Den forbudte bred (Den forbudte bred #1) af Stine Dreyer

Den forbudte bred (Den forbudte bred #1) af Stine Dreyer. Udgivet af DreamLitt i 2017.

Han tøvede, men trådte så ind, lænede sig op ad bordet med armene over kors og ryggen rank.
Josalina mumlede: “En rigtig klanmand.”
Avac var ikke typen, der pakkede ting ind i lærred. “Jeg må høre dig sige det igen. Har De taget hende? Er hun … er Meira død?”
“De har hende!” sagde Josalina. “Meira kendte faren. Alligevel krydsede hun floden, og så tog De hende. Om hun lever…? Ja, det tror jeg.”
Klanernes kvinder og mænd forsvinder. Skyldes det gudernes vrede, uenighed mellem klanerne, eller er det udyrene?
Meira vil kæmpe som en klanmand. Hun vil ikke knytte båndene med Avac, og hun vil især ikke føje sin mor, Josalina. Meira trodser forbuddet mod at gå over på den forbudte bred og vågner op i en mystisk parallelverden.

 

Den forbudte bred er en debutfantasy fra en dansk forfatter Stine Dreyer. I bogen møder man den unge Meira, som har svært ved at finde sin plads i den lille by, hvor hendes klan bor. Reglerne er gammeldags og hun ved, at der findes andre muligheder for piger derude, hvis hun bare kunne komme til en anden by. I stedet for kommer hun til en helt anden verden og får nogle andre ting at tænke på. Fra hendes egen verden er folk igen begynde at forsvinde på mystisk vis, både fra hendes by og fra de andre klaner. Det kan næsten kun være gudernes vrede, og fordi Meira ikke vil lade sig knytte til den mand, der er valgt til hende, er det oplagt, at det må være hendes ulydighed mod reglerne, der er skyld i at guderne har vendt sig mod menneskene.

 

Det sker ved lidt af et tilfælde, at Meira kommer til den anden verden, og jeg synes faktisk, at det fungerer rigtig godt. Hun er ikke ude på at lede efter den, eller de forsvundne mennesker, faktisk er hun kun ude for at samle urter til sin mor. Men hun går frivilligt over på den anden flodbred, selv om det er forbudt og inden hun selv ved af det, er den verden og alt det, hun nogensinde har kendt til, væk.

 

Den parallelle verden i Den forbudte bred er ret godt beskrevet, uden at det forfalder til lange naturbeskrivelser. Man får det helt klare indtryk, at der er noget her, der ikke er rigtigt, noget der nærmest virker falsk eller kunstigt. Og ikke bare fordi jorden og træerne bliver beskrevet som voksagtige at røre ved. Det viser sig dog meget hurtigt, at Meira ikke er alene i denne nye verden og mens hun flygter fra de mystiske uhyrer, ender hun i en lejr af mennesker. Andre mennesker, der er kommet dertil lige som hun. Det lyder banalt, men det blev endnu mere spændende for mig at se, fordi de havde mistet hukommelsen og ingen af dem kan huske hvem de er eller hvor de kommer fra. Ingen af dem kan huske ret meget i det hele taget. Og alligevel træder personligheder tydeligt frem. Meira føltes stadig som den samme pige, som hun var før, og det var egentlig en overraskelse for mig. De andre i lejren har affundet sig med, at deres liv er i mere eller mindre konstant fare på grund af uhyrene og det faktum, at det ikke lader til at der er en vej ud, men Meiras ankomst og ikke mindst hendes stædige insisteren på at gøre hvad hun vil, og på at løse gåden om hvor de er – og hvorfor – sætter gang i en forandring.

 

Jeg kan virkelig godt lide den måde, denne her bog er sat op på. Der bliver ikke gået ret meget i detaljer om, hvordan Meiras egen verden ser ud, men jeg fik alligevel et klart billede af, hvordan jeg tror der ville se ud, ud fra de ting, karaktererne gør og siger. Den anden verden er interessant og jeg var ret spændt på at finde ud af, hvorfor menneskene bliver holdt fanget i den. Man får et lille glimt af en masse myter og sagn, der ligger bag ved menneskenes tro og sikkert også den måde de lever på, men det er ikke gudernes historie der fylder, det er stadigvæk menneskets. Og især Meiras. I sin egen verden passer hun ikke ind, de andre ser skævt til hende, fordi hun for ofte tænker eller handler som en mand, men i den anden verden begynder hun langsomt at føle sig mere hjemme og finde en familie. Jeg havde dog lidt problemer med at forstå det til at begynde med, for de behandler hende på samme måde, som hendes egen klan, og der går lang tid, før de andre mennesker for alvor holder op med at forsøge at stoppe hende i f.eks. at bygge sit eget hus. Af samme grund er jeg ikke overbevist omkring det romantiske subplot, det virkede meget pludseligt og jeg ville hellere have undværet det og set Meira klare sig uden nødvendigvis at skulle have en mand at være interesseret i.

 

Der er rigtig mange navne at holde styr på i bogen, der dækker over et væld af karakterer, de fleste af dem mennesker i lejren i den anden verden, så det gælder lidt om at holde styr på, hvem der er hvem. Specielt fordi det ikke er typiske navne, men selv om jeg normalt er lidt tilbageholdende over for alt for specielle navne i fantasybøger, så synes jeg faktisk, at det passer ret godt til Den forbudte bred. Sproget fungerer okay godt, men man kan godt fornemme, at det er en debutroman, for det flyder ikke altid helt så godt som man kunne ønske sig. Det forhindrede mig ikke i at læse bogen eller noget, men jeg må være ærlig og indrømme at det trak lidt ned, da det trods alt hylede mig lidt ud af den nogle gange, fordi det blev lidt for ensformigt. Men hvorfor menneskene bliver holdt fanget i den anden verden vil jeg altså ikke spoile. Det må man selv læse bogen for at finde ud af.