April var en sær måned, hvor jeg faktisk ikke er så sikker på, hvad jeg har lavet. Tiden er fløjet af sted, for mig gik eksempelvis hele påsken med at læse til en eksamensopgave, som skal afleveres allerede om én måned, foruden et foreløbigt udkast. Det er slet ikke en måde, jeg er vant til at skrive eksamensopgaver på og egentlig noget, jeg har fundet ret besværligt. Jeg har spist ude med pigerne fra studiet og set familien, men egentlig har jeg mest været gearet mod studiet. Hyggelæsningen har jeg slet ikke følt, at jeg har haft tid til og endnu mindre overskud, men på en eller anden måde er det alligevel lykkedes mig at læse en del mere end jeg regnede med. Meget af det blev læst i sidste weekend, da der var årets første 24 timers readathon, og selv om det var en ret pludselig indskydelse, at jeg skulle være med, så gik det rigtig godt. Jeg går en maj måned i møde, der i den grad står i eksaminernes tegn, foruden at jeg snart skal have styr på situationen til næste semester. Men lige nu ser jeg tilbage på en april måned, der trods sin forsvindende natur var ret anstrengende.
Den allerførste bog, jeg læste, var Måske en dag af Colleen Hoover. Jeg har aldrig læst noget af hende før, men hun har fået ret meget ros for hendes smukke kærlighedshistorier rundt omkring og jeg var derfor ret spændt. Jeg var dog ikke specielt imponeret over slutningen, som desværre lidt ødelagde mit indtryk af bogen, men det har ikke forhindret mig i, at jeg gerne vil læse mere af hende. At man kunne lytte til musikken, der spiller en så stor rolle i bogen, var til gengæld noget helt nyt og unikt for mig og jeg nød de enkle, men effektfulde sange mens jeg læste. Dernæst læste jeg Femme Fatale af Guy de Maupassant, der fangede min opmærksomhed med dens titel, men novellerne der gemte sig bag, var en noget blandet fornøjelse.
Den bog, der måske rørte mig allermest i den forgange måned, var nok Den dag jeg glemmer af Adam Silvera, der fik mig til at sidde med tårer i øjnene flere gange og til sidst trillede de ned af mine kinder, mens jeg varsomt læste de sidste kapitler af bogen. Mest af alt mindede bogen mig om min oplevelse af Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe af Benjamin Alire Sáenz i den måde, den sneg sig ind under huden på mig og greb fast om mit hjerte. Jeg elskede den! Ind i mellem studielæsningen, og når jeg ikke kunne sove, gav jeg mig i kast med en bog, jeg har fået anbefalet i årevis. Jeg har nemlig langt om længe læst A Game of Thrones af George R. R. Martin. Jeg hørte den som lydbog og selv om bogen er et væld af karakterer og synsvinkler fungerede det alligevel. Dog vil jeg sige, at det ikke var alle dele, der var lige interessante, men jeg har på fornemmelsen, at det vil ændre sig i de næste bøger. Jeg har nemlig planer om at læse resten af serien, men eftersom den er langt fra færdig – og det har lange udsigter med de sidste to bøger, så vidt jeg har fået med – så har jeg ikke så travlt endnu. Desuden vil jeg hellere læse dem end høre dem som lydbøger, de er nemlig meget, meget, meget lange.
I anledning af, at det i april er Margit Sandemos fødselsdag, vidste jeg, at jeg gerne ville læse noget af hende, som jeg ikke havde læst før. Valget faldt på hendes selvbiografi Livsglæde, der på trods af at det er en genre, jeg absolut ikke bevæger mig ret tit, fangede mig. Den emmede af den samme magiske atmosfære som hendes andre bøger og hvis jeg ikke allerede fandt hende inspirerende som forfatter, menneske og kvinde, så gør jeg det nu.
Rød opstand af Pierce Brown har stået på mine hylder ret længe og egentlig forstår jeg ikke, hvorfor jeg ikke har læst den før. Jeg vil helt klart anbefale den til fans af dystopier, men også til fans af fantasy generelt. den handler om en koloni på Mars, men udvikler sig hurtigt til et næsten Hunger Games/Game of Thrones-agtigt spil alle-mod-alle, hvor man ikke engang kan stole på sine nærmeste allierede. Det var ikke en retning, jeg forventede at bogen ville tage, men jeg kunne faktisk virkelig godt lide det og jeg er virkelig spændt på, hvordan serien fortsætter. Desværre var jeg ikke helt så begejstret for Ti små åndedrag af K. A. Tucker, det helt store plot twist havde jeg set komme lang tid i forvejen og der ærgede mig, at jeg havde ret i det. Selv om jeg godt kunne lide de fleste af karaktererne og mange af elementerne i bogen, tror jeg især, at det var slutningen, der irriterede mig og det er egentlig trist, for det kunne have været en rigtig god historie. Jeg har læst Britannicus af Jean Racine mindst to gange allerede, det er nemlig til studiet og den eneste studiebog, jeg har registreret på Goodreads i april. Grunden til at jeg har læst den så mange gange er, at det er den tekst, jeg er ved at lave eksamensprojekt med sammen med en medstuderende, så jeg har efterhånden sat mig godt i stykket og dets historie. Det er ikke det mest aktionprægede drama, hvilket er lidt uvant, men jeg synes bedre og bedre om det jo mere jeg læser det.
