August var en måned delt i to. En måned med tre ugers ferie og ti dages totalt ny hverdag. En måned, jeg har set frem til, en måned jeg har glædet mig til, været spændt på, kedet mig igennem, arbejdet mig igennem og meget mere. Det føles ikke som én måned, fordi det har været så forskelligt. Men fælles for begge dele er bøgerne. På mange forskellige måder. I de første uger at august havde jeg stadigvæk sommerferie, min sidste lange studie-sommerferie og jeg lavede mere eller mindre ingenting. Jeg nød at have ferie, så serier på Netflix, læste bøger og ventede egentlig bare. Og så ændrede min daglige rutine sig markant, da jeg startede i praktik hen mod slutningen af måneden. Hvis man ikke allerede er klar over det, så er jeg i de næste fire måneder i praktik hos forlaget DreamLitt – mere om det senere! – og min hverdag består derfor stadig af bøger i lange baner, men på lidt andre måder end jeg er vant til. Jeg står uvant tidligt op hver dag og jeg bruger timevis i togkupéer og det bærer min læsning i august også præg af, for jeg har lyttet til en del lydbøger på min rejsen frem og tilbage. August måned har budt på meget lidt oplevelsesmæssigt, men det var faktisk en måned, jeg på mange måder nød.
Jeg nåede at læse 11 bøger i løbet af august og når jeg tænker på, hvor meget tid jeg har brugt på ikke at læse, er jeg faktisk ret imponeret over resultatet. Det blev til en god blanding af biografisk litteratur, manga, ungdomsromantik, fantasy og klassikere fra så fjerne egne som Rusland og Kina. At sige, at den første bog, jeg læste var Death Note II af Tsugumi Ohba er lidt misvisende, for det er mere rigtigt at sige, at det var den første, jeg læste færdig. Jeg er stadig lige forgabt i historien, jeg er så spændt på at følge karakterenes udvikling i resten af serien, men så længe det ikke bliver som Netflix’ film baseret på serien, så kan det ikke gå helt galt. Jeg er ret glad for, at jeg allerede har den næste bog stående, så jeg kan læse videre i serien med det samme. Eller når jeg får tid. Jeg elsker serien for dens intelligens, hvis man kan sige det sådan. For hvordan det udvikler sig til et mentalt skakspil og en konstant udfordring med hensyn til at forudse modstanderens træk og motivationer.
Det er længe siden jeg først overvejede at læse bøgerne bag spillet The Witcher og i august fik jeg derfor læst The Last Wish af Andrzej Sapkowski. Novellesamlingen der starter serien og smider læseren pladask ind i et univers befolket af alle mulige og umulige væsner og med så meget historie i sig, at jeg godt kan se hvorfor det er blevet en serie. Og se hvorfor den er så populær. Jeg vil have mere, jeg vil vide mere om universet, om Geralt og om det hele. Det er uden tvivl en serie, jeg har tænkt mig at fortsætte med at læse.
Gyldendal overraskede mig ved at sende den skønneste pakke med to ungdomsbøger, der på alle måder fik mig til at smile. Jeg blev ganske enkelt glad af at læse Flirty Dancing og Hjertestarter af Jenny McLachlan, den første af hvilke jeg allerede har skrevet om på bloggen her. De er præcis det, jeg håbede på at de ville være, sjove og søde ungdomsbøger, der fortæller en enkel historie, men med en dybde og kærlighed, man kan mærke. Feel good film i bogformat, hvilket slet ikke skal ses som noget negativt. Jeg elsker bøger, der kan få mig til at føle noget og det gjorde begge de to første bøger i Ladybirds-serien den tvivl. Jeg fik også tid til at læse endnu en Gyldendal-udgivelse, nemlig Linn Ullmanns bog om hendes far og opvækst, De urolige, der var interessant læsning, men muligvis havde fanget mig mere, hvis jeg havde været mere inde i hvem hendes forældre var, for det er let at finde ud af at de begge to er ret berømte. For mig føltes det lidt som at læse Det lille hus på prærien: bøger, jeg ikke rigtig tænker over er biografiske af natur, men blot ser som en god historie med nogle virkelig spændende karakterer.
