Esbjerg Fantasyfestival 2017

Jeg har for første gang været til Esbjerg Fantasyfestival. Jeg havde fået indgang til begge dage mod at skrive om det her på bloggen efterfølgende. Fra det øjeblik, jeg trådte ind på biblioteket, der var blevet omdannet til en lille magisk univers, var jeg ret imponeret. Der var så meget at gå rundt og bare se på, jeg kunne have brugt lang tid på bare at se på de forskellige udsmykninger og dekorationer, de havde lavet af det store lokale. På trods af at der kom rigtig mange mennesker i løbet af dagen, føltes det for mig aldrig overfyldt eller crowdet og jeg tror, det har noget at gøre med stedet at gøre. Jeg kom lidt før åbningen om lørdagen og nåede på den måde lige ned forbi DreamLitts stand for at sige hej til dem, der stod der og ellers gik jeg bare rundt og fik hilst på nogle mennesker, mens jeg forsøge at danne mig et overblik over området. Jeg nåede at få åbningstalen med fra en af årets Guest of Honor, nemlig forfatteren John Flanagan. Personligt tror jeg, at det er meget længe siden, jeg har læst noget af ham, men hans tale var både morsom og levende og han talte om fantasy som genre med en varme, jeg tror, man kun oplever, når man har brugt så mange år på den, som han har.
Jeg nåede et smut forbi hele to receptioner om lørdagen, først hos Tellerup, hvor Nanna Foss og Boris Hansen skød en ret lang premiere-weekend i gang og fejrede udgivelses af hver deres nye bog, hhv. Ursiderne og Akkanas Gåde med et lækkert udvalg af snacks og lidt Verdi. Jeg havde læst begge bøger op til weekenden og fik en lille hilsen i begge bøger, som jeg blev rigtig glad for. Jeg nåede også at snakke om bøgerne med både forfatterne selv og andre bloggere, redaktøren og tilfældige mennesker. Og jeg nåede også kort forbi DreamLitts stand, hvor der var ikke mindre end tredobbelt fest for Katja Bergers nye bog, Sjælehenteren, Marie-Louise Rønnings Tusmørkebørn og Linette Harpsøes Glasmuren, der alle udkom før messen, men alligevel blev fejret med både snacks, pynt og snak. De sidste to bøger har jeg ikke læst endnu, men det er planen at jeg skal nå det før Herlufsholm Fantasybogmesse. Jeg fik signeret af Sidsel Sander Mittet hos Facet og det var en så cool oplevelse at møde hende og samtidig fik jeg lovet, at jeg tager deres bøger med, så Charlotte Fischer og Christina Bonde kan signere dem til Herlufsholm. Jeg oplevede meget, at når jeg talte med folk, jeg aldrig havde mødt før, så vidste de hvem jeg var – eller rettere, de vidste hvilken blog, jeg har. For mig var det ret stort at opleve, at det jeg har siddet derhjemme, i toget, på universitet og så videre, og arbejdet på at udvikle, er noget folk har lagt mærke til.
Jeg havde et meget løst program om lørdagen, for jeg brugte tiden til at gå rundt og snakke med både forlagsfolk fra de forlag, der var på messen og forfattere og andre bloggere og jeg fik signeret alle de bøger, jeg havde med hjemmefra i løbet af meget kort tid. Det var helt perfekt, for så kunne jeg gå rundt og nyde alle de mange indtryk og se på de forskellige stande. Blandt andet havde jeg det ret sjovt med at besøge Heroes of the Hearth’s lille område, hvor jeg fik taget et billede sammen med en gruppe virkelige seje cosplayers og efterfølgende også kastede mig ud i spillet Hearthstone, som jeg var begyndt at spille før messen, men som jeg godt kunne se, at jeg på ingen måde er ekspert i endnu. Men jeg synes det er virkelig morsomt og jeg spiller stadigvæk.
