Death Note I (Death Note #1+2) af Tsugumi Ohba, illustreret af Takeshi Obata og oversat af Tetsuichiro Miyaki. Udgivet af VIZ Media LLC. i 2010, oprindeligt udgivet i 2003. Læst på engelsk, originalsproget er japansk.
Light Yagami is an ace student with great prospects–and he’s bored out of his mind. But all that changes when he finds the Death Note, a notebook dropped by a rogue Shinigami death god. Any human whose name is written in the notebook dies, and now Light has vowed to use the power of the Death Note to rid the world of evil. Will Light’s noble goal succeed, or will the Death Note turn him into the very thing he fights against?
Har I nogensinde prøvet, at der er en bog, I har hørt om for flere år siden, derefter glemt alt om, for pludselig at støde på den? Sådan har jeg det med
Death Note, som så vidt jeg husker, først blev mig foreslået tilbage i 2008 eller 2009, men som jeg glemte alt om i den der forvirrende tid mellem folkeskolen og gymnasiet. Og så faldt jeg over den igen i Amsterdam, og lod den stå, på trods af at lysten til at læse historien væltede ind over mig igen. Men jeg nåede at få den hjem til sidste måneds readathon og så oven i købet i en udgave, jeg ganske enkelt synes er fantastisk flot.
Mængden af manga, jeg har læst, kan måske godt ligge på en lige så lille sted som mængden af graphic novels, men jeg tror, jeg har fundet et rigtig godt sted at starte. Selve setup’et er ret lige til: skriver du navnet på en person ned i denne her notesbog, vil vedkommende dø. Det er en utrolig stor magt at have og det er egentlig ikke en magt, der er beregnet for mennesker at have. Så det er selvfølgelig det, der sker. Den unge Light finder en “tabt” notesbog og ser straks en mulighed for at forandre verden til det bedre. Undervejs bliver der så afsløret en del tilføjelser til hovedreglen, og Light, der bestemt ikke er tabt bag af en vogn, finder hele tiden på måder at udnytte disse regler og imponerer til stadighed den følgesvend han har fået. Den egentlige ejer af notesbogen, dødsguden eller en Shinigami Ryuk, som beslutter sig for at se, hvordan Light forvalter den mulighed, han har fået.
Jeg kan sagtens afsløre, at jeg er hooked. Jeg er vild med selve historien ind til videre, med hvordan man allerede efter de to første bøger kan se en forandring i Light, selv om den ikke er overvældende stor. Og med, at det selvfølgelig ikke går ubemærket hen, det han har gang i. Selv om hans nuværende mission er at gøre verden til et bedre sted, og han derfor måske helt naturligt starter med kriminelle, så går der ingen tid, før politi og efterretningstjenester verden over bliver opmærksom på, hvad der sker og sætter jagten ind på denne mystiske hævner Kira. En mindst lige så intelligent og hemmelig efterforsker L begynder ret hurtigt at indkredse det område, Light befinder sig i. Men det lykkedes ind til videre Light igennem krumspring og evnen til at tænke flere træk forud at undgå at blive afsløret. Historien indeholder også en mængde humor, som jeg ikke ventede at finde i den, men som ikke tager noget væk fra alvoren i plottet.
Og så er der selvfølgelig den anden side af bogen: kunsten. For det er jeg slet ikke tvivl om, at det er. Alle siderne er holdt i sort-hvid, bortset fra nogle få introsider i begyndelsen, der føles mere som en prequel eller en prolog, og det varierer hele tiden mellem få detaljer og rigtig mange, virkelig stort fugleperspektiv eller zoomet helt ind, men på intet tidspunkt følte jeg, at jeg manglede noget for at forstå, hvad der skete eller hvor man befandt sig. Og på et eller andet tidspunkt i de tidlige morgentimer mellem sort-hvide sider og en historie, der hele tiden snoede sig frem, sad jeg og nød det hele. Historien, stilen, karaktererne og følelsen af lettelse, når det lykkedes Light at undgå afsløring. Jeg glæder mig virkelig til mere og forhåbentlig får jeg læst serien færdig, før den nye film kommer til august. Og set anime’en også. For jeg vil bare have mere.
Comments