Fry er flygtet fra Kuben og befinder sig i Brudstykket, et isoleret og ødelagt stykke af Danmark, der er omkranset af en kæmpe glasmur.
I Brudstykket er det kun de stærkeste, der overlever. Her er kvinder slaver, der bliver solgt på det Sorte marked eller jaget og henrettet for at være sneglehviskere.
I takt med at Frys evner udvikles, nærmer et opgør mod Organisationen og dens hær af Fejlfødte sig. Da konfrontationen sker, opdager Fry den grufulde sandhed om ikke bare Organisationen, men om hele sit liv. En sandhed, der ødelægger alt, hun nogensinde har troet på.
Glasmuren er andet bind i den anmelderroste Exilium-trilogi.
Hold nu fast. Glasmuren tog helt seriøst røven på mig. Jeg sidder tilbage med en følelse af, at alt, jeg troede, jeg vidste eller havde regnet ud, er blevet fejet til side og at jeg nu skal forholde mig til noget helt nyt. Og ved I hvad? Jeg kan så godt lide det! Linette Harpsøe formår virkelig at overraske og skrive en bog, der føles ny og på alle måder formår at tage en ved næsen. Og så føles det altså naturligt, at man pludselig står og ikke ved en døjt. Det gør Fry også og det passer ind i historien, så det er ikke sådan, at man bliver skubbet over i en helt anden retning, blot for at gøre det. Der er en mening med det. Og jeg tør næsten ikke gætte på, hvad det fører til i sidste ende.
For at vende tilbage til bogen. Fry, Anika, Elin, Johnson og alle de mange andre karakterer, som jeg elskede i den første bog, vender tilbage i denne her. Og mens nogle karakterer udviklede sig i en fantastisk retning, som jeg bare nød at følge med i. Johnson især, den mand er fantastisk og hele hans baggrundshistorie, som man får et indblik i i Glasmuren, er seriøst spændende og jeg håber på, at der kommer mere med ham og hans fortid i den sidste bog. Spørgsmålet om Elins datter Ea bliver besvaret, blot for at bane vejen for et nyt mysterium. At Elin og Johnson kender hinanden var jeg slet ikke i tvivl om efter den første bog, man kan ikke hade hinanden så meget, hvis man ikke kender hinanden. Men hvordan, det havde jeg slet ikke set komme og hvad det betyder for Fry, er virkelig en overraskelse. Det føltes lidt som om det kom ud af det blå, men når jeg tænkte tilbage på De fejlfødte og på tidligere små kommentarer og hints i den bog, så gav det alligevel mening. Man skal holde øje med de små detaljer i den her serie! Den eneste grund til, at man hører noget om det, er fordi Fry overhører en samtale og derfor er det sparsomt med, hvad læseren får at vide og da der senere melder sig en ny karakter på banen, som forsøger at fortælle Fry sandheden, er det svært at tro på. Også for mig. Derfor håber jeg, at det er en baggrund, der bliver taget op igen i den sidste bog, sådan at det kommer til at give mere mening og blive mere fyldestgørende. Til gengæld kan jeg godt lide, at den sommerlejr, der kort bliver nævnt i De fejlfødte er af virkelig vigtig betydning.