Milk and Honey af Rupi Kaur

Milk and Honey af Rupi Kaur. Udgivet af Andrews McMeel Publishing i 2015.

 

milk and honey is a collection of poetry and prose about survival. It is about the experience of violence, abuse, love, loss, and femininity. It is split into four chapters, and each chapter serves a different purpose, deals with a different pain, heals a different heartache. milk and honey takes readers through a journey of the most bitter moments in life and finds sweetness in them because there is sweetness everywhere if you are just willing to look.

 

Når jeg tænker på Milk and Honey er det svært ikke at føle mig en anelse forvirret. Før jeg havde læst bogen, havde jeg nemlig set en del af de digte og illustrationer, der er i bogen, rundt omkring på nettet og sætligt på Tumblr. Der bliver bogen også nærmest omtalt som en eller anden form for fuldstændig epokegørende digtsamling og alle er vilde med den. Og jo, jeg kan rigtig godt lide den, men jeg var ikke så fuldstændig forelsket i den, som jeg lidt havde ventet. Og det er egentlig ikke fordi, den er dårlig eller fordi jeg ikke synes, at den er godt skrevet. Men jeg havde forventet en læseoplevelse, der ville efterlade mig åndeløs og på en eller anden måde mere påvirket.

Nuvel, som sagt så kan jeg rigtig godt lide bogen. Rupi Kaur skriver nogle rigtig fine digte, både kort og lange, hvor hun tager udgangspunkt i sine egne oplevelser, sine følelser og det, der sker omrking hende. Mange af digtene handler om det at være kvinde, om de mange holdninger og idéer, der bliver påduttet mennesker af det kvindelige køn fra samfundets side.  Det bliver personligt, det handler om mørke sider af forhold mellem mennesker, om voldelige forhold og når kærligheden forsvinder. Men den handler lige så meget om at finde styrken til at komme oven på igen efterfølgende. Om at finde den skjulte skønhed i øjeblikke, hvor den ikke er åbenlys.

Det er ikke alle digtene i bogen, som jeg blev lige glad for, men det skete mere end én gang, at Kaur virkelig ramte plet, så jeg sad og tænkte “wow”. Det er en ærlig bog, hvor forfatteren virkelig ser på og åbner for ting, hun har været igennem, men man skal ikke forvente at få det hele serveret på et sølvfad alligevel. Mange vil mene, at det ikke er digte og hvis man mener, at digte handler om metaforer, om stramme rimskemaer og fast metrik, så kommer man ikke til at se bogen på samme måde, som hvis man forsøger at lade den være sig selv.

Jeg er så glad for, at jeg har læst Milk and Honey, især nu hvor jeg har fundet ud at forfatteren udkommer med endnu en digtsamling. Og jeg er bestemt interesseret, for de små øjeblikke, de små observationer, som hun gør sig i Milk and Honey er altså værd at læse og lægge mærke til.