The Lays of Beleriand (The Histroy of Middle-Earth #3) af J. R. R. Tolkien, redigeret af Christopher Tolkien. Udgivet af HarperCollins i 2002, oprindeligt udgivet i 1985.
Jeg har anmeldt de første to bøger i serien her: The Book of Lost Tales.
The third volume of The History of Middle-earth gives us a privileged insight into the creation of the mythology of Middle-earth, through the alliterative verse tales of two of the most crucial stories in Tolkien’s world – those of Túrin and Lúthien. The first of the poems is the unpublished Lay of the Children of Húrin, narrating on a grand scale the tragedy of Túrin Turambar. The second is the moving Lay of Leithian, the chief source of the tale of Beren and Lúthien in The Silmarillion, telling of the Quest of the Silmaril and the encounter with Morgoth in the subterranean fortress.
Accompanying the poems are commentaries on the evolution of the history of the Elder Days. Also included is the notable criticism of The Lay of Leithian by C.S. Lewis, who read the poem in 1929.
Hvis der noget, jeg synes der er spændende at nørde, så er det Tolkien’s Middle-Earth. Og The Lays of Beleriand er virkelig det: nørdet. Hele serien handler om, hvordan Tolkien udviklede og skabte Milddle-Earth universet og al dens historie, men The Lays of Beleriand handler kun om to historier. Eller to ballader. Og det er nok de to myter, der danner grundlaget for meget af den mytologi, der ligger bagved hans mere kendte bøger.
Den første fortælling er den om Túrin, søn af Húrin og som findes i rigtig mange forskellige udgaver. Det samme gælder den anden historie, den der handler om Tinüviel. Eller Lüthien, som findes i mange forskellige bøger. I The Lays of Beleriand bliver disse to digtes udvikling taget op fra begyndelsen. Nogle gange er det blot outlines, noter til hvad der skal ske og i hvilken rækkefølge, efterhånden som Christopher Tolkien tager os igennem de første håndskrevne versioner af digtene. Der hvor de forskellige udgaver er forskellige, bliver der forklaret hvad forskellene er og specielt med hensyn til navnene bliver der gået i mange detaljer med, hvem der hedder hvad og hvilket forhold de har til hinanden. Tolkien ændrer nemlig ofte navnene på de forskellige karakterer imellem forskellige udgaver, så det gælder om at holde tungen lige i munden.
Jeg kunne godt lide at læse denne her bog, men hvis man forventer en bog, der er let at læse, så tager man fejl. Der er mange detaljer, mange årstal, navne, verseformer og andre tekniske midler i denne her bog. Den er spændende for dem, der gerne vil vide mere om, hvordan de grundlæggende myter i Middle-Earth blev udviklet fra digte, der lige så godt kunne være nogen, der hørte hjemme i universet, fortalt af de karakterer, man kender så godt. Hvis man har en interesse i at se, hvordan de forskellige udgavers små detaljer kan betyde store forandringer i en karakters personlighed. Den er langt at dykke ned i Middle-Earth universet, men det var en spændende rejse og jeg er spændt på, hvor den næste bog fører mig hen.