Tag: TBR

 
Jeg så det her tag hos Frk Litteratur og selv om jeg ikke er blevet tagget, så vil jeg alligevel gerne være med, da jeg elsker tag-lege. Især emnet omkring TBR er ret spændende, da jeg for nyligt er begyndt på en ny måde at holde styr på mine bøger, efter i lang tid at have forsøgt mig med en TBR jar, med vekslende, men generelt ringe succes. Så her kommer mine svar.
 
Hvordan holder du styr på din TBR?
Mest på Goodreads. Min ‘to-read’ hylde er enorm, men jeg har en, jeg selv har lavet, der hedder ‘owns-and-not-read’, hvor jeg tilføjer alle nye bøger, der kommer ind på mine reoler og det er vel primært den, jeg bruger til at holde styr på mine ulæste bøger. Desuden har jeg skrevet samtlige titler på ulæste bøger ned på en liste, der ligger på min reol, så jeg kan strege en titel over, når jeg har læst den. På en måde er det lidt at gøre det dobbelt, men dels har jeg altid været glad for at lave to-do lister og strege ud og dels fungerer det faktisk meget godt til at holde styr på, hvor mange ulæste bøger jeg har, da det virkelig føles som som det er eksploderet på det sidste.
 
Består din TBR primært af fysiske eller digitale bøger?
Listen over bøger, jeg har, men ikke har læst, består næsten udelukkende af fysiske bøger. I det hele taget læser jeg meget få ebøger, da jeg enten skal læse dem på telefonen, hvilket driver mig til vanvid, eller på computeren, hvilket som regel er upraktisk.
 
Hvilken bog har været på din TBR i længst tid?
Jeg tjekkede Goodreads. Af dem, jeg har på ‘owns-and-not-read’, er det Anne Brontës The Tenant of Wildfell Hall, jeg har haft på “to-read” i længst tid, og af dem, jeg bare har markeret som vil gerne læse er det de sidste 6 bøger i Lemony Snicket/Daniel Handlers A Series of Unfortunate Events. De er blevet tilføjet, dengang jeg oprettede min Goodreads i 2013, og før det var det aldrig noget, jeg holdt øje med.
 
Hvilken bog er den nyeste tilføjelse på din TBR?
Det er Mischling af Affinity Konar, som er den seneste bog fra Gyldendals Bogklub, der kom ind ad min dør i sidste uge. Historien om to tvillingepiger, der havner i koncentrationslejr, i den specielle afdeling, hvor der blev udført eksperimenter på tvillinger og handicappede, og senere bliver adskilt før krigens afslutning er en bog, jeg næsten ikke tør læse, for jeg er helt sikker på, at den vil bringe tårer.
 
Har du en bog på din TBR som er der udelukkende pg.a. omslaget?
Det har jeg sikkert. Jeg kan ikke komme i tanke om en, jeg har stående, som jeg har valgt kun ud fra omslaget, men jeg har flere, hvor jeg synes omslaget er fantastisk.
 
Har du en bog på din TBR som du nok aldrig får læst?
Det tror jeg ikke. Dels kan jeg ikke se, hvorfor jeg ikke skulle læse de bøger, jeg har stående og dels har jeg næsten lige ryddet op i mine bøger og lagt dem til side, som jeg ikke vil læse igen. Til gengæld kan det sagtens være, at der er en bog eller to på selve min ‘to-read’ hylde, jeg aldrig får læst, den er nemlig meget stor.
 
Hvilken kommende udgivelse på din TBR ser du frem til at læse?
Release af Patrick Ness, Ursiderne af Nanna Foss, Akkanas gåde af Boris Hansen, bare for at nævne et par stykker. Jeg har sikkert flere.
 
Hvilken bog på din TBR har alle, bortset fra dig selv, læst?
Jeg har det som om at alle har læst A Court of Thorns and Roses af Sarah J. Maas og den står da også ret højt på min liste efter jeg har fået den hjem. 
 
Hvilken bog på din TBR anbefaler alle til dig?
Igen, A Court of Thorns and Roses er en, det lader til, der er flere, der synes, jeg bør læse meget snart. 
 
Hvilken bog ser du mest frem til at læse fra din TBR?
Det kan jeg på ingen måde give et ordentligt svar på. Jeg vil gerne læse dem alle sammen og jeg tror ikke, jeg kan vælge, hvilken en, jeg ser mest frem til. Logisk set ville det måske være den, jeg vælger at læse næste gang, men sådan kan man jo blive ved så. Jeg glæder mig til dem alle sammen.
 
Hvor mange bøger er der på din TBR-hylde på Goodreads?
I øjeblikket har jeg tilføjet 587 bøger til min ‘to-read’ hylde, hvilket er vildt, når man tænker på at jeg for ganske kort tid siden slettede 120 bøger fra selvsamme hylde.
 
Hvor mange bøger er der på din fysiske og/eller digitale reol?
På min fysiske reol står der i øjeblikket 580 bøger, hvoraf de 191 er ulæste ifølge Goodreads, så det er ikke så slemt igen. Jeg regner dog med at give et par stykker væk, når der er indsamling til Læs for Livet senere på måneden og så venter jeg på et par stykker, jeg håber på at bruge til mit speciale næste år. Så det udligner sig måske.
 
Hvordan ville jeres svar lyde?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.