det var alt det uden om, Elizabeths søstre og alle de andre, som for alvor gjorde bogen til noget særligt. Jeg måbede indvendigt over Lydia og Kittys opførsel, og følte en umådelig skuffelse over Jane og Mr Bingleys afbrudte forhold, selv om jeg vidste, det ville ske. Mr og Mrs Bennets ægteskab fyldte min mave med is, ikke fordi det var dårligt, men det virkede så fattigt. Der var så meget af plottet, som jeg ikke kendte til, så historien blev aldrig kedelig, selv når den blev langsommere eller karakterernes handlinger frustrerende. Jeg kan ikke huske, hvem der har sagt det, men jeg kan huske, at det er blevet bragt på banen på et af mine kurser i løbet af de sidste fire år: en klassiker er en bog, der aldrig holder op med at have noget at sige. Og jeg for min side, finder gang på gang glæde ved det, Jane Austens bøger har at sige og måden de siger det på.
Comments