Juli måned har været en meget underlig størrelse. Jeg har levet halvt i drømme og i min egen lille verden, mens jeg har renskrevet og gennemgået omtrent 4/5 af min bog. Og det har bestemt ikke været nogen dans på roser. Jeg har holdt detaljerne ret meget for mig selv denne her gang, mest fordi jeg håber på, at jeg meget snart kan gøre noget mere permanent med den. Og måske også bare fordi, jeg har arbejdet på den så længe. Selv om det har været en hård omgang, hvor jeg ofte har følt mig bagud – og været rigtig meget bagud, så har der ikke været noget tidspunkt, hvor jeg ikke har kunnet lide historien. Jeg elsker den stadig og karakterne ligeså. Juli måned har ikke budt på specielt godt sommervejr, hvilket jeg savner rigtig meget. Det har til gengæld været rigtig godt vejr til at sidde indenfor og skrive eller læse. Og selv om jeg har haft travlt med den historie, jeg selv gerne vil fortælle, så har jeg alligevel fået læst 11 bøger i juli. Der har også været tid til lidt familietid, blandt andet har jeg stadigvæk et okay stort blåt mærke på mit knæ, der beviser at jeg i hvert fald ikke er den fødte racerkører. Men det var alligevel sjovt at være ude og køre gokart med det meste af min familie.
De 11 bøger er en blanding af rigtig mange forskellige genrer. Jeg har læst en bog, jeg troede ville være en skøn sommerbog af den romantiske karakter, men Store små løgne af Liane Moriarty viste sig at være en helt anden type bog. Og selv om jeg virkelig godt kunne lide budskabet og var imponeret over de emner, der bliver taget op, så efterlod bogen mig forpustet og overvældet, men på den ærgerlige måde. Der sker nemlig rigtig meget, der er så mange sider og hemmeligheder og problemer, at det virkelig viser, hvordan alle har noget, de slås med. Det var bare rigtig meget at tage ind på en gang, og jeg var ikke altid lige interesseret i de forskellige karakterers mange problemer. Det gjorde jeg derimod, da jeg læste Sjælestorm af Maja Maria Rakel Dahl, som fuldstændig på modsat vis fik mig til at sidde med tæerne krummet sammen og vitterligt ønske, at der skulle ske noget godt. Det er en bog, der skal opleves, ikke forklares.
I løbet af meget kort tid fik jeg endelig færdiglæst Marie Lus Legend-trilogi, jeg fik nemlig både læst Prodigy og Champion, begge to virkelig gode fortsættelser på en serie, jeg begyndte på for et år siden. Det var så fedt at opleve, hvordan bøgerne udvidede det univers, der blev præsenteret i Legend, samtidig med at historien blev mere dramatisk, indsatsen blev højere og i sidste ende sad jeg med en dystopisk serie, der indeholdt alt det, jeg gerne vil have. Samtidig med lyttede jeg løbende til A Clash of Kings af George R. R. Martin, den anden bog i A Song of Ice and Fire, eller hvad der er kendt som Game of Thrones-serien. Det fungerer faktisk ret godt for mig at lytte til denne enorme serie og store puslespil af karakterer og stemmer, så jeg fik den tredje bog fra biblioteket i går aftes. Det er lidt af en underlig oplevelse, for der er rigtig mange forskellige synsvinkler i denne her serie og det er ikke dem alle sammen, der interesserer mig lige meget. I Clash of Kings er der kommet nye til, og det har ændret lidt på hvilke af karakterenes historie, jeg var mest investeret i. Men selv om det ikke er alle kapitler i den meget lange bog, jeg finder lige spændende, så kan jeg ikke være andet end imponeret over det univers og det projekt, George Martin har skabt.
Jeg fortsatte også min genlæsning af Harry Potter serien og fik læst Chamber of Secrets af J. K. Rowling. Eftersom jeg har en plan om at få læst dem alle henover sommeren, må jeg nok få læst noget mere Harry Potter den næste måneds tid. Det slog mig, mens jeg læste, at Chamber of Secrets er lidt mørkere, lidt mere uhyggelig end den første bog, men der er stadig elementer af humor og varme. Man kan ikke komme uden om, at serien bliver mere og mere dyster når først Voldemort vender tilbage, men at tale om et monster på skolen, der kan, og har, dræbt eleverne, er faktisk i sig selv ret skræmmende, men jeg har aldrig tænkt på bogen som uhyggelig. Det gør jeg stadig ikke. Derimod var der meget uhyggeligt, eller nærmere foruroligende over The Tell-Tale Heart af Edgar Allan Poe. Novellesamlingen indeholdt tre noveller og mit indtryk af dem er lige så forskelligt som novellerne selv. At den indeholdt min yndlingsnovelle af Poe, The Tell-Tale Heart gjorde nok helhedsindtrykket noget bedre, men selv om jeg ikke brød mig lige meget om dem alle sammen, så har det ikke afskrækket mig med hensyn til at læse mere af Poe på et tidspunkt.
