Måske en dag af Colleen Hoover

Måske en dag af Colleen Hoover. Udgivet af LOVEBOOKS i 2016, oprindeligt udgivet i 2014 med titlen “Maybe Someday”. Læst på dansk, originalsproget er amerikansk.

Bogen blev sponsoreret af forlaget LOVEBOOKS til bogbloggertræf 2016. Alle meninger er mine egne!

 

Jeg tror ikke rigtig, jeg før har læst en kærlighedsroman, hvor jeg egentlig ikke kunne se, hvordan de to hovedpersoner skulle finde sammen. Langt hen ad vejen var jeg ikke engang sikker på, om jeg ville have det eller ej. Colleen Hoover skriver virkelig skønt, noget jeg har hørt mange andre fortælle mig og derfor glædede jeg mig også til min første bog af hende. Og det var sandelig også en bog, der formår at spille på mange følelser, der var øjeblikket hvor jeg følte mig vred og oprørt på Sydneys vegne, ked af det på vegne af Ridge og smilende på grund af både store og små øjeblikke. Jeg var især glad for at opdage, at Hoover også har gjort noget ud af de andre karakterer, deres indbyrdes forhold og jeg er helt sikker på, at jeg aldrig ville have lyst til at bo sammen med Sydney og Warren, ikke fordi de ikke kan sammen, men netop fordi de så let bliver venner og deres hang til pranks ville drive mig til vanvid. Men jeg blev så glad af deres venskab. Selv om det er en rigtig sød bog og nok en meget virkelighedstro historie, så var der bare en del ved slutningen, som jeg ikke brød mig om. Jeg tror, jeg beskrev det som et “cop out” første gang jeg beskrev den. Det betød ikke, at jeg ikke nød historien, jeg kunne næsten ikke få mig selv til at lægge bogen fra mig, selv om jeg var træt og egentlig burde have delt læsningen ud over to dage. Jeg ville gerne se, hvad der skete, vide hvordan det skulle lykkedes for Sydney og Ridge at blive et par.

Der er kun seksogtyve bogstaver i det engelske alfabet. Man skulle tro, at det ville være begrænset, hvad man kan gøre med seksogtyvebogstaver. Man skulle tro, at der var et begrænset antal ting, de bogstaver kan få en til at føle, når de bliver blandet og skubbet sammen for at danne ord.

Jeg tror, jeg havde været mere tilfreds med historien som helhed, hvis den var stoppet et par kapitler før. Hvis ikke det hele var blevet så trukket ud og hvis ikke jeg havde haft en følelse af, at de kunne have gjort mere for at undgå problemet. Selv om det er svært ikke at føle sympati med Sydney og Ridge, blev jeg alligevel irriteret over, at de tilsyneladende godt var klar over, at det ville ende galt, men alligevel blev ved med at nøle med hensyn til at gøre noget for at afværge det.

Min absolutte yndlingsdel af bogen er den rolle, musikken spiller. Jeg følte så meget lyst til at sætte mig ned med min egen guitar og spille, på trods af at jeg slet ikke kan finde ud af det. Sydney og Ridges kærlighed til musikken er så medrivende, at den smitter. Det er det, der i første omgang bringer dem sammen, før de overhovedet lærer hinandens navn at kende. Jeg spoiler ikke for meget ved at afsløre at Ridge er døv, hvilket jeg først ikke forstod, for han spillede guitar og sådan. Men jeg tænker som en, der kan høre og efterhånden som Sydney lærer, hvordan han har lært sig at spille, begyndte jeg også at forstå det. I øvrigt kan man faktisk høre de sange, Ridge og Sydney arbejder på i bogen, det kan gøres lige her. Jeg elskede det, jeg lyttede til en ny sang hver gang teksten dukkede op i bogen og selv om det på mange måder er langt fra den type af musik, jeg kan lide, så passede de så fint til bogens karakterer, at jeg kun kunne nyde det.

Egentlig er jeg lidt i vildrede, selv nu. For jeg synes virkelig, at det er en så fint skrevet historie og jeg tror netop det, at jeg havde det så ambivalent gjorde, at jeg endte med at holde af bogen som helhed. For der er ikke noget enkelt ved det Sydney og Ridge oplever og jeg tror, der ville være mange, der ville kunne relatere rigtig godt til historien. I sidste ende vil jeg alligevel anbefale bogen. For det er en læseoplevelse, der lidt efter lidt fejede benene væk under mig og samtidig virkede meget provokerende og tankevækkende.