Kongens forkæmper (Throne of Glass #1) af Sarah J. Maas. Udgivet af Tellerup i 2016, oprindeligt udgivet i 2012 med titlen Throne of Glass. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.
Bogen er et anmeldereksemplar fra Tellerup. Alle meninger er mine egne.
Celaena Sardothien, Adarlans farligste snigmorder, er blevet forrådt og afsoner nu i Endoviers saltminer. Da kronprinsen af Adarlan opfordrer hende til at stille op i konkurrencen om at blive kongens forkæmper, får hun en uventet chance for at genvinde sin frihed. For at vinde skal hun slå sine barske modstandere, der alle er mandlige lejesoldater og kriminelle, som bestemt ikke tøver med at bruge beskidte tricks.
Celaena er dog ikke specielt bekymret, og hun nyder sin kamptræning og den flotte kronprins’ tilnærmelser, selvom han af og til er næsten lige så irriterende som hendes nye træningspartner, kaptajn Westfall.
Men dybt under slottet lurer en blodtørstig ondskab og snart må intrigerne vige for kampen om overlevelse…
Calaena har været et år som slave i saltminerne under de mest grusomme forhold, da Adarlans kronprins tilbyder hende at blive hans forkæmper i en nærtforstående tunering om at blive kongens go-to håndlanger. Egentlig har hun ikke noget valg, for valget står mellem at blive i saltminerne og sandsynligvis ikke overleve et år til eller muligheden for at vinde sin egen frihed efter en årrækkes tjeneste. Over for sådan et valg er det ikke underligt, at hun ved, at hun må tage i mod det. Og der fra går det virkelig stærkt. Der foregår nemlig ret mange historier i løbet af bogen, som krydser hinanden på kryds og tværs og som påvirker hinanden, naturligt nok. Det betyder også, at det nogle gange bliver lidt forvirrende, personligt blev jeg ret træt af det romantiske subplot, selv om det ikke fylder alt for meget, men det var historien om snigmorderen Calaena, jeg gerne ville læse. Og hvordan mysteriet om, hvem der er ude efter hende og de andre forkæmpere. Udover det er der også det politiske spil, der florerer rygter om oprør og man kan godt mærke, at der bliver lagt op til en længere historie. Så der er nok at holde styr på, men bogens styrke er, at de forskellige historier i sidste ender hænger sammen.
Biblioteker var fulde af idéer, de måske farligste og mest magtfulde våben af alle.
Calaena, hvis navn jeg stadig ikke ved hvordan man udtaler, er en ret interessant hovedperson. Hun er kendt som en farlig snigmorder med uovertruffen ekspertise, men der går forholdvis lang tid, før man får det at se i bogen. Det giver i og for sig god mening, efter et år med slavearbejdet i saltminerne, er det ikke så underligt, at det ikke er den mest fysisk stærke pige, der rejser tilbage mod hovedstaden. Det betød desværre også, at det kom til at føles som om, det var mere legende end sandhed, når hendes bedrifter blev omtalt. Som sagt, så kommer det dog til udtryk efterhånden som hun genvinder sin styrke, både fysisk og psykisk. Men jeg kunne så godt lide, at hun samtidig med at være en snigmorder er utroligt feminin, holder af pæne kjoler og føler sig mere end en smule fornærmet over, at ikke har lov til at komme med til en fest, tilsyneladende som den eneste, også af forkæmperne.
Prinsesse Nehemia fra Ellywe kommer til slottet kort før Calaena, officielt på en diplomatisk opgave om at lære Ardalans skikke. Det er langt fra givet på forhånd at de to piger skulle blive venner, men det gør de, og jeg kunne ikke lade være med at blive lidt glad for at kærlighedsdramaet trods alt ikke kom til at involvere de to i jagten på den samme fyr. Hendes venskab med Calaena gør, at hendes ellers lidt overfladiske prinsesse-identitet bliver mere interessant. I sidste ende var hun en af mine favoritkarakterer i bogen. Derimod har jeg ikke meget til overs for Dorian, kronprinsen og en af de to mænd i det underliggende romantiske subplot. Den anden er Chaol, Dorians barndomsven og kaptajn i vagtkorpset. Deres forhold til Calaena er som dag og nat, Dorian er fascineret af hende, men han er en playboy, hans liv keder ham og jeg tror mest af alt, at han kan lide faren ved at være sammen med en snigmorder. Det var i hvert fald sådan, jeg tænkte det og jeg formåede aldrig rigtig at tage mig af, hvad der skete med ham. På mange måder kedede han mig. Chaol derimod tager fra starten af afstand til Calaena og på trods af sin stigende interesse for hende, ser han hende først og fremmest som kriminel. Jeg er ikke i tvivl om, at begge forhold nok skal udvikle sig i løbet af serien, men jeg håber ikke, at det kommer til at overskygge alt det andet.
“Du bringer stjernerne ud af fatning,” hviskede hun. “Du kan gøre hvad som helst, hvis bare du tør. Og inderst inde ved du det også godt. Det er hvad der skræmmer dig allermest.”
Jeg er ret overrasket over, hvor meget jeg kunne lide denne her bog. Der er mange hints om, at der er meget mere at komme efter, så jeg glæder mig til at læse videre, når den næste bog udkommer på dansk. Selv om serien er næsten færdig på engelsk, så er jeg nemlig ikke særlig interesseret i at skrifte sprog midt i en serie. Og jeg er faktisk ret tilfreds med oversættelsen af bogen, det er ikke altid let at oversætte fantasy, især ikke en, der er fyldt med mange usædvanlige sted- og personnavne, eller begreber.
Comments