Midt i en hyggelig eftermiddag med en masse snak med forskellige folk, fik jeg tid til noget, jeg havde glædet mig virkelig meget til. Selv om jeg tror, at der bliver rigtig god tid til det i løbet af efterårets messer og alle mulige andre events, så så jeg meget frem til at høre Boris og Nanna snakke om deres nye bøger. Og det passede mig bedst at gøre det til denne her messe, for til BogForum skal jeg arbejde på en stand – det kan jeg altid vende tilbage til til den tid. Så derfor gik jeg sammen med Sabrina  ind i et rimelig lille lokale i god tid. Det viste sig at være en rigtig god idé, for det blev meget hurtigt fyldt op og der blev virkelig varmt i løbet af den time, vi sad derinde. Det var meget spændende at høre Nanna fortælle om de udfordringer, der har været med at skrive Ursiderne og jeg kan godt forstå, at hun er stolt af resultatet. Jeg tror, at Nasrin er en af mine yndlingskarakterer i serien ind til videre og hendes historie er virkelig en, der sætter alle følelserne igang. I det hele taget er jeg bare glad for den serie og for det arbejde, der er lagt i karakterene. Ligeledes var jeg meget spændt på at høre Boris snakke om Akkanas Gåde og det at skrive en blanding af to så forskellige genrer. Måske har man set, at jeg anmeldte bogen og jeg kan godt afsløre, at jeg er mega fan af det resultat, han har leveret.
For mit vedkommende sluttede lørdagen der, for jeg havde andre planer kort tid efter. Men jeg tog selvfølgelig tilbage igen om søndagen, selv om det bliv lidt senere end jeg havde planlagt. Jeg nåede dog at være med til Den Store Fantasyquiz sammen med Rikke og Malene og det var faktisk lidt af en udfordring. Det var enormt sjovt og vi både jublede og ærgerede os efterhånden som svarene blev afsløret. Vi endte med at have et point mindre end dem, der vandt, så det var en smule bittersødt, men det kan være vi tager revanche næste år? Blandt andet skulle vi gætte navnet på en af skuespillerne, der spiller Doctor Who, gætte i hvilken bog, hovedpersonen er totalt anderledes end alle de andre i den lille bjerglandsby og hvilket år, World of Warcraft udkom.
Inden jeg tog tilbage til Odense, nåede jeg også at høre Malene snakke med Katja om Sjælehenteren og det var virkelig et spændende interview, hvor der blev diskuteret alt fra religion og efterlivet til det at skrive umulige karakterer. Jeg synes altid det er sjovt at høre mere om de tanker, der ligger bag ved en bog og det her var en af de gange, hvor det virkelig var spændende at høre på. Og jeg glæder mig bestemt til flere fortællinger fra døden.
Om søndagen var jeg også rundt og kigge i Kunstnerhjørnet og blev som altid imponeret over, hvor dygtige nogle mennesker er – og hvor meget arbejde de ligger i det. Og så fik jeg selvfølgelig også en pæn stak nye bøger med hjem – nogle af dem fik jeg endda signeret på vejen. For jeg kan åbenbart slet ikke lade være med at anskaffe mig nye bøger hele tiden. Men det er okay, for jeg købte næsten kun bøger i serier, jeg gerne vil gøre færdig. Og så fik jeg et par nye anmeldereksemplarer med hjem fra Facet og Calibat – men jeg laver et særskilt bookhaul indlæg.
Min første Fantasyfestival var en weekend, der virkelig stod i fantasygenrens tegn på alle mulige måder og festlige indslag som sang og musik og live rollespil, og de to mænd der på bedste middelalderlige vis bekendtgjorde de forskellige programpunkter, var der en masse indtryk at bearbejde, da jeg kom hjem. Jeg regner bestemt ikke med, at det er sidste gang jeg deltager, bare det at være der er en oplevelse i sig selv. Og fantasy er altså en genre, jeg holder ualmindeligt meget af.
Se flere billeder fra min weekend på Fantasyfestival her.

Comments

  1. I lige måde! <3 Det sker alt for sjældent, men vi har jo begge meget at lave 😛

    Helt bestemt, jeg skriver lige til dig, så jeg kan få den, jeg skal have signeret for dig 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.