Med Saga vol. 2 af Brian K. Vaughan og Fiona Staples vendte jeg tilbage til det ydre rum, til en helt anden og meget anderledes verden. Den her space opera/fantasy graphic novel serie, eller hvordan man vælger at beskrive den, fortsætter med at være ret spændende. Historien om de to dødsfjender, der bliver forelskede og får et barn, mens de flygter for livet fra både hans og hendes folk og mange andre, bliver i mine øjne gjort bedre af tegnestilen. Jeg tror ikke, den ville fungere lige så godt for mig, som en almindelig roman og jeg kunne tale om tegnestilen i en uendelighed. Og når det handler om at nørde, så fik jeg læst en bog, der virkelig er for nørderne. Den tredje bog i History of Middle-Earth The Lays of Beleriand dykker ned i tilblivelsen af to længere digte, som Tolkien sidenhen gav op på, for endnu senere at omskrive historierne til dele af The Silmarillion. Det var til tider ret tung læsning, meget teknisk omkring ordvalg og metrik, men det var alligevel en fornøjelse at få et indblik i to af de tekster, der fylder meget i den mytologi, som Tolkien har skabt som baggrund for Middle-Earth.
Lige før jeg tog hjem på weekend hos mine forældre, fandt jeg ud af at min mor og jeg var i gang med den samme bog ved et rent tilfælde. De syv søstre af Lucinda Riley er starten på en storslået familiehistorie, om seks adopterede søstre, der efter deres adoptivfars død, får muligheden for at finde ud af mere om, hvor de stammer fra. Den første bog følger den ældste datter på en varm og kærlig rejse til Rio, hvor hun forsøger at opspore sin familie, samtidig med at hun forsøger at bearbejde en gammel sorg og måske få muligheden for at få alt det, hun inderst inde savner i livet. Jeg nød den og selv om det er en ret lang bog, så læste jeg den på meget få dage. Jeg er rimelig sikker på, at jeg bliver nødt til at læse videre, for der er en detalje i denne første historie, som jeg tror, jeg har regnet ud. Men det er ikke blevet bekræftet endnu.
Den sidste bog, jeg fik læst færdig i juli, var en bog, jeg har læst brudstykker af rigtig længe. Det er nemlig en ret populær digtsamling, Milk and Honey af Rupi Kaur og jeg blev virkelig overrasket over bogen. Ikke fordi jeg synes, den ikke er god, faktisk fandt jeg mange af digtene ret rørende. Men jeg havde på en eller anden måde forventet mere. Efter at have læst så mange af digtene på Tumblr og andre steder på nettet, havde jeg på en eller anden måde ventet, at bogen ville blæse mig lige så meget bagover, som flere af de digte gjorde. Og det gjorde dele af bogen da også. Men som helhed følte jeg mere, at det gik lidt i ring, og jeg er nok mere skuffet over, at jeg ikke havde den oplevelse af bogen, som jeg håbede på, end jeg egentlig er over bogen selv. Men der er nogle af ordene, der hænger ved endnu.
I august måned starter jeg i praktik, den periode af min uddannelse, jeg helt sikkert har set mest frem til. I øjeblikket glæder jeg mig endda til de vanvittigt tidlige morgener og pendlertiden, men jeg er sikker på, at jeg nok skal komme til at klage over begge dele før eller siden. Men foreløbig har jeg stadigvæk sommerferie og nu hvor jeg ikke længere hele tiden tænker på, at jeg også skal huske at nå at skrive og jeg skal lige have rettet den der scene til og så videre, så håber jeg på at vejret bliver bedre og glæder mig til en august måned, hvor jeg kan og vil slappe mere af, ses med dejlige mennesker og nyde den sidste af mine lange sommerferier.