Når jeg siger, at det er misvisende, at sige at Death Note var den første bog, jeg læste, så er det fordi jeg har brugt rigtig mange timer på at lytte til den tredje A Song of Ice and Fire-bog, A Storm of Swords af George R. R. Martin. Som lydbog tager den uforkortede, samlede udgave lige under 48 timer. Og hvilke 48 timer. Det var først idet jeg var færdig med bogen, at jeg endelig (!) gav mig i kast med at se serien. Jeg venter i spænding på at få den fjerde bog hjem fra biblioteket, også som lydbog, så jeg kan fortsætte den episke rejse, jeg endelig er kommet ud på.
Jeg har fundet ud af at nogle gode togbøger er mine Little Black Classics fra Penguin, fordi deres lave sideantal og lille størrelse gør dem lette at transportere og de passer lige i længden til den halvanden times togtur, jeg har hver vej. På den måde fik jeg både læst How Much Land Does a Man Need? af Leo Tolstoy og Wailing Ghosts af Pu Songling. Førstnævnte indeholder to noveller, en underholdende historie om en mand der snydes af djævelen selv til at stræbe efter mere og mere til det til sidst ender galt, og en knap så spændende fortælling om en skomager, der giver en meget uheldigt stillet mand husly og derefter ser sin forretning blomstre – men hvem er den fremmede egentlig? Jeg var mest glad for den første historie, da den anden føltes meget moraliserende, men den slags er ikke unormalt for Tolstoy eller perioden. Derimod efterlod Pu Songlings fabler ikke noget større indtryk på mig, mange af dem mindede mig om hinanden og i det hele taget var det en bog, jeg ret hurtigt glemte igen.
På mine togture fik jeg også lyttet til den første bog i Michael Scott’s serie om alkymisten Nicholas Flamel, The Alchemyst, der viste sig at være en helt perfekt togbog. Den var spændende nok til at jeg hørte efter, og jeg er imponeret over måden hvorpå det lykkedes forfatteren at hive så mange forskellige mytologiske og overnaturlige elementer og karakterer ind i samme univers uden at man som læser bliver hægtet af. Jeg undrer mig lidt over, at jeg ikke er stødt på serien noget før, men nu hvor jeg har fået øjnene op for den, så er det bestemt en serie, jeg vil læse videre i. Det gælder også for The Rose Society af Marie Lu, der er fortsættelse på The Young Elites. Det bedste ved serien er dens moralske grålighed. Hovedpersonen er på ingen måde en engel, hun er både egoistisk og nedladende og hyklerisk og jeg ved virkelig ikke hvorfor jeg godt kan lide hende. Eller det kunne jeg i hvert fald. Der sker nogle ting i denne her bog, som jeg ikke rigtig bryder mig om, for jeg er ikke så glad for den retning, det tager historien i. Slutningen elskede jeg dog og jeg skal helt sikkert også have den sidste bog med, for Marie Lu skriver virkelig godt og skaber nogle fantastiske universer og spændende karakterer.
Og så nåede jeg i morges i toget at færdiglæse Råddenskab af Siri Petterson, som er efterfølgeren til Odinsbarn. Jeg forstår godt, at så mange er fans af denne her serie. Det var mig helt umuligt at lægge bogen fra mig til sidst og jeg nød at følge med i hovedpersonen Hirkas rejse, både den til vores verden og den udvikling, hun gennemgår fra den første bog til denne her og i løbet af Råddenskab. Hvis man kan lide fantasy, er det en serie, man ikke kan komme udenom og jeg glæder mig virkelig til at jeg får fat i den sidste bog, så jeg kan se, hvordan det går de karakterer, jeg er kommet til at holde så meget af og forhåbentlig også vende tilbage til Ymslanda igen.
Hvordan var august for dig? I læseglimt eller skete der noget helt ekstraordinært for dig?