Lips too chilled af Matsuo Bashõ (Little Black Classics #62). Udgivet i 2015 af Penguin. Læst på engelsk, originalsproget er japansk.
Japan’s celebrated Buddhist poet balances the smallness of humanity with nature’s epic drama in these magival seventeenth century haikus.
Haiku er måske den digtform, jeg har været glad for i længst tid. Det er sværere end som så, de fleste kender til reglerne om de 5, 7 og så 5 stavelseler igen, men vidste I at der faktisk er lidt forskel på haiku, alt efter om de er på engelsk eller japansk? At der så også er forskelle på traditionelle og moderne japanske haiku er med til at gøre det lidt mere forvirrende end man først antager. Fælles for dem alle er, at der er en modsætning, eller rette en kontrast, der sættes op i digtet, ofte har det noget med temaet at gøre. Det er typisk naturen, et flygtigt øjeblik og/eller det sanselige, der er fokus for et haiku digt. Der er også en del observationer om, hvordan det skrives og det viser sig derfor hurtigt, at der er noget lettere end blot tre linjer på 5, 7 og 5 stavelser. Jeg tror, det er en form, der kan være svær at beherske, men det er samtidig også en form, der er så fin at læse. Bashõ er i øvrigt en, der har været ret instrumentel i at haiku-formen blev som den traditionelt var.
Cherry blossoms –
lights
of years past.
På mange måder synes jeg, at digtene taler for sig selv. De er hurtigt læst, men man mister meget ved at skynde sig igennem bogen. Lips too chilled er en meget kort bog og derfor let at læse flere gange, hvilket jeg også har gjort. Jeg er lidt bange for, at der går noget tabt i oversættelsen af digtene, selv om det er muligt at skrive haiku på både engelsk og japansk, så er jeg ikke helt så sikker på, om det beholder den samme effekt at oversætte fra det ene sprog til det andet. I hvert fald var der nogle af digtene, som jeg ikke følte fungerede lige så godt som de andre. Men fælles for dem alle er, at de virkelig indeholder det element af naturen og et eller andet flygtigt øjeblik eller en sansning. Billederne, der bliver malet med de få ord, er ofte fine, men skrøbelige. Andre er blot lidt morsomme eller finurlige. Som sagt er det en bog, der er hurtig at læse, så jeg er helt sikker på, at man vil kunne få meget ud af det, selvom man ikke nødvendigvis interesserer sig for hverken poesi eller Japan. Jeg nød i hvert fald de små digte og kunne sagtens finde på at vende tilbage til dem.
Spring rain –
under trees
a crystal stream.