Ind i mellem studiet, forelæsninger og lektielæsning har jeg fundet ud af, at det passer rigtig godt med Penguins Little Black Classics, der er lette at have i skoletaske og i det hele taget er meget overskuelige at læse i en travl hverdag. I april fik jeg læst Lips too chilled af Bashõ Matsuo, der er et udvalg af dennes haiku-digte. Det er muligvis den poesiform, jeg har beundret i længst tid, på trods af deres enkle form, er der faktisk flere regler end man lige regner med. Jeg er bare ikke overbevist, nogle af digtene var svævende lette og ramte helt rigtigt og andre følte jeg slet ikke gav mening. Jeg tror, det kan have noget at gøre med oversættelsen, der også betød af det ofte ikke fulgte det ellers klassiske og kendte skema med stavelserne. Jeg tror dog, jeg kommer til at læse digtene igen, nu hvor solen er begyndt at titte frem og vi måske langt om længe får forår. Dertil passer haiku altså så fint.
Og så kom readathon. Jeg startede ud med en bog, jeg havde glædet mig til i flere måneder, men ikke rigtig fundet tid til, da den trods alt er lige over 700 sider lang. Hvis man fulgte med i lørdags på bloggen, vil man også have opdaget, at jeg de første næsten 5 timer totalt forsvandt fra omverdenen, bortset fra et tweet nu og da. Ravnenes hvisken af Malene Sølvsten opslugte mig nemlig fuldstændigt. Jeg er totalt svag over for bøger, der inddrager eller baserer sig på mytologi af næsten enhver art og da især nordisk mytologi og samtidig synes jeg, at det var morsomt, at den finder sted i Nordjylland – på trods af at jeg selv er fra Sønderjylland. Historien er magisk, hurtig, rimelig barsk, men humoristisk og jeg har 100 spørgsmål, jeg håber, bliver besvaret i den næste bog. I kan tro at jeg glæder mig! Derefter gik jeg i gang med Vi andre bor her bare af Patrick Ness. Efter jeg læste Mere end det sidste år, har det stået højt på min liste at lære flere af hans bøger. Valget faldt på denne her, fordi jeg simpelthen ikke kan modstå konceptet om den ikke-Udvalgte, om dem, der bare gerne vil gøre skolen færdig og fortælle den søde pige, at de kan lide hende. Det er, som jeg har set flere andre sige, en bog, der er ret meta, den handler på sin vis lige så meget om det at skrive bøger og det at skrive til unge. Den er svær at sammenligne med noget andet, jeg har læst netop på grund af dette. Dog vil jeg sige, at den helt klart er læseværdig, lige som hans andre bøger.
Sent om aftenen gik jeg i gang med en bog, jeg havde glædet mig til hele måneden. Jeg bestilte den nemlig hjem allerede i starten af april med tanke på netop readathon. Egentlig havde jeg set den i Amsterdam, men dengang stillede jeg den tilbage og jeg fortrød det lige siden. Langt om længe har jeg nemlig fundet en udgave, jeg godt vil have stående (det er nok ikke kun mig, der har denne særhed, men jeg går altså bare lidt op i, hvordan en bog ser ud!). Så jeg fik endelig læst Death Note af Tsugumi Ohba. Min udgave indeholder volume 1 og 2, og jeg kan kun sige så meget, at jeg virkelig bliver nødt til at få fat i de næste ret snart. Da jeg læste den færdig klokken 5 om morgenen, havde jeg kun et brændende ønske om at kunne læse videre. Jeg fortsatte lidt i samme stil, med trætte øjne og søvnen siddende i kroppen efter en kort lur og fik læst den sødeste graphic novel Hjertestorm af Annette Herzog. Den er ret specielt i sin udforming, men det er nok den yndigste fortælling om den første forelskelse, typiske teenageproblemer som kroppen og kærlighed og alting. Den er hurtigt læst, men fik mig alligevel til at sidde med et lille smil på læben, da jeg var færdig. Jeg har også fundet ud af, at der er en anden, uafhængig bog om de samme karakterer, så den ender jeg nok med at skulle have fingrene i. Til sidst satte jeg mig til at læse Ternet Ninja af Anders Matthesen. I årevis har jeg været fan af ham som komiker og skuespiller og manuskriptforfatter og jeg ved ikke hvad. Så egentlig var jeg aldrig rigtig i tvivl om, at jeg skulle læse denne her bog – og jeg tvivlede heller ikke på, at jeg ville kunne lide den. Den indeholder den sammen skæve blanding af humor og alvor, som filmen Terkel i knibe – og jeg tror ikke, jeg spoiler noget ved at afsløre, at Terkel har en lille cameo i bogen. Så jeg tror den vil appellere til både nye og gamle fans. Jeg synes i hvert fald, at det var den helt rigtige bog at slutte readathon af med.
Jeg forstår stadigvæk ikke helt, at jeg har fået læst så mange bøger, for det er gået min opmærksomhed meget forbi. Det er sært, at man kan have det sådan. Var der en bestemt læseoplevelse, der hang ved for jer i april?
Det ser ud som om du havde en utrolig fyldestgørende måned med både eksamen og hyggelæsning! Jeg har været særlig glad for Vi andre bor her bare af Patrick Ness, jeg synes uden tvivl at det er en af hans bedre værker. Han kan et eller andet helt specielt.
Jeg har i hvert fald haft nok at se til! Den er altså også virkelig god, den er jo ret specielt skrevet, men jeg kunne godt lide den. Især for dens meta-perspektiv. Det kan han, jeg har kun læst den her og Mere end det, som slog mig helt ud, så god var den. Jeg er enormt spændt på hans nye bog!