The Lord of the Rings af J. R. R. Tolkien

Jeg ved virkelig ikke, hvor jeg skal starte henne, når jeg skal skrive denne her anmeldelse. I mange år har The Lord of the Rings været min yndlingsbog, men det er i grunden ret svært for mig at sætte ord på, præcis hvorfor det er, at jeg har det sådan. Da jeg læste den første gang, eller forsøgte på det, hadede jeg den. Det fungerede slet ikke for mig at læse den i den danske oversættelse, og derfor troede jeg i lang tid, at jeg ikke ville få læst bogen nogensinde. Det er sandsynligvis også herfra, at min tvivl omkring oversættelser og hvorvidt jeg nogensinde vil læse danske oversættelser af engelske bøger. Men det er bestemt noget, jeg synes er blevet bedre og måske er det også bare fordi Tolkiens sprog er rigtig svært at oversætte.’

 

Det er nemlig noget helt særligt, det der sprog, han har. Det er svært at oversætte, især fordi der er en bestemt kvalitet i det engelske sprog, og det er svært at få med over til det danske sprog. Til gengæld har jeg lagt mærke til, at jeg uanset hvordan og hvor længe, jeg bruger på at læse bogen, så bliver jeg altid totalt opslugt af det flotte sprog. For mange er det svært at læse The Lord of the Rings, fordi især The Fellowship of the Ringstarter rigtig meget ud med lange naturbeskrivelser og en meget langsom handling, og det kan være ret tungt at gå i gang med. Det er faktisk en af de ting, jeg skal skrive rigtig meget om i mit speciale, naturen og hvordan Tolkien bruger sproget til at beskrive det og dets forhold til ondskaben. Måske skal man være Tolkien nørd som mig, for at synes, at det er spændende, men jeg er i hvert fald helt oppe at køre over det. Det er så spændende og interessant at sætte sig ind i.

 

En af de ting, der gør det svært at læse bogen er, at der er så meget at holde styr på. Middle-earth flyder over at forskellige karakterer, folkeslag, skabninger, kulturer og meget andet, og jeg undrer mig altid over hvor meget, Tolkiens fantasi rummer. Der er så meget historie, så meget at vide, at hvis man først går i gang med at sætte sig ind i det, så kan man bruge virkelig lang tid på at få det hele med. Og i hvert fald er det sådan for mig, at jeg altid finder noget nyt i historien, når jeg læser den. Nogle gange bliver jeg overrasket over, hvor morsom visse passager er, blandet med de alvorligere emner omkring døden og hvad der skal til for at være en heltemodig person. Det ærgrer mig altid, når jeg hører nogen sige, at de ikke gider læse Lord of the Rings fordi det er en alt for lang og kedelig bog, den er langtrukken eller irrelevant. Når jeg læser den, kan jeg ikke lade være med at ønske mig, at alle de, der kan lide og læse, ville unde sig selv den oplevelse af lade sig opsluge af Tolkiens ord og fantastiske historie. Jeg tror aldrig, jeg bliver træt af at læse bogen, og jeg kan sagtens se mig selv læse den igen og igen resten af mit liv. The Lord of the Rings er fyldt med alle mulige temaer, som man kan finde i teksten, og det, der er så fedt ved bogen er, at det kommer an på den enkelte læser. Det er ikke uden grund, at jeg har valgt at skrive mit speciale om bogen, for jeg kan ganske enkelt ikke skjule, at jeg elsker denne her bog. Jeg holder så meget af hobbitterne Merry og Pippin, der er meget mere uskyldige og naive over for verden end Frodo, og jeg elsker ganske enkelt Sams usvigelige loyalitet og mod. Elverne er nogle helt uvirkelige og overnaturlige væsner, der er både svære at forstå og på en eller anden måde så lette at forestille sig. Menneskeracen er langt fra hvad den har været og den underliggende historie om menneskerne fra Númenór er noget, jeg vil læse meget mere om en gang i fremtiden. Derfor læser jeg også meget af det baggrundsstof, der er udgivet. Jeg kommer til at læse denne her bog op til flere gange her i foråret og jeg glæder mig så meget til at gå helt ned i sproget og forsvinde ind i Middle-earth endnu en gang. The Lord of the Rings er ikke, som mange ellers siger, den bog, der starter fantasy-genren, men den har givet genren nyt liv. Både fantasy som genre og The Lord of the Rings selv har bestået tidens test og er stadigvæk en af de bedste bøger. Jeg kan ikke anbefale den nok, selv om det er noget af et værk at give sig i kast med. Men man behøver heller ikke at gøre som mig og læse den på en uge (eller en weekend for den sags skyld). Men helt ærligt? The Road goes ever on and on…